Op mod 2.000 specialstyrker indtager Danmark mandag i Øvelse Night Hawk

1
Frømænd fra Frømandskorpset springer ud fra en Merlin EH-101 over Sjælland. I næste uge deltager korpset i den store Øvelse Night Hawk 2016. Foto: Forsvaret

Det er årets største øvelse for specialoperationsstyrker i Europa, som løber af stablen over det meste af Danmark fra mandag og halvanden uge frem. Forsvaret advarer mod støjgener, som også kan forekomme om natten.

Mandag begynder årets helt store øvelse for specialoperationsstyrker, når Night Hawk 2016 løber af stablen med baser på Flyvestation Aalborg og Flådestation Korsør. I alt vil op mod 2.000 elitesoldater fra flere Nato-lande deltage i øvelsen, som er den største for specialoperationsstyrker i Europa i år, og som varer frem til torsdag den 6. oktober.

Fra Danmark deltager Jægerkorpset, Frømandskorpset, Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet, og i øvelsen indgår 50 fly og helikoptere. Øvelsesansvarlig er generalmajor Jørgen Høll, som også er chef for den nyoprettede specialoperationskommando.

“Jeg er stolt over, at det er lykkedes os at få etableret en så stor øvelse. Det er vigtigt at kunne træne med de bedste af de bedste, og jo flere deltagere – jo skarpere bliver vi. Det skaber denne øvelse et godt grundlag for,” siger Jørgen Høll.

Behov for at øve analyse og planlægning

Formålet med Night Hawk 2016 er at træne soldaterne i specialoperationer på tværs af værn og nationaliteter, oplyser Specialoperationskommandoen i en pressemeddelelse. Deltagerne skal under øvelsen gennemføre en lang række komplekse operationer, der kræver detaljeret planlægning af samarbejdet mellem de forskellige deltagende lande og danske enheder.

“Tidligere har vi primært trænet selve specialoperationerne. Men på baggrund af erfaringer fra indsættelse af danske specialoperationsstyrker i internationale operationer er der behov for også at øve analyse- og planlægningsfasen. Vi vil lægge ekstra vægt på at træne enhederne i at samvirke med de øvrige militære kapaciteter, der kunne tænkes at være i et operationsområde, hvor specialoperationsstyrkernes ville kunne indsættes,” siger Jørgen Høll.

Øvelse Night Hawk 2016 vil omfatte operationer til lands, til vands og i luften over det meste af Danmark. Selvom en stor del af øvelsen gennemføres i militære øvelsesområder over hele landet, vil der også være aktiviteter uden for de militære øvelsesområder. Det vil kunne medføre støj og gener for borgere i de områder, hvor øvelsen finder sted i.

Forsvaret advarer mod støjgener

Under øvelsen vil der blive benyttet øvelsesammunition, kanonslag, røg, lys og lyskugler. I perioder må der forventes støj fra deltagende fly og helikoptere, ligesom der vil kunne forekomme aktiviteter herunder kørsel med køretøjer omkring øvelsens objekter.

Ved en række øvelsesaktiviteter uden for de militære øvelsesområder, må der i kortere tid forventes afspærringer ved objekter for at sikre borgerne. Borgerne opfordres til at respektere afspærringerne og følge de anvisninger, som Forsvarets personel giver på stedet.

“Som øvelsesledelse gør vi alt, hvad vi kan for at minimere generne for lokalbefolkningen i forbindelse med aktiviteterne. Vi vil hver gang, at det er muligt, informere de borgere, som bor tæt på øvelsesaktiviteten. Men vi kan desværre ikke garantere, at vi kan få fat i alle beboerne i et område. Vi håber derfor på befolkningens forståelse overalt, hvor der måtte forekomme gener. Oftest vil operationerne – og dermed generne – være af meget kortvarig karakter,” siger Jørgen Høll.

I den kommende halvanden uge deltager op mod 2.000 specialoperationsstyrker i Øvelse Night Hawk, som kommer til at foregå i det meste af landet. Her et billede fra en tidligere udgave af Night Hawk: Foto: Forsvaret
I den kommende halvanden uge deltager op mod 2.000 specialoperationsstyrker i Øvelse Night Hawk, som kommer til at foregå i det meste af landet. Her et billede fra en tidligere udgave af Night Hawk: Foto: Forsvaret
guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer