DEBAT: Ledelsessvigt og forkerte beslutninger prægede Operation Bøllebank i Bosnien i 1994. Det er ikke afdøde Erik Kirks eftermæle, der er i dag er på spil, men oberst Lars Møllers og daværende eskadronchef Carsten Rasmussens. Det skriver Jakob Hansen, som selv var næstkommanderende i 2. deling, i dette partsindlæg.

En kommende radiodokumentar på P1 om Operation Bøllebank i Bosnien i 1994 har udløst en debat længe inden, at programmet er blevet sendt. DR-journalisten Kasper Søegaard er ved at producere udsendelsen, som efter planen vil blive sendt den 5. januar 2017. Som et led i sit arbejde har Kasper Søegaard interviewet Lars R. Møller, der har reageret ved at gå til angreb på kilderne i dokumentarudsendelsen i et længere debatindlæg her på OLFI. Dette debatindlæg er et modsvar.

Det er ikke mit ærinde hverken at ødelægge eller nedgøre betydningen af Operation Bøllebank. Jeg anfægter historieforfalskningen, og at enkelte personer smykker sig med stjålen hæder og ikke lader æren tilfalde de soldater, som var med under Operation Bøllebank. Herunder de støttende kollegaer hjemme i lejren. Vi taler om, at adskille dem, der gjorde deres job, fra dem som svigtede.

Jeg finder det nødvendigt at informere om hvilken faglig baggrund, jeg udtaler mig på. Ikke mindst efter det angreb på min og mine kollegers faglighed, som Lars Møllers debatindlæg er et udtryk for.

Jeg havde ved min udsendelse til Bosnien syv års tjenesteerfaring fra Hæren i en kampvognseskadron, og var uddannet på samtlige funktioner på Leopardkampvognen: Sergent, 3. kommandør, oversergent (NK Deling) og 2. kommandør. Jeg er blevet trænet og uddannet i Danmark som delingsfører i eskadronsregi, og jeg overtog kampvognsdelingen i de tilfælde, hvor delingsføreren ikke var til stede – eksempelvis ved afholdelse af leave med mere.

Jeg drak kaffe i stedet for slivo

Jeg har løst specielopgaver med mindre styrker af 2-5 personer (bliver blandt andet omtalt i den kommende P1 radiodokumentar), leveret medicin, bandager m.m. til en bosnisk enhed i frontlinjen (opgaven blev udført i mørke alene med frivilligt personel på grund af opgavens farlighed), jeg har deltaget i møder med en bosnisk brigade om adgang til følsomme områder med mere. Sjovt nok lykkedes det mig altid at gennemføre møderne uden indtagelse af alkohol. Jeg drak deres kaffe. Det nævner jeg nu, da Lars Møller hævder, at det var en fornærmelse af den Bosniske kultur ikke at drikke der slivo.

I patruljeuger havde jeg kommandoen over en kampvognsdeling, 1-2 spejderkøretøjer, en pansret mandskabsvogn til observationsopgaver, en Sisu ambulance (Norsk pansret hjulkøretøj bemandet med norsk personel), en infanterideling bestående af tre pansrede mandskabsvogne (svensk personel), et TACP team samt ofte bjærgningskampvognen – altså omkring 50 til 55 mand.

Ved flere af opgaverne var styrken under beskydning, hvor delingens kampvogne undsatte den lille ”kampgruppes” enheder. Der har ikke været behov for at gengælde ilden på nogle af mine opgaver, men havde behovet været der, så havde vi gjort det.

Nedgørelse af min forståelse er ikke korrekt

Så når Lars Møller og Carsten Rasmussen nedgør min forståelse for delingens og eskadronens taktik med mere i artiklerne i Berlingske og Ekstra Bladet, så er det ikke berettiget. Jeg har både uddannelse og erfaring, der så rigeligt understøtter mine udtalelser.

Lars Møller siger i Berlingske den 17.12.2016:

“De tre delingsførere blev samlet til ordreudgivelse i eskadronens hovedkvarter, inden de kørte ud, og her får de præcise ordrer. Det ved de stakler, der nu hævder, at der ikke var ledelse dengang, naturligvis ikke. For de var ikke med. Det vil altid være delingsføreren, som udkæmper kampen.”

En af de stakler er så mig. Jeg tror, at den gode oberst Lars Møller har været for længe væk fra taktikken på underafdelingsniveau og måske har beskæftiget sig med kortøvelser på brigadeplan og derover, hvor tingende ikke ændrer sig, medmindre man spiller det ind. Alle os ”stakler” ved, at planen, delingens såvel som eskadronens plan, kun holder til første føling med fjenden. Og det var netop, hvad der skete under Operation Bøllebank.

Argumentation er helt ude skoven

Jeg forlanger ikke en perfekt ledelse af kampen, men forventer, at enkeltvogne og delinger løser opgaver, som pludselig opstår. Men derfra til at sige, at der ikke var behov for at lede en eskadron, som ryger i et baghold og bliver splittet op, er fuldstændig ude i skoven. Jeg tillader mig at sætte fokus på nogle af de ledelsesfejl jeg så under operation Bøllebank:

1) Vi var bekendte med, at serbiske styrker ofte beskød os, hvis vi var synlige fra deres stillinger. Alligevel valgte eskadronchefen, at vi skulle samles på en parkeringsplads, som var meget synlig fra serbisk side. Her på udgangslinjen klumpede syv kampvogne og to PMV´er (pansrede mandskabsvogne) sig sammen med få meters afstand for at koordinere en endnu ikke iværksat plan. Vi blev beskudt og spredtes. Derefter kørte 1. deling, chefvognen og oberst Møllers PMV frem mod Kalesija og den svenske OP Tango 2 (observationspost) uden at sætte 2. deling i stilling (ild og bevægelse var ellers en ofte brugt taktik). Deres fremrykningsvej var desuden flankemarch for de serbiske stillinger.

2) Koordinationsmødet foregik stående omkring chefvognen. Jeg mener, at vi kunne have brugt radioen. Mødet varede for øvrigt kun få sekunder, fordi vi straks blev beskudt.

Der var tavshed på nettet i næsten to timer

3) Eskadronschefen valgte at tro på sin plan hjemme fra lejren og kaldte aldrig op på nettet under hele kampen. Jeg understreger, at der var tavshed i næsten to timer.

4) Eskadronchefen valgte at indsætte sig selv sammen med sine forreste enheder – han havde jo selv et våben at indsætte. Men at bataljonschefen og hans næstkommanderende, oberst Lars Møller, valgte at køre ned i et IKO (ildkoncentrations-område), vurderer jeg til at være ikke særligt hensigtsmæssigt og fuldstændigt unødvendigt.

Det er selvfølgelig særdeles fint at have føring fra front, men jeg forstår til stadighed ikke, hvad chefkampvognen og Lars Møllers PMV ville på T2 (der var jo ikke plads til 4 kampvogne og en PMV). Det må have været deres hensigt, siden de kørte mod Kalesija.

5) Efter min bedste vurdering burde Lars Møllers PMV have placeret sig ved O-PMV’en og TACP’en og Carsten Rasmussens (65) kampvogn i nærheden af 2. deling for derfra at kunne lede kampen.

6) På intet tidspunkt trak eskadronchefen sanitetsenheden tættere på kamppladsen, hvilket ellers var standard, når delingerne brugte dem. Det samme gjaldt for bjærgningskampvognen.

Møller valgte fysisk kontakt frem for radio midt i artilleriregn

7) Under kampen tog Lars Møller kontakt til eskadronchefen. Det var der, at Lars Møller fik barberet håret af på grund af et sprængstykke. De var altså under hård beskydning, men alligevel valgte han at banke på eskadronschefens vogn for at få kaffe og dele cigarer ud. Jeg spørger bare: hvorfor ikke bruge radioen, hvis der skal koordineres noget mellem chefvognen og bataljonschefens PMV, hvis beskydningen var, som den var? Eller var det, fordi han heller ikke kunne komme i kontakt med eskadronschefen, og derfor valgte denne risikofyldte men nødvendige løsning?

8) Beredskabsdelingen, som holdt til i lejren, blev ikke aktiveret og ikke trukket frem til bag kamppladsen. Den havde en køretid fra lejren på 30-40 minutter, hvis kampen havde forsat, eller hvis vi havde haft tab, så havde den været god at have baghånden. Da kampen var forbi, havde jeg skudt 34 kanonskud ud af mine 55 skud på vognen.

9) Det var eskadronchefen dog ikke klar over, da der ikke blev efterspurgt FADSUM meldinger fra delingerne. Dette er et huskeord for reorganisering, hvor man melder antallet af eventuelle Fanger, Ammunitionsforbrug, Døde, Sårede, Udrustning og Materiel. Normalt en opgave for  næstkommanderende. Her burde man have et mini fremskudt forsyningsområde (FSO) med genforsyning af ammunition og diesel, sanitet med videre.

10) Genforsyning af delingen blev først gennemført, da vi kom hjem til lejren. Dette blev, efter min viden, iværksat af to ”stakler”, som mente, at det kunne være en god ide. (Læs: kompetente befalingsmænd, som vidste, at dette var normal procedure.)

Man kunne godt have fraveget princippet

Under kampen blev første deling splittet op. To vogne kørte til observationsposten Tango 2, mens 3. vognen blev efterladt sammen med eskadronchefen og bataljons PMV’en i Kalesija. Her kunne man man måske have fraveget princippet om, at alt var aftalt hjemme, og have givet den vogn en opgave direkte fra chef-kampvognen, idet delingsføreren ikke længere havde kontakt med den. Det fremgik tydeligt over nettet. Vi var jo alle på samme net!

Hvorfor skulle Lars Møller i øvrigt blande sig i eskadronens kamp, hvis alt gik efter planen? Og hvorfor er det Lars Møller, som koordinerer tilbagetrækningen, samt sætter os i stilling og støtter frigørelsen? Det er bare nogle af de kritiske punkter omkring ledelsen – eller mangel på samme – under kampen. Dertil kommer, at chefen under kamp kan kalde op og spørge, hvordan det går. Det giver den enkelte soldat og fører en ro og tro på, at der er styring på situationen.

Det kan godt være, at Lars Møller hænger sig meget i hvem, der gav diverse ordre om aftenen. Det gør jeg og førerne i anden deling ikke så meget. Det er helt korrekt, at Erik Kirk var en meget dygtig delingsfører, og derfor satte han også delingen i stilling under kampen og gav ilden fri. Det var som forventet af en god leder. Men det var først i lejren, at det blev aftalt, at Carsten Rasmussen og Lars Møller havde gjort det. Som de sagde, var det for at tage ansvaret fra os, hvis der nu skulle blive ballade. Vi takker for bekymringen.

Åbnede ild mod Saggermissilernes affyringsområde

Her er en afskrift (fra en af protokollerne) af den sidste korrespondance på nettet inden ildåbningen. På daværende tidspunkt havde jeg selv givet skudkommandoen på vognen, men ledte efter skydetabellen, da jeg skulle skyde halvskjult skydning. Jeg åbnede på Saggermissilernes affyringsområde og skød seks brisantgranater, inden der var tavshed derfra.

”QL-1 her er BQ – skift” (2. deling kalder chefen, får intet svar)
”QL-1 her er BQ – skift” (2. deling kalder chefen, får intet svar)
”QL-3 her er BQ – skift” (2. deling kalder O-PMV)
”Her er QL-3 – skift” (O-PMV svarer)
”Her er BQ – jeg kan ikke få fat på QL-1, kan du prøve”
”Her er QL-3 – vent, slut”
”QL-1 her er QL-3 – skift” (O-PMV kalder chefen – får intet svar)
”QL-1 her er QL-3 – skift” (O-PMV kalder chefen – får intet svar)
”BQ – her er QL-3, jeg kan ikke få fat i ham – skift” (O-PMV til 2. deling)
”Her er BQ – jeg har indsigt på de fjendtlige våben og åbner ild – skift”
”Her er QL-3 – modtaget, slut”

Herefter gav Erik Kirk ordre til delingen, og skydningen blev indledt.

Erik Kirk var både kompetent og ærekær

De, som kendte Erik Kirk, ved, at han var en særdeles kompetent og ærekær professionel soldat. Måske den bedste, vi har kendt. Det nagede ham voldsomt, når tingene ikke foregik, som de skulle, og når nogen sprang over, hvor gærdet var lavest. I tiden før og efter Operation Bøllebank og andre operationer i Bosnien havde Erik mange og dybe samtaler med sine betroede kollegaer, hvor hans frustrationer over manglende professionalisme blev luftet. Erik stillende høje krav til alle og ikke mindst sig selv.

Hvorfor skulle denne helt igennem hæderlige soldat ”opfinde” hændelser, som ikke er sket? Han og andre befalingsmænd i eskadronen har gennemført snesevis af foredrag og udfærdiget skrivelser, som er blevet hørt af adskillige mennesker i systemet. Erik Kirk og andre fra eskadronen har altså ikke holdt noget skjult. Fortællingerne er bare blevet dysset ned af foresatte i systemet til fordel for Carsten Rasmussen og Lars Møller.

Erik Kirk modtog Ebbe Munch Prisen, hvilket han havde et meget ambivalent forhold til, da han opfattede det som et ”hold kæft bolsje”. Erik ønskede aldrig hæder og ære – blot sandheden. Derfor er Erik Kirks minde på ingen måde truet af dette slagsmål – tværtimod.

Forløbet at Operation Bøllebank er et glimrende eksempel på initiativ og koordination på delings- og enkeltvognsniveau under ekstremt vanskelige vilkår, hvor kontakten til nærmeste foresatte i perioder af den ene eller anden grund ikke er eksisterede. Samtidig er der også gennemført en eksemplarisk debriefing (længe før det blev moderne), hvor alle oplevelser og indtryk blev dokumenteret skriftligt umiddelbart efter operationen. Disse skriftlige tilbagemeldinger er således et ”rent” feedback – uden tid til retrospektive overvejelser.

Erik Kirks eftermæle er ikke på spil i dag, men det er hr. Møllers og C. Rasmussens til gengæld. Og det er vel også derfor, at deres reaktion er så voldsom.

Obs: Jakob Hansens tjenesteerfaring er rettet 20.12.2016 fra ni til syv år ved sin udsendelse til Bosnien i 1984. Jakob Hansen forrettede tjeneste i Forsvaret fra 1987 til 1995.