spot_img

Bitter bismag blandt veteraner ved festligheder på flagdag

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Landet over blev veteraner hyldet på flagdagen. Men trods flere penge til veteranindsatsen fra regeringen havde festlighederne en bitter bismag for nogle af veteranerne. 

Flagdagen mandag stod i veteranernes tegn. Allerede fra den årle morgenstund kunne man i Radioavisen høre, at regeringen havde afsat ekstra midler til veteranindsatsen. Historien kørte i båndsløjfe i medierne, som arrangementerne løb af stablen landet over.

I København var der kransenedlæggelse ved Monumentet for Danmarks Internationale Indsats på Kastellet, og siden skulle man være af en ualmindelig hårdfør støbning for ikke at blive rørt under mindegudstjenesten for Danmarks faldne i Holmens Kirke. Det har udviklet sig til en smuk om end sørgmodig tradition under gudstjenesten, at faldne i international tjeneste får læst deres navn op i kirken. Men i år var en glædelig undtagelse.

“Der er ingen navne at læse op i år,” sagde hærprovst Thomas Hansen Beck.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kronprinsparret ankommer til mindegudstjeneste for Danmarks faldne i Holmens Kirke. Foto: Ernstved
Kronprinsparret ankommer til mindegudstjeneste for Danmarks faldne i Holmens Kirke. Foto: Ernstved

Kampen for frihed vigtigere end nogensinde

Han dvælede til gengæld ved de mange selvmord blandt veteraner, som har præget året, og som er et udtryk for en altomfattende magtesløshed. Men han advarede også mod at bruge selvmordene i kritikken af landets krigsindsats.

“Den ukendte soldat er i dag ham, der har været så mærket af krigen, at han har taget sit eget liv. Men tager man disse veteraners tragiske skæbner til indtægt for sin kritik af landets krigsindsatser, har man ikke kun udvist en arrogance, der overskrider alle grænser, men også vist, at man ikke engang har en reel medfølelse med eller forståelse af det virkeligt magtesløse menneske,” sagde han.

 

Se video: Samfundets top mindede de faldne 

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mindede i sin tale os alle om truslen fra de terrorister, som de seneste måneder har taget så mange uskyldige og sagesløse menneskeliv med sig i døden.

“Den sommer, som nu går på hæld, har vist, at kampen ude i verden for fred, frihed og rettigheder er vigtigere end nogensinde. Vi kan selv i vores samtid tydeligt se, at vores tryghed og sikkerhed her i Danmark er dybt afhængig af, hvad der sker uden for vore grænser. Og det står klart, at vores børn og børnebørn kan komme til at opleve en mindre tryg verden end den vi kender, hvis vi ikke tager ansvar,” sagde han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Udenrigsminister Kristian Jensen taler under mindegudstjenesten for Danmarks faldne i Holmens Kirke. Foto: Ernstved
Udenrigsminister Kristian Jensen taler under mindegudstjenesten for Danmarks faldne i Holmens Kirke. Foto: Ernstved

På Christiansborg Slotsplads talte rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarschef Peter Bartram, inden Folketinget var vært for en reception i Rigsdagsgården ved Folketingets store trappe. Her blev der spist sandwich med laks og enebærmarineret oksekød, mens forsvarstoppen, ministre og landets førende politikere benyttede lejligheden til at sludre med årets udsendte, deres pårørende og de efterladte til omkomne udsendte.

Man overser kolleger, som har det skidt

Selv om der var fadøl i solen og højt humør, fornemmede man alligevel en lidt bitter eftersmag blandt flere af veteranerne. Jesper er overkonstabel af første grad og kom tidligere på året hjem fra træningsmissionen i Irak. Han ønskede ikke sit fulde navn eller enhed oplyst, ligesom han ikke ville have taget noget billede. Men et klart budskab havde han:

“Helt ærligt så mener jeg, at man overser de kolleger, som virkeligt har det skidt. Det er bemærkelsesværdigt, at man kan bruge så mange penge på det her, men man kan ikke anerkende veteraner med PTSD, hvor nogle af dem har kæmpet med systemet i otte år. Jeg ville hellere have, at man gjorde noget for dem. Det her er befalet tjeneste for os, og hvis det var så god en idé, var vi nok kommet frivilligt. Det har jeg det svært med.”

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarschef, general Peter Bartram, følger kronprins Frederik ud til Krone 68 efter paraden på Christiansborg Slotsplads. Foto: Ernstved
Forsvarschef, general Peter Bartram, følger kronprins Frederik ud til Krone 68 efter paraden på Christiansborg Slotsplads. Foto: Ernstved

Lidt fra ham sad Thomas, som er oversergent i Flyvevåbnet og sidste år var udsendt til Afghanistan. Han syntes heller ikke, at man prioriterer midlerne ordentligt.

“Jeg synes, at det er en fin gestus over for de veteraner, som har det svært. Men det ville være fint, hvis vi også mødte opbakning med et ordentligt forsvarsforlig og økonomi til også at drive Forsvaret.”

Hvad er problemet?

“Midler. Vi mangler materiel og har folk, der løber alt for stærkt. Der er ikke penge nok til at ansætte det nødvendige personel, og derfor er der en masse ubesatte stillinger. Det her er fint, men det ville være rart, hvis de også gjorde noget ved hverdagen, for de fleste af os prøver bare at passe vores arbejde efter alle de gange, vi har været udsendt. Enten skal politikkerne tilføre Forsvaret flere penge, eller også skal de sætte ambitionsniveauet ned. Men jeg har ingen forhåbninger om, at det bliver bedre på kort sigt,” sagde han.

Regeringens plan på veteranområdet:

  • Fem nye behandlingssteder, et i hver region, skal nedsætte rejse- og ventetiden for psykisk sårede veteraner. Der er i dag tre, og ventetiden er på omkring fire uger.
  • En kontant jobpræmie på 50.000 kroner til virksomheder eller myndigheder, der ansætter veteraner i en periode på mindst seks måneder.
  • Penge til øget uddannelse og opkvalificering af veterankoordinatorer og frivillige.
  • Praktiserende lægers viden om veteraner skal styrkes.
  • Bedre styr på landets veteranhjem, som fremover skal samles under en ny professionel bestyrelse og en ny sekretariatschef.
  • Idræt målrettet psykisk skadede veteraner.
  • Indsatsen over for pårørende skal have et løft.
  • Den forebyggende indsats før udsendelse af soldater til internationale missioner skal styrkes.

Kilder: Jyllands-Posten og Sundhedsministeriet.

Veteraner og pårørende fyldte godt op på hovedtrappen op til Christianborg Slot. Her får Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, sig en snak med nogle personel fra Flyvevåbnet. Foto: Ernstved
Veteraner og pårørende fyldte godt op på hovedtrappen op til Christianborg Slot. Her får Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, sig en snak med nogle veteraner fra Flyvevåbnet. Foto: Ernstved

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer