Taler de overhovedet sammen?

0
Forsvarschef, general Peter Bartram, og forsvarsminister Peter Christensen (V) under præsentationen af Forsvarets nye Seahawk helikopter på fregatten "Iver Huitfeldt" i begyndelsen af juni. Foto: Forsvaret

ANALYSE: Såvel forsvarsministeren som forsvarschefen forsøger i det nye nummer af Forsvarsavisen at understrege medarbejdernes ret til at ytre sig frit. Men deres fine ord styrker næppe tilliden til forsvarsministeren eller forsvarschefen.

Det er tydeligt, at Forsvaret med det nye nummer af Forsvarsavisen forsøger at imødekomme noget af den kritik, som gennem de seneste måneder er haglet ned over såvel forsvarsministeren som forsvarschefen for deres håndtering af medarbejdernes ytringsfrihed. Først truede forsvarschef Peter Bartram gentagne gange ”illoyale” medarbejdere med en fyreseddel, og siden krævede forsvarsminister Peter Christensen (V), at medarbejderne skulle smide uniformen, såfremt de offentligt havde noget privat at sige om Forsvaret.

I juni kom ombudsmanden så med en sønderlemmende kritik af forsvarschefen, som efter – i en godt gemt note på Forsvarets hjemmeside – at have taget kritikken til efterretning valgte at gå på sommerferie med en smækket port ud til den måbende og ventende presse. Ingen interview og ingen svar på den alenlange liste af spørgsmål, som hobede sig op.

Først to måneder efter ombudsmandens udtalelse reagerede forsvarschefen aktivt på ombudsmandens kritik – ved at livechatte på internettet i 45 minutter. En seance, som han retfærdigvis gentog i denne uge i to timer.

Opfordrer alle til at deltage i debatten

Nu er det nye nummer af Forsvarsvisen så udkommet med to omfattende interview – først med forsvarsministeren og dernæst med forsvarschefen. Under rubrikken ”Jeg opfordrer alle til at gå ud at deltage i debatten,” svarer forsvarschefen på nogle få af de mange hidtil ubesvarede spørgsmål.

”Kritikken må jeg tage alvorligt og gøre noget ved. Og det har vi også allerede gjort,” siger han og glæder sig over, at medarbejderne er gode til at stille kritiske spørgsmål:

”Så det interessante er nu, at hvis det alligevel er opfattelsen blandt nogle, at de skal være nervøse for at sige deres mening, så har vi en ledelsesmæssig udfordring.”

Det er korrekt, og som journalist på denne side af hegnet kan jeg stilfærdigt konstatere, at den ledelsesmæssige udfordring er massiv. Her taler vi ikke nervøsitet for at ytre sig om indholdet af feltrationer eller om den brune farve på soldaternes støvler. Nej, vi taler bl.a. om medarbejdere med viden om eksempelvis materiel-indkøb for milliarder, som er blevet trynet til tavshed af chefer, som i dag sidder med generalstjerner. Og chefer, som ikke tøver med at ringe til andre chefer med henstilling om at få navngivne medarbejdere til at tie.

”Jeg skal først på pension om X år, og i det her system husker man. Man kan altid bortforklare med, at jobbet gik til en anden, fordi der var en bedre egnet kandidat. Den risiko er jeg ikke villig til at løbe.”

Der er højt til loftet

Dette citat er ikke opdigtet. Det har jeg hørt ikke bare en gang, men flere gange i min research til historier, der handler om mere alvorlige sager i Forsvaret. Og det er problemet. Forsvarschefen mener i sin omtale af debatten, at der er højt til loftet.

”Jeg har fået utrolig mange positive tilkendegivelser fra medarbejderne. Flere er kommet op til mig og har sagt, at de sætter pris på, at jeg åbent og ærligt besvarer alle spørgsmål – også de meget kritiske – og at vi kan have en åben debat om tingene,” siger forsvarschefen i Forsvarsavisen.

Men problemet er ikke, hvad der måtte blive sagt internt til forsvarschefen. Det er, hvad der ikke bliver sagt udadtil til befolkningen og landets politikere, som skal træffe de endelige beslutninger. Som med historien om kaptajn Mads Silberg, som Forsvaret gav en ulovlig ordre om at melde ad kommandovejen forud for eventuelle optrædener i medierne.

Var to måneder om at reagere

Sandheden er, at forsvarschefen under sin charmeoffensiv til landets tjenestesteder tordnede, at han ønskede at fyre “illoyale medarbejdere”. Det budskab gentog han ikke bare én gang, men gentagne gange – sågar i flere interview.

At han retrospektivt har forsøgt at blødgøre budskabet med en fortælling om, at hans ytringer alene omhandlede den uhøviske tale på Facebook, må betyde, at Peter Bartram enten formulerer sig klodset, eller også taler han usandt for at redde sig selv.

Holdningen om de illoyale medarbejdere havde forsvarschefen tillige tilkendegivet på et chefmøde i Værnsfælles Forsvarskommando i februar, hvor han ifølge ombudsmanden havde ”fastholdt, at han opfordrede de ansatte til at deltage i den offentlige debat, men samtidig understreget, at direkte illoyalitet mod chefer, arbejdspladsen og kolleger efter hans opfattelse var uforeneligt med at være ansat i Forsvaret.”

Det lyder fint, når forsvarschefen nu i sine egne trygge rammer opfordrer medarbejderne til at blande sig i debatten og nævner alt, hvad han har gjort gennem årene for at styrke kommunikationen. Men det er naivt af forsvarschefen at tro, at han vinder medarbejdernes tillid med et ukritisk interview i sin egen publikation, som han selv kan skrive og redigere.

For hvordan kan medarbejderne stole på en mand, som godt nok opfordrer dem til at deltage i debatten, men selv gemmer sig for den frie og uafhængige presse bag lukkede døre og bevæbnede vagter i Kuglegården på Holmen? En mand, som blev afsløret i sine ærlige tanker om begrebet ”loyalitet”, og som var to måneder om at reagere?

Virker en smule molboagtigt

Interviewet med forsvarsminister Peter Christensen (V) gør på ingen måde forsvarschefens mission lettere. I et langt interview siger forsvarsministeren meget lidt: ”Medarbejderne har den samme ytringsfrihed som alle andre”.

Men, men, men. Ministeren vil ikke have, at medarbejdere i Forsvaret udtaler sig privat om Forsvaret iført uniform, og der er jo forskel på at udtale sig som myndighedsperson og som privatperson, og nu skal forsvarschefen så – virker det en smule molboagtigt? – udforme nogle retningslinjer, hvor der ifølge ministeren ”vil være en masse detaljer”, og ”jeg kan ikke nu gå ned i alle detaljer, og det er også derfor, at der nu vil blive udarbejdet retningslinjer.”

Man spørger sig selv, om de overhovedet taler sammen – forsvarsministeren og forsvarschefen? I sit nyhedsbrev i maj til medarbejderne i Værnsfælles Forsvarskommando efter den meget omtalte rundtur til landets tjenestesteder om reglerne for ytringsfrihed blandt medarbejderne:

Debatten om ytringsfrihed er en sikker tabersag

”Jeg har derfor henvendt mig til blandt andet Forsvarsministeriets Personalestyrelse for at få klarhed over reglerne. Af svarene herfra kan jeg udlede, at det ikke er muligt mere præcist at nedfælde egentlige retningslinjer på området. Men helt generelt står det fast, at ansatte i Forsvaret ligesom alle andre offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed, og at der kun er få begrænsninger, idet man ikke må ytre sig om tavshedsbelagte oplysninger eller fremkomme med ærekrænkende udtalelser.”

Nu vil forsvarsministeren så have sit ministerium og forsvarschefen til at udarbejde nogle retningslinjer, som hans egne jurister ikke finder det muligt at udarbejde. Peter Christensen har ikke sat nogen tidsramme for projektet, for ”det er ikke en hastesag”, og det er nok meget godt, hvis man bare ønsker, at sagen skal lide en stille død. Og det ønsker både ministeren og forsvarschefen, for debatten om ytringsfriheden i Forsvaret er en sikker tabersag.

Men fine ord, langsommelighed og uklarhed hjælper ikke på medarbejdernes lyst til at blande sig i den offentlige debat, og det styrker næppe tilliden – hverken til forsvarsministeren eller forsvarschefen.

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer