REPORTAGE: Det var en skuffet Peter Christensen, som mandag forlod Forsvarsministeriet. Han har meddelt Venstre, at han trækker sit kandidatur til Folketinget. Denne gang er det politiske farvel endegyldigt, siger han.

Det var en af den slags dage, man ikke havde set komme. Størst var måske overraskelsen for hovedpersonen selv, der ved TV-Avisens begyndelse søndag aften endnu ikke havde nogen anelse om, hvad der skulle ske mandag.

Men lidt i syv søndag aften ringede forsvarsminister Peter Christensens telefon. I den anden ende kunne han høre Venstre-partifælden og statsminister Lars Løkke Rasmussen, som om eftermiddagen havde præsenteret regeringsgrundlaget for den nye borgerlige regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Samtalen var kort. Men det var en af den slags, der ændrer et liv for altid. Ved samtalens afslutning var Peter Christensen ikke i tvivl. Han ringede til sin kreds på Sydsjælland og meddelte, at han trækker sit kandidatur til Folketinget og forlader dansk politik endegyldigt.

»Nok er nok,« som han sagde det med alvorlig mine, da han efter ministeroverdragelsen stod i projektørlyset med tv-kameraer i hovedet under Forsvarsministeriets lavloftede kantinetag.

Mørket faldt på i ministeriets kantine

Når man kom direkte fra en munter ministeroverdragelse i Udenrigsministeriet med jokes, smil, latter og humoristiske gaver, så var kontrasten slående. Et krystalklart solskinsvejr var ved at blive afløst af aften, da overdragelsen skulle finde sted i Forsvarsministeriets kantine på fjerde sal med udsigt til tårnet på Christiansborg. Mørket faldt med andre ord på i mere end en forstand, hvilket også fremgik af talerne.

“Den amerikanske præsident Truman sagde en gang, at hvis man vil have venner i politik, skal man købe sig en hund. Du har to, Peter. Men sådan er politik, og du har accepteret spillets regler,” sagde departementschef Thomas Ahrenkiel i en sjældent alvorlig og nærmest andægtig tale.

I mellemtiden stod Claus Hjorth Frederiksen ved siden af Peter Christensen, og han så ærlig talt ikke ud til at nyde det. Heller ikke sin tale, som blev fremført usikkert og med nogen vrøvlen ind i mellem. Men budskabet var klart.

“Der er ingen grund til at skjule, at ministeroverdragelser ikke er det sjoveste, der findes. Specielt ikke, når den finder sted mellem to partifælder, som har kendt hinanden gennem mange år, og som har stor respekt for hinandens indsats. Du er en garvet politiker, og derfor er du også hårhudet og kender de faktiske forhold i jernindustrien. Du har udført et flot og godt job som forsvarsminister,” sagde Claus Hjorth Frederiksen.

“Pas godt på vores folk, Claus”

Selv tog Peter Christensen det politiske nederlag som fyret minister med oprejst pande. Men det var ikke nemt.

»I soldater der ude, I er der ikke på grund af lønnen. I er der ikke på grund af hæderen. I er der på grund af Danmark. Det har rørt mig, og der skal meget til. Det har også forandret mig. Nu forlader jeg politik. Tanken er ikke så skræmmende for mig, som den måske er for andre politikkere. Tusind tak. Pas godt på vores folk, Claus, for de passer så godt på os.”

Og sådan sluttede Peter Christensens politiske karriere lige så pludseligt, som den var genopstået sidste år. Og trods sin insisteren på at gøre det med »smil på læben« kunne den nu forhenværende minister ikke skjule sin skuffelse og ikke mindst frustration over, at han ikke fik lejlighed til at forhandle det forsvarsforlig på plads, som skulle have været kronen på værket efter aftalen om købet af 27 nye F-35 kampfly.

“Jeg kan godt lide forandringer. Men det gjorde ikke noget, hvis man kunne planlægge lidt længere, end man kan i politik. Selvfølgelig er det vemodigt, for jeg har været glad for at være i politik. Jeg har været med i 15 år og været med til at gennemføre mange forandringer,” sagde han til flokken af journalister.

Svært at planlægge noget i politik

Har du fortrudt, at du sagde ja, da Løkke ringede for et år siden, spurgte den garvede politiske reporter og analytiker Christine Cordsen fra DR.

“Jeg vidste jo godt, at tingene er uforudsigelige. Men fortrydelse … hvis man vil have forudsigelighed og tryghed i hverdagen, skal man lave noget andet end politik.”

På vej ud af kantinen nåede forsvarschef Peter Bartram lige at gribe fat i ministeren.

»Jeg vil godt lige sige tak for kampen,« sagde han, inden OLFI fulgte med Peter Christensen ned ad trapperne i Forsvarsministeriets rotunde med sabler på væggene.

Hvad var din reaktion, da statsministeren ringede?

»Det var da ærgrelse. For jeg har ud over at få kampflyene på plads og købe nye pansrede mandskabsvogne også brugt kræfterne på at tænke meget over det næste forsvarsforlig. Det havde jeg gerne ført ud i livet – selvfølgelig havde jeg det.«

Hvordan var forliget blevet, hvis du havde fulgt det til dørs?

Peter Christensen griner.

»Det var blevet skide godt!«