ANALYSE: Efter valget af Donald Trump bør Danmark komme ind i kampen og involvere sig i Det Europæiske Forsvarsagentur EDA og søge dybere bilateral kontakt til Tyskland og Frankrig, som kommer til at være bannerførere på forsvarsområdet. Det skriver Sten Rynning og Jens Ringsmose i denne analyse.

Valget af Donald Trump har sendt rystelser igennem Nato som så mange andre steder. Alliancens værste frygt er, at præsident Trump vil ophæve alliancen, fordi han er træt af europæernes svage forsvar, træt af at USA skal betale gildet, og fordi han vil have frie hænder til at søge en slags stormagtspartnerskab med Rusland.

Stemningen i hovedkvarteret i Bruxelles — hvor vi havde en række samtaler i dagene umiddelbart efter præsidentvalget — var dog ikke præget af udsigten til katastrofe. Snarere var der tale om, at man holder vejret og afventer en afklaring af præsident Trumps politik.

Forventningen er altså, at der som minimum kommer en proces, hvor de allierede kan tilpasse sig hinanden og vurdere grundlaget for en fortsat alliance. Det skal ikke misforstås: ingen forventer ’business as usual’; alle er klar over, at Donald Trump vil forsøge at levere på en god del af sine løfter; og alle forbereder sig på et større politisk spil.

Europæerne skal levere mere til Nato

Det er åbenlyst, at europæerne skal til at levere mere i form af penge, mandskab, materiel og vilje til at gå med i forreste linje. Europæerne kan bare kigge tilbage til det løfte, de gav præsident Obama på Wales-topmødet i 2014 — at de vil bevæge sig hen imod at bruge 2pct. af BNP på forsvaret — og trykke på speederen. Da løftet blev afgivet for godt og vel to år siden, var det mindre ”farligt” og forpligtende for Nato-Europa (”Herregud, Artikel 5 gælder jo stadig – og vi har før fedtet os igennem”).

Om et par måneder, når Donald Trump flytter ind i Det Hvide Hus, får tilsagnet om at leve op til målsætningen om 2 pct. imidlertid en helt anderledes håndgribelig karakter. Pludselig er troen på, at USA per automatik vil komme Europa til undsætning i en krisesituation, uanset europæernes egen villighed til at investere i sikkerhed, ikke urokkelig.

Men det handler ikke bare om penge. Det handler mere grundlæggende om, hvor tungt Europa vejer, når USA skal lægge politik overfor Rusland, Islamisk Stat, Iran, Kina og så videre. Hvis USA prioriterer disse andre emner og fastlægger sin kurs uden særlig reference til Europas behov og interesser, ja, så ryger alliancen—og det uanset hvor meget europæerne har lovet at bruge på forsvar.

Nato-landene vil føle hinanden på tænderne

Derfor er det sandsynligt — vurderer vi — at Nato langsomt, men sikkert vil arbejde sig hen imod en ny stor aftale nedfældet i et ”strategisk koncept”, som skal justere Nato til en ny virkelighed. Et kig på Nato-kalenderen tilsiger følgende:

• 2017: Det er for længst aftalt, at der kommer et 2017 topmøde for at byde den ny præsident velkommen og markere åbningen af Natos nye hovedkvarter. Nu hvor Trump blev vinder, vil topmødet nok blive udskudt, indtil hans hold er sat, måske til sensommeren.
• 2018: Nato har allerede skitseret muligheden for et 2018 topmøde, og Tyrkiet har allerede budt ind som værtsland.
• 2019: Her er det helt uundgåeligt, at NATO skal have et topmøde, for alliancen fylder 70 år den 9. april 2019.

Et godt gæt er, at de allierede vil bruge 2017 på at føle hinanden på tænderne; at de i 2018 vil lancere idéen om et nyt strategisk koncept med en slags erklæring om ”ny solidaritet”; og at de i 2019 vil præsentere resultatet på fødselsdagstopmødet.

Sagt med andre ord: europæerne kan ikke nøjes med at spytte penge i kassen. Nu begynder også den mere grundlæggende politiske kamp for fælles prioriteter og sammenhold. Første runde kører indtil 2019.

Europæerne kan blive tvunget til større ansvar

Det er bestemt muligt, at Nato kommer helskindet ud af dette spil. Et mere isolationistisk USA øger f.eks. sandsynligheden for, at Europa — hvad enten det er i rammen af det transatlantiske samarbejde eller i EU — vil påtage sig et større sikkerhedspolitisk ansvar. Som en af vores samtalepartnere i hovedkvarteret udtrykte det:

”Det er meget muligt, at denne udvikling fører til, at europæerne bliver tvunget til at udvise større strategisk modenhed”.

Et stærkere, bedre koordineret og ansvarsbevidst Europa kan altså styrke det atlantiske bånd. Men det fordrer naturligvis, at USA helt basalt finder Nato af interesse. Det må europæerne nu overbevise USA om, at de bør.

Hvordan påvirker denne udsigt til mindre USA og mere Europa så Danmark? For det første er det åbenlyst, at presset for større danske investeringer i hård sikkerhed vil vokse—at forsvarsbudgettet må vokse. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meldte allerede dagen efter valget af Donald Trump ud, at beskeden er modtaget.

Et opgør med Danmarks forsvarsforbehold

For det andet vil Danmark blive udfordret på sit EU-forbehold på forsvarsområdet. For kommer europæerne vitterligt til at ”udvise større strategisk modenhed”, så vil det være resultatet af et skub fremad i Den Europæiske Unions bestræbelser på at udvikle et selvstændigt forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde, herunder et styrket ”indre forsvarsmarked” med en rationaliseret forsvarsindustri og investeringer i fælles strategiske kapaciteter (som lufttransport, overvågning etc.). Står Danmark hårdt på forsvarsforbeholdet, kan vi ikke være med.

I lyset af hvor vigtigt det politiske spil frem til 2019 er, så bør Danmark tage sin pragmatiske hat på og komme ind i kampen. Danmark bør involvere sig i Det Europæiske Forsvarsagentur, EDA (på linje med Norge, som ikke er medlem af EU). Danmark bør også søge dybere bilateral kontakt til Tyskland og Frankrig, som kommer til at være bannerførere på forsvarsområdet.

Traditionelt har Danmark haft et tæt forsvarssamarbejde med Storbritannien, men med Brexit kan Storbritannien ikke længere ”levere Europa,” som en af vores kontakter udtrykte det. Ergo, Danmark må tænke bredere og søge ind mod den europæiske kerne. Det bør vi gøre af hensyn til den nationale interesse og for at bidrage til et nyt strategisk kompromis i Nato.

Som de siger på den anden side af Atlanten: ”Buckle up – you are in for a ride … ”