KOMMENTAR: Krigsudredningen er blevet kaldt censureret, men virkeligheden er meget værre. Når man nærmest bliver fortalt, hvad man skal skrive, ligner det historieforfalskning. Sådan skriver Niels Klingenberg Vistisen, som er ansat i Forsvaret og selv var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.
Venstre-regeringen besluttede som en af sine første gerninger at nedlægge den tidligere regerings Irak-kommission. Den beslutning blev siden voldsomt kritiseret, og på den baggrund besluttede de borgerlige partier i stedet at lave en krigsudredning med et smallere mandat. Sammensætningen af det forskerhold, som skal lede krigsudredningen, er senest blevet voldsomt kritiseret af bl.a. universiteternes rektorkollegium, fordi det er partierne, som vil udpege de historikere, der skal gennemføre udredningen.
Som historiker er jeg helt på linje med dem, som påpeger skævheden og utroværdigheden baseret på to alvorlige forhold. For det første det forhold, at historikerne udpeges politisk. Deri ligger risikoen for påvirkning af udredningen. Men mere alvorligt ligger det i opgaven, at ministerierne skal levere det kildemateriale, som udredningen skal baseres på – eller i hvert fald ikke give fri adgang til forskerne til at søge i arkiverne.
Jeg er krigshistoriker, ansat i Forsvaret, og jeg har været en del af det sekretariat i Forsvaret, som betjente Irak- og Afghanistankommissionen, og jeg var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.
Det bliver en styret proces
Jeg har således et ret godt kendskab til arkivgrundlaget i bl.a. Forsvaret. Mit kendskab til arkiverne, og den måde departementerne udvælger materiale på, fortæller mig, at det i høj grad bliver en styret proces, som forskeren ikke kan sætte sig ud over.
Derudover må forskerne kun citere fra klassificerede dokumenter, når deres parafrasering er blevet godkendt af departementerne. Det er blevet kaldt censur, men i min optik er det meget værre. Censur er vel, når man ikke må sige eller skrive noget. Når man derimod nærmest bliver fortalt, hvad man skal skrive, er jeg mere fristet til at kalde det historieforfalskning. I virkeligheden er det nok mere en slags selvforherligelse, men retvisende er det næppe.
Alligevel mener jeg, at undersøgelsen skal laves, og at de historiske forskere bør stille op til det. Den holdning skyldes, at mit kendskab til arkivmaterialet byder mig at fortælle, at grundlaget for en sådan undersøgelse langsomt forsvinder.
Vigtigt materiale forsvinder over årene
Arkiverne er ikke fuldstændige, og moderne journaliseringssystemer medfører et meget vanskeligt tilgængeligt kildemateriale – i hvert fald når det gælder primærkilder. Noget af dette kildemateriale vil derfor inden for en relativt kort tidshorisont forsvinde. Langt fra det hele vil være tilgængeligt via Rigsarkivet. Det er derfor i min optik vigtigere at få lavet en undersøgelse nu, mens kildematerialet findes, end at vente og miste primærkilderne.
De metodiske problemer med adgang og parafrasering bør tydeligt fremgå af den tekst, som forskerne ender med at skrive. Dette til trods vil udredningen efterlade sig værdifulde analyser og beskrivelser af kildematerialet, hvis der senere skulle blive besluttet yderligere undersøgelser eller gives en mere fri adgang til materialet.
Mit budskab er derfor: Lav undersøgelsen nu og få præsenteret så meget kildemateriale som overhovedet muligt. For det er langt fra sikkert, at det vil være tilgængeligt i fremtiden.