Varselsskud stopper ikke strømmen af flygtninge

4
Johannes Riber Nordby er militæranalytiker på Forsvarsakademiet.

ANALYSE: Våbenanvendelse som et afskrækkelsesværktøj mod flygtninge vil i bedste fald være virkningsløs og i værste fald betyde flere omkomme flygtninge. Det skriver Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet i denne analyse på baggrund af de seneste dages debat.

De seneste dage har begrebet varselskud været debatteret flittigt. DF’s EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth nævnte et forslag om, at varselsskud mod flygtninge på vej ind i europæisk farvand vil kunne have den effekt, at de vil vende om og sejle retur.

Set fra både et strategisk og taktisk perspektiv vil det næppe være konsekvensen, og forklaringen kommer her:

Det er god og gammel militær lærdom, at man ikke skal true med at skyde, hvis ikke man mener det. Et varselskud til søs svarer reelt til, at en politimand peger med en pistol og truer med at skyde en person, som ikke makker ret. Modparten skal derefter være overbevist om, at det præcis er konsekvensen. At betjenten i sidste ende faktisk vil skyde, såfremt modparten ikke gør, som han siger.

Menneskesmuglere opdager hurtigt bluff

Således fungerer varselsskud også. Det, som i sidste ende får et skib til at stoppe, er frygten for, at det næste skud bliver rettet direkte mod skibet (sømilitært kaldet effektskydning). Hvis skibet var overbevist om det modsatte, altså at krigsskibet i  sidste ende ikke vil skyde, hvorfor skulle det så stoppe?

Derfor er varsel- og effektskydning to sider af samme sag.  Så skulle man fra europæisk side beslutte sig for varselskydning, vil det hurtig blive opdaget af menneskesmuglerne. Enten fordi der altid vil være en båd med flygtninge, der tager chancen, og dermed er bluffet med varselskydning blevet opdaget. Derudover er erfaringen, at menneskesmuglere er yderst velinformerede, så en officiel erklæring om varselskydning uden effektskydning vil straks blive opsnappet og dermed være uden nogen effekt.

Omvendt skulle man så beslutte sig for at gå hele vejen og beskyde flygtninge, har man forbrudt sig mod forskellige folkeretslige aftaler. Derudover har man pligt til at hjælpe de tilskadekommende flygtninge, som dermed er i havsnød. Lige meget hvad vil skydning ingen effekt have.

Menneskesmuglere giver kun en enkeltbillet

Argumentet har været, at med et varselskud kunne man håbe på, at flygtninge vil sejle retur til udgangspunktet. Men det vil heller ikke kunne lade sig gøre. Menneskesmuglere giver selv i de bedste tilfælde kun brændstof, mad og vand til en enkeltbillet over Middelhavet.

At vende om er derfor ikke en mulighed. Skulle flygtningene beslutte sig for at vende om, vil det være til den sikre død, med mindre de inden er blevet samlet om som nødlidende til søs.

Våbenanvendelse som et afskrækkelsesværktøj vil derfor være fuldstændig virkningsløs i bekæmpelsen af flygtningestrømmen. Det vil i bedste fald være virkningsløs og i værste fald betyde flere omkomne flygtninge. Det eneste, det ikke vil gøre, er at stoppe flygtningestrømmen.

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer