To forsvarschefer gjorde det bedre end de øvrige

Danmarks første forsvarschef var admiral i Søværnet og hed E.J.C. Qvistgaard. Ud af de 13 forsvarschefer er han med sine 12 år som "FC" også den, der uden sammenligning har siddet længst. Her ses han ved søsætningen af motortorpedobåden P-501 "Hajen" fra Orlogsværftet den 15. september 1954. Han ledsages af kaptajn F.G. Tillisch (tv) samt en ukendt i civil. Efter dem følger kontreadmiral Hans Nyholm, som på daværende dengang var chef for Søværnsstaben. Foto: Forsvaret

Stillingen som forsvarschef har været mere jævnt fordelt mellem de tre værn, end den gængse opfattelse tilsiger. Læs de overraskende fakta om den prestigefyldte stilling og hør om den politiske general, som aldrig blev forsvarschef.

Den første var måske den bedste. Sådan lyder den korte analyse af forsvarscheferne gennem tiden fra en person, som har beskæftiget sig indgående med embedets rolle og betydning for Forsvaret. Stillingen som forsvarschef blev oprettet i 1950, og den første forsvarschef var admiral Qvistgaard. Han blev udnævnt i maj, tiltrådte i oktober samme år og sad som forsvarschef i hele 12 år minus en enkelt dag – og er stadig den forsvarschef, som har siddet længst tid i stillingen.

Opgaven for admiral Qvistgaard var at samle Forsvaret efter krigen, som på mange måder havde splittet officerskorpset og skabt masser af fraktioner og uenigheder. Det fortæller Lars Bangert Struwe, som i dag er generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Tilbage i slutningen af 1990’erne var han hovedskribent på værket ”Ved forenede kræfter”, som blev udgivet i år 2000 af Forsvarskommandoen i anledning af 50-års jubilæet for oprettelsen af forsvarschef-embedet.

Læs også: Jagten er gået ind på forsvarschefens afløser

”Qvistgaard fik bragt Forsvaret ud af mellemkrigstidens forsvarsdebats skygge, hvor man havde kæmpet mod hinanden værnene imellem om de få midler, der var til rådighed. Under Anden Verdenskrig havde officererne også kæmpet internt mod hinanden. Nogle var gået i tysk tjeneste, nogle bakkede op om samarbejdspolitikken, nogle gjorde ikke, og nogle gik med i modstandskampen. Det var ikke nogen let opgave, men Qvistgaard fik skabt ro lykkedes med sit projekt. Derfor skiller han sig ud,” siger Lars Bangert Struwe.

Myten om turnus mellem værnene holder ikke

Siden Qvistgaard har 12 haft personer haft titel af forsvarschef, og så har generalløjtnant Bjørn Bisserup, som i dag er direktør Forsvarsministeriets Koncernstyring, ad to omgange været fungerende forsvarschef. Derfor tæller han ikke med i statistikken.

Oprindeligt var det meningen, at embedet skulle skifte mellem de tre værn, men dette princip har aldrig – ud over de første tre forsvarschefer – været fulgt stringent. Det varede således 23 år og fire forsvarschefer, før Søværnet fik sin anden forsvarschef i form af admiral Svend Egil Thiede i 1985. Men dette forhold betyder ikke, at et værn har været favoriseret frem for andre gennem tiderne. Tvært imod.

Hvis man regner sammen, hvor mange år de forskellige værn har bestredet stillingen som forsvarschef, er fordelingen overraskende lige. Hæren har været repræsenteret i 25 år, Flyvevåbnet i 24 år og Søværnet har haft en admiral som forsvarschef i 17 år.

”Det har været en ganske fair og rimelig fordeling mellem værnene,” siger Lars Bangert Struwe.

Artiklen fortsætter under figuren …

Der har været 13 forsvarschefer, siden stillingen blev oprettet i 1950. /OLFI
Der har været 13 forsvarschefer, siden stillingen blev oprettet i 1950. /OLFI

Man siger som tommelfingerregel, at styrkeforholdet mellem officererne i de tre værn er 2/1/1. Altså er der to hærofficerer for hver sø- og flyverofficer. Men dette forhold har aldrig rigtigt spillet nogen rolle i besættelsen af stillingen som forsvarschef, selv om der er forskel på hvor mange personer, hvert enkelt værn har ”leveret”.

General Lyng forstod det politiske spil

Kun tre ”flyvere” har været forsvarschef gennem tiden med general Christian Hvidt som den seneste (1996-2002). Fire søofficerer har været forsvarschefer, og her sad de to første noget længere end de to sidste. Admiralerne Qvistgaard og Thiede sad tilsammen 16 år, mens Hans Jørgen Garde kun fik fire måneder som forsvarschef i 1996, fordi han omkom i en tragisk flyulykke på Færøerne sammen med sin kone og syv andre om bord i Forsvarets Gulfstream.

Siden måtte admiral Tim Sloth Jørgensen efter et år i sædet i 2009 forlade stillingen som forsvarschef i unåde pga. skandalen om jægerbogen – som siden også kostede forsvarsminister Søren Gade (V) jobbet. Seks forsvarschefer har haft en baggrund i Hæren, og her skiller en enkelt ifølge Lars Bangert Struwe sig ud som den en af de bedste forsvarschefer gennem tiden. Det drejer sig om general Jørgen Lyng, som var forsvarschef i perioden fra 1989 til 1996.

”General Lyng formåede at køre et tæt parløb med den politiske ledelse, der betød, at vi som nation var bedst rustet og klædt på til operationerne i eks-Jugoslavien. Han ville ikke acceptere at sende sine soldater i krig, uden at de var ordentligt udrustede og bevæbnede. Han er dermed den indirekte årsag til, at vi fik ”Operation Bøllebank”, hvor danske kampvogne med Lars Møller i spidsen nedkæmpede nogle serbere. Det var et vendepunkt i moderne dansk forsvarshistorie. De danske tropper havde ikke klaret sig så godt i eks-Jugoslavien, hvis ikke Lyng havde kæmpet den politiske kamp for deres bevæbning og beskyttelse,” siger Lars Bangert Struwe.

Den politisk udnævnelse spøger stadig

Når man taler om forsvarschefer gennem tiderne, er man også nødt til at omtale den politisk udpegede chef for forsvarsstaben, som aldrig blev forsvarschef. I Forsvarsministeriet gik man efter at vælge den dygtigste officer efter høflig hensyntagen til en nogenlunde lige fordeling mellem værnene. Kandidaterne havde altid arbejdet sig op gennem graderne, og den endelige prøve inden stillingen som forsvarschef var stillingen som chef for forsvarsstaben. Ind til 1977.

Dengang udøvede den daværende socialdemokratiske forsvarsminister Orla Møller det, som bredt i Forsvaret blev betegnet som uhørt magtmisbrug, da han udnævnte en politisk engageret kontorchef i Forsvarsministeriet, hærofficeren og oberstløjtnanten G.K. Kristensen, til generalløjtnant og chef for forsvarsstaben – med henblik på, at han skulle overtage som forsvarschef efter flyvergeneralen Knud Jørgensen.

Sådan gik det imidlertid ikke. I 1983 fjernede forsvarsminister Hans Engell (K) G.K. Kristensen fra stillingen som chef for forsvarsstaben, degraderede ham til oberst og sendte ham til Vordingborg som chef for 2. Sjællandske Brigade. Episoden er flittigt blevet fremhævet blandt officerer i løbet af de seneste fire år, fordi Nick Hækkerups (S) udnævnelse af Peter Bartram som forsvarschef er blevet sammenlignet med det karrierespring, som G.K. Kristensen tog.

Det var den daværende forsvarsminister Orla Møller (S), som gjorde oberst G.K. Kristensen til generalløjtnant og chef for forsvarsstaben - den direkte stilling til at overtage som forsvarschef. Men Hans Engell stoppede "projektet". Foto: Forsvaret
Det var den daværende forsvarsminister Orla Møller (S), som gjorde oberst G.K. Kristensen til generalløjtnant og chef for forsvarsstaben – den direkte stilling til at overtage som forsvarschef. Men Hans Engell stoppede “projektet”. Foto: Forsvaret