Rusland og Iran står til at vinde det politiske spil om Syrien

Johannes Riber Nordby er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.

ANALYSE: Det får næppe nogen betydning for udviklingen i Syrien, at FN mandag vedtog en resolution om at sende observatører til Aleppo, og at Ruslands ambassadør i Tyrkiet blev myrdet. Det skriver Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet i denne analyse.

På mindre end tre timer mandag skete der to meget markante begivender. Den ene var vedtagelsen af en FN’s resolution om observatører i Aleppo, og den anden var drabet på Ruslands ambassadør i Tyrkiet. De har begge det til fælles, at begivenhederne ikke får den store betydning for krigen i Syrien.

At der endelig kom en aftale om at sende observatører til Aleppo, kunne virke som et positivt tegn på, af FN kommer til at spille en mere central rolle i Syrien. En optimisme, der desværre næppe er hold i. For det første er evakueringen af flygtninge allerede godt i gang og kan sandsynligvis være overstået, inden observatørerne er på plads. De samme observatører vil derudover være helt afhængige af, at de syriske styrker kan give dem den fornødne beskyttelse.

Hermed lægger man det op til syrerne, hvor observatørerne kan rejse hen. Vælger de et område, som Assad-regimet ikke ønsker at vise frem, kan de syriske militære styrker forhindre det med en undskyldning om, at det er for farligt. Gårdagens resolution var derfor mere en ”fri omgang” for det russiske diplomati, end det var reelle indrømmelser.

Turbulent tyrkisk-russisk forhold

Det tyrkisk-russiske forhold har det seneste år mildest talt været lidt af en rutchebanetur. I december sidste år skød Tyrkiet et russisk fly ned, og forholdet mellem de to lande røg på nulpunktet. Tidligt på sommeren i år var der en gevaldig optøning, og med kupforsøget i Tyrkiet var Putin meget hurtigt ude for at give Erdogan sin politiske støtte. Noget hurtigere end de vestlige ledere.

Sidenhen har det tyrkisk-russiske forhold udviklet sig positivt, og for meget er i dag på spil til, at et attentat vil kunne ødelægge det. For Rusland er Tyrkiet vigtig, fordi Moskva med sin støtte til Tyrkiet kan forsøge at skyde en kile ned igennem Nato-alliancen og generelt forværre Tyrkiets forhold til Vesten. For Tyrkiet er Rusland adgangsbilletten til de videre forhandlinger om Syrien og ikke mindst afklaringen af, hvad kurdernes rolle skal være. Derfor har Rusland heller ikke aflyst dagens møde i Moskva mellem den russiske, iranske og tyrkiske udenrigsminister.

Det er faktisk dagens møde i Moskva, som er mest interessant, fordi Tyrkiet skal mødes med Iran og Rusland om Syrien. Mødet fortæller noget om, at Vesten behøver at ændre sin selvopfattelse, når det gælder konflikten i Syrien. At Vesten ikke har mange strategiske kort på hånden og blot må erkende, at initiativet ligger i Moskva og Teheran.

Hvis Vesten på en eller anden måde vil have det strategiske initiativ tilbage – humanitært eller politisk – hvilke muligheder er der så? Hvilke virkemidler har Vesten, hvis Vesten gerne vil spille en større rolle i Syrien? Vi hører ofte ord som mere politisk eller diplomatisk pres, uden at det bliver nærmere defineret. Reelt har Vesten ikke meget at tilbyde, som Rusland gerne vil have. Den historiske erfaring siger, at sanktioner kun virker over en lang tidshorisont – hvis overhovedet, og tiden er ikke på Vestens side i den syriske konflikt.

Man skal ikke true uden vilje til handling

Det har været på tale at indføre flyveforbudszoner eller nye røde linjer. Disse forslag er strategiske initiativer, som er langt mere kompliceret end som så. Man skal ikke true med noget uden vilje til handling. Sådan er det også med flyveforbudszoner. Skulle Vesten vælge at indføre en sådan, kan det gøres på to måder.

Den ene er gennem FN’s sikkerhedsråd, men det kræver, at Rusland er med på forslaget. Ruslands modsvar vil være et krav om, at flyveforbudet også gælder for vestlige fly. Dertil skal lægges, at hvis Rusland finder, at en flyveforbudszone er en god ide, ville det være langt nemmere blot at stoppe med at flyve. Alternativt kan Vesten vælge at indføre en flyveforbudszone uden om Sikkerhedsrådet.

Det vil kræve at Vesten er villige til at nedskyde russiske fly, ellers vil zonen være uden effekt. Da Rusland har opstillet flere avancerede antiluft-missiler i Syrien, vil der være en stor risiko for, at vestlige fly vil blive skudt ned, så snart et russisk fly føler sig truet. I sidste ende vil en flyforbudszone kunne eskalere konflikten.

Samme problematik ved en ny “rød linje”

Et andet forslag er blevet lagt frem er en ny “rød linje”. At fortælle Assad, at hvis han f.eks. bruger kemiske våben eller bomber mod civile, så vil Vesten gengælde ved f.eks. at bombe nogle af Assads styrker eller hovedkvarter. Problemet heri er blot det samme som ved flyveforbudszoner. At Rusland overvåger og kan beskytte en god del af det syriske luftrum.

Rusland vil kunne nedskyde vestlige fly, inden de afleverer deres våben inde over Syrien. Så kan man alternativt anvende langrækkende krydsermissiler. Det er reelt kun USA, der har nok missiler til at kunne gennemføre sådanne angreb, men igen er sådanne missiler forholdsvis nemme at nedskyde for et moderne luftforsvarssystem. For at ramme et mål i Syrien vil USA være tvunget til at affyre langt flere krydsermissiler for at sikre, at blot nogle af dem slipper igennem.

Lige meget hvad vil en rød linje reelt eskalere krigen og ikke det modsatte og i sidste ende ikke have nogen større positiv effekt for de mennesker, som lider under den syriske borgerkrig.

Vesten mistede det strategiske initiativ

Vestens muligheder er få. Vesten mistede det strategiske initiativ, da Rusland sammen med Iran bestemte sig for at gå aktivt ind på Assads side. Vesten står derfor forhandlingsmæssigt meget ringe, og det er på tide, at vi indser det. For skulle Vesten ønske at tage det strategiske initiativ retur, vil det reelt kræve det, som ingen ønsker – nemlig en militær intervention, der i sidste ende kun vil forlænge konflikten.

Vesten har reelt kun et kort tilbage på hånden, som Rusland og Iran gerne vil have. Det er anerkendelsen af Assad som legitim leder af Syrien eller i det mindste en anerkendelse af, at det er Rusland og Iran, som alene bestemmer, hvem som sidder ved magten i Damaskus. Spørgsmålet er ikke, om Vesten skal spille det kort, men mere om hvornår.

For med Ruslands og Irans intervention forsvandt muligheden for at vælte Assad. Derfor skal Vesten finde ud af, hvilken pris det på kort sigt skal have. Når først det kort er spillet, har Vesten anerkendt, at det er Rusland og Iran, som har vundet det politiske spil om Syrien.

Assad-regimet anvender et syrisk flag med røde-hvide-sorte striber og grønne stjerner, mens oprørsstyrkerne anvender uafhængighedsflaget med grønne-hvide-sorte striber og røde stjerner.
Assad-regimet anvender et syrisk flag med røde-hvide-sorte striber og grønne stjerner, mens oprørsstyrkerne anvender uafhængighedsflaget med grønne-hvide-sorte striber og røde stjerner.