ANALYSE: Nato har været fri for intern blokdannelse og regionale grupperinger i Europa, hvilket har været med til at holde alliancen samlet. Men noget tyder på, at truslen fra Rusland kan ændre på det, skriver Jens Ringsmose fra Center for War Studies i denne analyse.

At Natos medlemslande har evnet at holde sammen på alliancen i snart syv årtier, kan tilskrives flere forhold. Fælles værdier og overlappende interesser har udgjort et særdeles stærkt kit, og den møjsommelige opbygning af fælles institutioner har ligeledes bidraget til alliancens soliditet. Dertil kommer naturligvis, at alliancemedlemmerne igennem mere end 40 år havde en fælles og aldeles frygtindgydende ydre fjende i Sovjetunionen.

Med til historien om Natos succes hører imidlertid også, at landene i et betydeligt omfang har haft held til at undgå intern blokdannelse, fasttømrede subgrupperinger og regionaliseringstendenser. I Nato-lingo er man lykkedes med at fremstille medlemslandenes sikkerhed som ”udelelig”, og i topmødeerklæring på topmødeerklæring har man fremhævet den ”unity” og ”cohesion”, som i stort omfang har præget alliancen.

Sidste skud på den Nato-sproglige stamme er i den sammenhæng et såkaldt ”360 graders fokus på alliancens sikkerhed”, men essensen er den samme: en fælles forpligtigelse til at agere som én samlet alliance, der tager alle medlemslandes trusselsperceptioner alvorligt.

Ruslands bulldozer-adfærd udfordrer Nato

Især Ruslands aggressive bulldozer-adfærd i Ukraine (men også foruroligende indenrigspolitiske tendenser i en række Nato-lande) udfordrer imidlertid forestillingen om, at alle medlemslande er i helt samme båd anno 2016. For selv om alliancen som kollektiv næsten besværgende har gentaget, at Natos sikkerhed er udelelig, så er det også tydeligt, at en række af de lande, der ligger tættest på Rusland, er meget bekymrede, mens flere af de lande som har længst til Moskva, er meget lidt bekymrede for den store nabo mod øst.

Indtil nu har alliancen ganske vist været i stand til at finde kompromisser (militær støtte til de baltiske lande og Polen – men ikke for meget; retorisk understregning af, at Natos hurtige udrykningsstyrke er beregnet til både syd og øst; en betydelig og nogle gange uforholdsmæssig fremhævelse af alliancens bidrag til EU’s bestræbelser på at dæmme op for immigrationsstrømme i det Ægæiske Hav; etc.). Men det er også klart, at divergerende trusselsopfattelser rummer kimen til allianceintern blokdannelse og regionalisering.

At landenes trusselsperceptioner i vidt omfang vitterligt er formet af den geografiske nærhed til Rusland er hævet over enhver tvivl. En simpel regressionsanalyse afslører således, at afstanden mellem et Nato-medlem og Moskva er klart negativt korreleret med landets villighed til at afsætte flere ressourcer til forsvaret inden for de sidste tre år.

Afstanden til Moskva afgør forsvarsbudgettets størrelse

Eller anderledes formuleret: Jo større afstand mellem et Nato-lands hovedstad og Moskva, jo mere sandsynligt er det, at det pågældende land har sparet på forsvarsbudgetterne i perioden 2013-16 (se figur og data nedenfor). Faktisk viser regressionsanalysen, at afstanden mellem hovedstaden og Moskva (som angivet af Google Maps) kan forklare ikke mindre end 33,4 procent af variationen i Nato-landenes op- eller nedrustning (målt som ændringer i variablen ”forsvarsbudget/BNP”) i perioden 2013-16.

Divergerende trusselsperceptioner forårsaget af geografisk afgrænsede trusler fører naturligvis ikke automatisk til regionalisering og allianceintern blokdannelse. På den anden side øger ulige trusselsopfattelser risikoen for, at medlemslandene kommer til at indgå i subgrupperinger, der koordinerer standpunkter og initiativer, hvilket igen på sigt kan føre til en fragmentering af NATO-Europa.

De seneste par års begivenheder og allianceinterne debatter kunne tyde på, at eksempelvis Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) samt de baltiske lande i et (endnu) mindre omfang, har trådt skridt ned ad regionaliseringens sti…

Kilder: NATO, Google Maps, egne beregninger.