spot_img

Jagten er gået ind på forsvarschefens afløser

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Forsvarschef Peter Bartram får efter alt at dømme ikke forlænget sin kontrakt, når den udløber til marts næste år. På grund af de forestående forhandlinger om et nyt forsvarsforlig kan han være forhenværende allerede ved årsskiftet. Større rokade på vej i Forsvarets øverste ledelse.

Udadtil ser alt helt normalt ud, og ingen taler om det. Men bag facaden i Forsvarsministeriet er jagten på en ny forsvarschef for længst gået ind. Og ikke nok med det. I løbet af de kommende år skal der skiftes ud i et større antal generalstillinger i Forsvarets øverste ledelse, og et større puslespil om udnævnelser og generalstjerner er derfor også i gang.

Forsvarschef Peter Bartrams femårige åremålskontrakt udløber til marts næste år, og ifølge OLFIs oplysninger ønsker den nu 55-årige general ikke at fortsætte i stillingen – ej heller vil han blive bedt om det. Af flere grunde. Og det betyder, at han reelt set kan være fortid allerede før jul, så en ny forsvarschef kan blive kørt i stilling i god tid før forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

Læs også: To forsvarschefer gjorde det bedre end de øvrige

Peter Bartram var daværende forsvarsminister Nick Hækkerups (S) opfindelse. Hækkerup havde som nyudnævnt minister i 2011 fået til opgave at rydde op i Forsvaret, som havde været ramt af en række skandalesager med sagen om jægerbogen som den største. Nick Hækkerup ville have Forsvaret samlet i en såkaldt Pentagon-model, hvor Forsvarskommandoen blev lagt sammen med Forsvarsministeriet, og han ville gøre op med Forsvarets ”oberst Hackel-typer” med reference til den stokkonservative og politisk tonedøve oberst i tv-serien Matador.

Resultatet blev en omstrukturering, som fjernede størstedelen af forsvarschefens magt og indflydelse ved at udskille økonomi, personale, materiel og ejendomme i selvstændige styrelser direkte under Forsvarsministeriets departement. Dermed overdrog Hækkerup reelt magten og kontrollen med Forsvaret til departementschefen, som dengang hed Lars Findsen – og i øvrigt var idémanden bag hele omorganiseringen. At han siden blev degraderet og byttede plads med Thomas Ahrenkiel – den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste – er en anden historie, som vi ikke skal dvæle ved her.

Forsvarschefen blev formand for Natos militærkomite

En del af projektet var ansættelsen af en ny forsvarschef efter Knud Bartels, som forlod pladsen før tid, da han blev udnævnt som chef for Natos militærkomité i Bruxelles per 1. januar 2012. Før i tiden havde forsvarschefen en meget stor indflydelse på hvem, som blev ny forsvarschef. Men i 2012 indførte Nick Hækkerup noget af et nybrud, da han besluttede, at forsvarschefens stilling skulle besættes efter ansøgning.

Pludselig kunne alle søge om at blive chef for landets væbnede styrker, da stillingen som forsvarschef blev slået op i landsdækkende dagblade – til både moro og hovedrysten i Forsvaret. Ansættelsesrunden foregik midt i endnu en tillidskrise mellem Forsvarsministeriet og Forsvarets ledelse, da sagen om forkerte oplyste fangetal fra Irak kørte i medierne. Venstrefløjen talte åbent om ”råddenskaben” i Forsvarets øverste ledelse, og Nick Hækkerup så ingen anledning til at sige dem imod, hvilket kun cementerede det elendige forhold mellem ministeriet og forsvarstoppen. Sagen udløste en heftig kritik af Forsvarets ledelse, selv om Folketinget på intet tidspunkt havde udstukket klare retningslinjer eller en klar definition på begrebet krigsfanger.

Nick Hækkerup indledte en personalesag mod den tidligere chef for Hærens Operative Kommando (HOK), generalløjtnant Poul Kiærskou, som på daværende tidspunkt var nummer tre i Forsvarets rangorden udsendt som forsvarschefens militære repræsentant ved Nato. Personalesagen virkede som ren gift i det i forvejen forpestede tillidsforhold mellem ministeriet og Forsvarets øverste ledelse, fordi man i forsvarstoppen atter en gang oplevede, at politikerne forsøgte at tørre problemerne for egne fejltagelser og manglende klare retningslinjer af på Forsvarets officerer. Offeret var en respekteret og vellidt general med et uplettet CV, som de fleste i Forsvaret opfattede som en til lejligheden politisk opfundet syndebuk.

Processen havde en behagelig konsekvens

For Nick Hækkerup havde processen den behagelige konsekvens, at ingen af de ellers oplagte og mest åbenlyse kandidater til stillingen som forsvarschef valgte at søge. Dermed kunne Nick Hækkerup feje hele det øverste – og for ham besværlige – generallag af spillepladen. Til gengæld måtte han langt ned i rækkerne for at finde sin nye forsvarschef, som havde rang af midlertidigt udnævnt brigadegeneral og reelt set kun var oberst. Peter Bartram var en ufarlig kandidat, som – til nogen grad – vidste, hvad han gik ind til. Hækkerup havde ikke brug for en besværlig og principfast forsvarschef, men én som bakkede op om det politiske projekt og gjorde, hvad han fik besked på. Og det fik ministeren. Desværre i en grad, så respekten om Peter Bartram aldrig nogensinde nåede hans forgængere til sokkeholderne – hverken internt i Forsvaret, blandt de øvrige forsvarschefer i Nato eller på Christiansborg, hvor forsvarschefens ageren er blevet betragtet med voksende forbløffelse.

Ikke mindst overraskede det og udstillede forsvarschefens svaghed, da mekanikere i Flyvevåbnet i 2015 skrev et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og bad om at få afsluttet F-16 missionen i Irak, fordi strukturen var ved at bryde sammen. I samme boldgade har forsvarschefen mistet meget af respekten i brede dele af Forsvaret, fordi soldaterne oplever, at han lever i en djøf’iseret McKinsey-verden og taler om Forsvarets muskler i et sprog, der på ingen måde hænger sammen med virkeligheden ude i enhederne.

Den seneste sag med Peter Bartrams trusler om fyring af illoyale medarbejdere med efterfølgende røffel fra ombudsmanden har kun gravet kløften mellem medarbejderne og ledelsen dybere. Og den kløft var i forvejen dyb, hvilket fire trivselsmålinger har bekræftet med en faretruende nedadgående tendens. Nuvel, det har ikke været nemt at skulle spare tre mia. kr. begyndende fra dag ét i jobbet, og man kan i det lys spørge, om nogen kunne have løst opgaven som forsvarschef uden at ende som prügelknabe?

Chefskifte nu passer ministeren fint

Peter Bartram tog imod udfordringen, men nu vil han gerne væk, og det forstår de fleste nok godt. Politisk passer det forsvarsminister Peter Christensen (V) fint at kunne vælge sin egen mand – og på grund af åremålskontraktens udløb at kunne gøre det uden at være nødt til at fyre forsvarschefen med alt, hvad det indebærer af negative historier. Peter Christensen har heller ikke været imponeret over Peter Bartram, men har med køb af nye kampfly, Taksøe-rapport og Arktis-rapport ingen interesse haft i at skille sig af med sin forsvarschef før tid, selv om anledningerne ikke har manglet. Derfor har han loyalt bakket ham op.

Nu begynder en ny periode imidlertid, og her har Peter Christensen i langt højere grad end Hækkerup brug for en stærk forsvarschef til at rådgive i forhandlingerne og gennemføre beslutningerne i det forsvarsforlig, som skal forhandles på plads i 2017. Men hvem skal han så vælge – og hvordan? I lande som USA og Storbritannien foregår udnævnelsen af en ny forsvarschef åbent og transparent med offentlige høringer for de folkevalgte parlamentarikere, men i Danmark er processen ligeså lukket som en uåbnet konserveringsdåse. Og intet tyder på, at der er politiske planer om at ændre på det. Desværre, for den lukkede proces styrker på ingen måde tilliden til den politiske proces.

Peter Bartram kom igennem en traditionel ansættelsesrunde med interview og en lang række personlighedstest, men ingen ved, om den næste forsvarschef skal igennem det samme. Flere faktorer spiller dog ind, når man skal vurdere de mulige kandidater og deres chancer for at få den – trods alt – prestigefyldte stilling som forsvarschef. Den vigtigste er, at Forsvarsministeriet står med lidt af en generationsudfordring, fordi en lang række af de umiddelbart mest oplagte kandidater går på pension i løbet af de kommende år.

Syv generaler går på pension inden for et år

Taget i datomæssig rækkefølge går kontreadmiral Finn Hansen på pension i maj 2017. Han er i dag chef for udviklings- og koordinationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando (VFK). I juni følger generalmajor Niels Bundsgaard, som i dag er direktør i Forsvarsministeriets Materielstyrelse, og i juli 2017 kommer turen til generalmajor Finn Winkler, som er chef for Hjemmeværnet. I oktober 2017 fylder viceforsvarschef Per Ludvigsen 60 år og går på pension, og i marts 2018 sker det for generalmajor Jørgen Høll, som er chef for den nyoprettede specialoperationskommando. En måned senere rammer generalmajor Agner Rokos pensionsalderen, og det samme gør kontreadmiral Nils Wang, som i øjeblikket er chef for Forsvarsakademiet.

Hvad betyder det? At den mest oplagte som ny forsvarschef hedder Bjørn Bisserup. Den 56-årige generalløjtnant er i dag civilt ansat direktør i Forsvarsministeriets Koncernstyring og har allerede fungeret som forsvarschef i to mellemperioder på sammenlagt 17 uger. Han fylder først 60 år i april 2020, men går på grund af de ændrede pensionsvilkår først på pension i oktober 2021 og ville dermed kunne bestride posten i over fire år. Når det alligevel virker usandsynligt at se Bjørn Bisserup som kommende forsvarschef, skyldes det, at han som ”økonomichef” sidder lige ved siden af departementschefen og de facto har langt større indflydelse på Forsvaret end forsvarschefen selv. Bisserup kunne have søgt stillingen som forsvarschef i 2012, men gjorde det så vidt vides ikke, og intet tyder på, at han skulle have ændret holdning til stillingen siden dengang.

Hvad så? De næste oplagte kandidater finder man på niveauet lige under. Blandt dem er generalløjtnant Per Pugholm Olsen, som kommer fra Flyvevåbnet og i dag er Danmarks militære repræsentant i Nato. Han har en fortid som chef for det daværende Forsvarets Materieltjeneste, som han imidlertid forlod i unåde efter pres fra den daværende forsvarsordfører i Venstre, Troels Lund Poulsen. Årsagen var, at Per Pugholm Olsen havde købt materiel i millionklassen i strid med det offentliges udbudsregler. Troels Lund Poulsen er i dag minister og god ven med PC, som forsvarsministeren også bliver kaldt, og kloge hoveder spekulerer derfor i, om Pugholm Olsen af den grund ikke ligger øverst i bunken.

HC har få venner, men mange fjender

En anden ”flyver” er generalmajor Flemming Lentfer, som i dag er chef for operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando. Han har fine papirer, og det er i bund og grund også hans problem. Set oppe fra er papirerne nemlig lidt for fine, idet Flemming Lentfer aldrig har været udsendt i en international mission. De færreste regner det for sandsynligt at udpege en forsvarschef uden international erfaring, når Forsvaret på det nærmeste ikke har lavet andet end at bekæmpe banditter internationalt fra Balkan, Adenbugten og Afghanistan til Irak, Libyen og Syrien siden 1991.

Det fører os hen til de næste i rækken, som er de tre værnschefer. Generalmajor H.-C. Mathiesen er chef for hærstaben (chef for Hæren) og en af dem, flere nævner som en oplagt kandidat. Han har været chef for Hold 2 i Afghanistan 2006-2007, kommunikationschef i Forsvaret og var dybt involveret i håndteringen af jægerbogssagen, hvilket han slap mindre heldigt fra, lige som CV’et savner et ophold i Forsvarsministeriet. HC er typen, som gerne ofrer andre for selv at nå frem, og det har givet ham få venner, men mange fjender. Hans største problem er dog alderen, for han er med sine 51 år stadig lidt for ung.

Nuvel, han har omtrent samme alder som Peter Bartram, dengang han blev forsvarschef, og det er problemet. For i Forsvarsministeriet vil man gerne undgå den situation, som man havner i nu, hvor en tidligere forsvarschef (Peter Bartram) for ikke at gå ned i rang og vende tilbage til geleddet træder ud af Forsvaret og gør karriere i det civile. Hvorfor ikke? Fordi det kan skabe mistanke om forsvarschefens habilitet og evne til at give en upartisk rådgivning, når han samtidig kan være i færd med at gøre kur til den forsvarsindustri, som vil stå klar med rundhåndede ansættelseskontrakter det øjeblik, forsvarschefen ikke længere er forsvarschef. Forsvarschefen skal med andre ord helst ikke være meget yngre end 54-55 år gammel, når han får fire stjerner.

To politisk ukorrekte kandidater

Her passer chefen for flyverstaben (Flyvevåbnet) bedre. Han er født i november 1963, er generalmajor, hedder Max A.L.T. Nielsen og bliver i daglig tale bare kaldet ”Malt”. Han har været udsendt til Irak og udstationeret i Nato som general Bartels højre hånd, da denne var chef for Natos militærkomite. Malt har tillige været sagsbehandler i Forsvarsministeriet, hvilket tæller på plussiden. Med en baggrund i Flyvevåbnet vil han passe fint ind i rækken af forsvarschefer efter 15 år med hærmænd og en enkelt søofficer.

Kontreadmiral Frank Trojahn er chef for marinestaben (Søværnet) og med fødselsdag i august 1963 den ældste af de tre værnschefer. Han har været sagsbehandler i Forsvarsministeriet, stedfortrædende forsvarsattaché ved den danske ambassade i Berlin og chef for støtteskibet ”Absalon” under en af anti-piraterimissionerne ud for Afrikas Horn. Når han bliver betragtet som en outsider uden mange chancer, skyldes det, at han af nogle bliver opfattet som lidt for ærlig og åbenmundet rent politisk. Frank Trojahn argumenterer engageret for dansk deltagelse i Natos missilskjold og vil også gerne udstyre fregatterne med missiler. Det vil de fleste søofficerer, men jo højere man stiger i graderne, jo mere diplomatisk skal man være, og det er Frank Trojahns achilleshæl.

En anden officer, som har været yderst åbenmundet rent politisk, er generalmajor Michael Lollesgaard. Han er i øjeblik chef for FN-missionen i Mali og har været det i et år. Det var Michael Lollesgaard som for åben skærm og på direkte tv bad den danske regering om at sende 250 danske soldater til Mali for at kunne beskytte de konvojer, som Lollesgaard havde brug for. Og da regeringen i stedet besluttede at sende jægersoldater, tøvede han ikke med at sige regeringen midt imod.

»De rige EU-lande kommer bare med det, der passer dem, i stedet for at kigge på ønskelisten fra FN,« sagde han i december sidste år til Information med en meget direkte kritik af det danske bidrag.

Behøver ikke at være karrieremæssigt selvmord

Det kunne umiddelbart lyde som karriere-selvmord for åben skærm, men har næppe været det. Tvært imod skiller Michael Lollesgaard sig ud som en officer, der mere end nogen anden står ved sin holdning og ikke er bange for at sige den højt – også selv om den ikke er opportun for de politiske opdragsgivere. Det vækker respekt – ikke mindst i Forsvarets rækker, hvor man i den grad skriger på en øverste chef, som tør kalde en spade for en spade – og en besparelse på tre mia. kr. for ødelæggende i stedet for en effektivisering. Og Peter Christensen (V) kunne godt være præcis den minister, som ser den slags som en styrke hos en forsvarschef frem for en svaghed. Michael Lollesgaard er født i november 1960 (går på pension som 62-årig) og har derfor den rette alder. Samtidig har han en imponerende karriere bag sig med flere længerevarende udsendelser til bl.a. Balkan og Irak og en periode som militærrådgiver til den danske FN mission i New York – og erfaring fra Forsvarsministeriet.

Læs også: Læserne har talt: Han skal være ny forsvarschef

Det trækker ned, at han er hærmand, fordi de seneste to forsvarschefer har baggrund i hæren. Alligevel må man betragte ham liggende helt fremme i favoritfeltet til at overtage stillingen som forsvarschef. Her får han følgeskab af en søofficer, og han hedder Nils Wang.

Han er en af de mest garvede og rutinerede officerer i Forsvaret, og han har både international operativ erfaring og kender det politiske spil bedre end nogen anden. Han er stærk, og han er respekteret hjemme som ude. Alderen er en udfordring, fordi han egentlig skal pensioneres i 2018. Men det kan løses med en forlængelse på to år og under de rette omstændigheder. Nils Wang har sagt, at han ikke vil søge stillingen som forsvarschef. Men dermed har han ikke afvist at blive det, og hvis ministeren prikker ham på skulderen, kan sagen stille sig helt anderledes. Med en baggrund i Søværnet passer han fint ind efter to hærmænd, og med ham vil ministeren have en sikker rådgiver under de kommende forhandlinger om et forsvarsforlig.

OBS! Artiklen er opdateret 25. oktober 2016 med korrekt pensionsalder for Bjørn Bisserup.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer