spot_img

Forsvarshistoriker: Krigsudredning er historieforfalskning

KOMMENTAR: Krigsudredningen er blevet kaldt censureret, men virkeligheden er meget værre. Når man nærmest bliver fortalt, hvad man skal skrive, ligner det historieforfalskning. Sådan skriver Niels Klingenberg Vistisen, som er ansat i Forsvaret og selv var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.

Venstre-regeringen besluttede som en af sine første gerninger at nedlægge den tidligere regerings Irak-kommission. Den beslutning blev siden voldsomt kritiseret, og på den baggrund besluttede de borgerlige partier i stedet at lave en krigsudredning med et smallere mandat. Sammensætningen af det forskerhold, som skal lede krigsudredningen, er senest blevet voldsomt kritiseret af bl.a. universiteternes rektorkollegium, fordi det er partierne, som vil udpege de historikere, der skal gennemføre udredningen.

Som historiker er jeg helt på linje med dem, som påpeger skævheden og utroværdigheden baseret på to alvorlige forhold. For det første det forhold, at historikerne udpeges politisk. Deri ligger risikoen for påvirkning af udredningen. Men mere alvorligt ligger det i opgaven, at ministerierne skal levere det kildemateriale, som udredningen skal baseres på – eller i hvert fald ikke give fri adgang til forskerne til at søge i arkiverne.

Jeg er krigshistoriker, ansat i Forsvaret, og jeg har været en del af det sekretariat i Forsvaret, som betjente Irak- og Afghanistankommissionen, og jeg var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.

Det bliver en styret proces

Jeg har således et ret godt kendskab til arkivgrundlaget i bl.a. Forsvaret. Mit kendskab til arkiverne, og den måde departementerne udvælger materiale på, fortæller mig, at det i høj grad bliver en styret proces, som forskeren ikke kan sætte sig ud over.

Derudover må forskerne kun citere fra klassificerede dokumenter, når deres parafrasering er blevet godkendt af departementerne. Det er blevet kaldt censur, men i min optik er det meget værre. Censur er vel, når man ikke må sige eller skrive noget. Når man derimod nærmest bliver fortalt, hvad man skal skrive, er jeg mere fristet til at kalde det historieforfalskning. I virkeligheden er det nok mere en slags selvforherligelse, men retvisende er det næppe.

Alligevel mener jeg, at undersøgelsen skal laves, og at de historiske forskere bør stille op til det. Den holdning skyldes, at mit kendskab til arkivmaterialet byder mig at fortælle, at grundlaget for en sådan undersøgelse langsomt forsvinder.

Vigtigt materiale forsvinder over årene

Arkiverne er ikke fuldstændige, og moderne journaliseringssystemer medfører et meget vanskeligt tilgængeligt kildemateriale – i hvert fald når det gælder primærkilder. Noget af dette kildemateriale vil derfor inden for en relativt kort tidshorisont forsvinde. Langt fra det hele vil være tilgængeligt via Rigsarkivet. Det er derfor i min optik vigtigere at få lavet en undersøgelse nu, mens kildematerialet findes, end at vente og miste primærkilderne.

De metodiske problemer med adgang og parafrasering bør tydeligt fremgå af den tekst, som forskerne ender med at skrive. Dette til trods vil udredningen efterlade sig værdifulde analyser og beskrivelser af kildematerialet, hvis der senere skulle blive besluttet yderligere undersøgelser eller gives en mere fri adgang til materialet.

Mit budskab er derfor: Lav undersøgelsen nu og få præsenteret så meget kildemateriale som overhovedet muligt. For det er langt fra sikkert, at det vil være tilgængeligt i fremtiden.

 

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Lars R. Hansen
Læser
Lars R. Hansen
22. november 2016 23:56

Krigsudredningen er vel næppe mindre politisk styret end Irak- og Afghanistan-kommissionen var – der syntes i hvert fald at have været et klart politisk mål – så jeg vil afvente med min vurdering af udredningens beskaffenhed indtil den skrevet, udgivet og læst.

Poul Erik Tranberg
Læser
Poul Erik Tranberg
22. november 2016 12:33

Head line er meget dramatiserende og misledende: “Forsvarshistoriker: Krigsudredning er historieforfalskning.”
Nej, Vistisen påpeger, at de givne betingelser for udredningen kan ligne historieforfalskning. Det er noget ganske andet. Og jeg er glad for konklusionen: Udredningen skal skrives og præmisserne skal tydeligt påpeges.
Jeg var for mange år siden hovedskribent og redaktør af “Forsvarets Rolle”, som Forsvarskommandoen under forsvarschef, admiral Thiede i 1987 fik udsendt som udgangspunkt for den næste forsvarsaftale. Mod enden af fremstillingsprocessen havde jeg en 5 timers telefonsamtale med Chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Lyng, som af de fleste var frygtet for sin ledelsesstil med vægt på de mindste detaljer og overbevisende argumenter. Han havde rigtig mange “rettelser”, som han nu ville diktere til mig. Det blev til 5 timers knivskarp argumentering, som endte med ganske få korrektioner og tilføjelser. Hovedproblemet var, at Lyng krævede en bog for professionelle militæranalytikere, medens min opgave var at skrive bogen, således at politikerne og offentligheden kunne og ville læse den, samtidig med, at den naturligvis var militært korrekt. Den blev trykt i et oplæg på 10.000 eksemplarer. Men inden dagen var omme var de næste 10.000 bestilt.
Kære Vistisen. God fornøjelsen med opgaven. Kæmp for din sag og du vil komme langt.
Venligst.

Peter Ernstved Rasmussen
Læser
Peter Ernstved Rasmussen
22. november 2016 14:31

Tak for din kommentar. Jeg mener ikke, at rubrikken er misvisende – tvært imod finder jeg den både dækkende og korrekt, og Niels har selv godkendt den. Han skriver i sit debatindlæg: “Når man derimod nærmest bliver fortalt, hvad man skal skrive, er jeg mere fristet til at kalde det historieforfalskning”.

Poul Erik Tranberg
Læser
Poul Erik Tranberg
24. november 2016 11:57

Jeg kommenterede artiklens/rubrikkens overskrift ikke selve artiklen, som jeg er meget enig i, specielt Vistisens konklusion.
Min pointe er, at jeg også oplevede at blive fortalt hvad jeg skulle skrive – men jeg argumenterede imod og kom igennem med min version. Jeg er enig i den latente “trussel” fra departement m.v., men fremhæver, at man som embedsmand har pligt til at kæmpe for sin egen viden, imod manglende etik og direkte ulovlige ordre. Og så er det jo godt, at vi har medierne til aktiv at kontrollere “historieforfalskning” og direkte embedsmisbrug.