INTERVIEW: Alarmerende officersafgang og vigende optag på officersuddannelserne, kan ifølge officersformand Niels Tønning få fatale konsekvenser for Forsvarets evne til at løse de opgaver, som politikerne ønsker. I dette interview med OLFI tegner han et ualmindeligt dystert billede af Forsvarets tilstand og fremtid.

For fem år siden pålagde den daværende regering Forsvaret at spare 2,7 mia. kr. om året. Det medførte en grundlæggende omstrukturering af hele HR-området, hvor en ny uddannelses- og medarbejderstruktur alene gav en besparelse på omkring 1 mia. kr. om året. I dag begynder man at kunne se konsekvenserne – både hvad angår fastholdelsen og rekrutteringen. Og spørger man i Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), er det tid til at sige stop. At lægge kursen om og foretage nogle massive ændringer, inden at det går helt galt, og Forsvaret ikke længere kan løse de opgaver, som politikerne pålægger. For det kan blive konsekvensen. Men det kræver penge, og det er problemet.

Senest er problemerne blevet dokumenteret ved optaget til officersuddannelserne, hvor rekrutteringsbehovet var 138, men kun 93 viste sig egnede til at begynde. Det betyder 45 tomme pladser til studiestart, som OLFI fortalte i går. Samtidig har 249 officerer fået tjenestefrihed uden løn i de seneste to år, og alene i år er 86 officerer allerede gået samme vej. Til det kan man lægge 75 opsigelser i 2014-2015 og ni opsigelser i år.

OLFI har mødt Niels Tønning, som er formand for HOD til en snak om de aktuelle udfordringer med at rekruttere og fastholde officerer i Forsvaret, og det er en alt andet end opløftende samtale. Men vi begynder med den manglende rekruttering og 45 tomme pladser på officersuddannelserne.

Frafaldet er lige så stort som tidligere

Hvad er årsagen til, at det går så skidt med optaget til officersuddannelserne?

”Man skal nok give så meget medhold til den officielle forklaring, at det tager nogle år endnu, før den nye vej slår ind som en mulighed i forhold til dem, som er i gang med en akademisk uddannelse. Men ingen havde regnet med det store frafald. Det er lige så stort som tidligere, og de ryger primært på deres ledelseskompetencer. Psykologerne mener ikke, at de har ledelsespotentiale. Så det, at de er akademikere, giver ikke per automatik en bedre lederprofil. Det ændrer ikke på, at selv om alle gennemfører uddannelsen uden frafald, ville der stadig mangle 30 pct. af produktionsmålet.”

Hvad har det af konsekvenser?

”Det har den konsekvens, at hvis udviklingen fortsætter, så vil vi i 2019 mangle ca. 600 officerer. Det er derfor, at Forsvaret er begyndt på alle mulige overspringshandlinger for at råde bod på det. Hæren begynder at ændre officersstillinger til befalingsmandsstillinger. Man overvejer at genindføre en reserveofficersuddannelse, hvor man kan tage unge uden kandidat- eller bachelorniveau og gøre dem tilpas gode til at uddanne værnepligtige ved at give dem en lederuddannelse, som man siden kan bruge i det private erhvervsliv. Men det er ikke den profil, der kan erstatte de unge premierløjtnanter, og alt andet lige vil det betyde en mindre kvalitativt acceptabel opgaveløsning på længere sigt.”

Strot set ikke eksisterende rekruttering fra geleddet

Hvad er problemet, som du ser det?

”Hvis man laver så grundlæggende om i rekrutteringsbasen, skal man først lægge uddannelsen om, når man har lavet al markedsføringen. Det har man ikke gjort. Samtidig er der en stort set ikke eksisterende rekruttering fra geleddet. Det skyldes bl.a., at man nu forlanger, at man skal være oversergent med en akademiuddannelse er erhvervet i fritiden for at komme ind på officersskolen. Han får som udgangspunkt et ansættelsesforhold, hvor han ikke længere er tjenestemand, som de fleste oversergenter er i dag. På den baggrund tror jeg ikke, at man får synderligt held med at lokke forfærdeligt mange fra geleddet – og i hvert fald ikke forligets målsætning om, at to tredjedele skulle komme fra intern rekruttering. Man når ikke en gang den ene tredjedel.”

Hvordan afspejler det sig i tilfredsheden blandt de ansatte i Forsvaret?

”Det er en del af problemet. Hvis ikke man skaber det rum, at de ansatte er stolte af at være ansat og dermed vil fungere som ambassadører for Forsvaret, påvirker det rekrutteringen. Jeg tror, at man i dag har sværere ved at finde officerer, som helhjertet vil gå ud og anbefale Forsvaret som arbejdsplads. Det er en konsekvens af alle de ting, der ligger i HR-målingerne og afgangsundersøgelserne. Jeg tror, at de fleste har accepteret, at de generelt har fået langt dårlige vilkår. Men det betyder, at de ikke længere går glade på arbejde, og at de ikke længere lægger den ekstra arbejdsindsats og ikke længere er ambassadører for Forsvaret. At de ikke har sagt op, er jo ikke ensbetydende med, at de er glade for at gå på arbejde.”

Projektet er slået fejl og skal laves om

Hvad kan man gøre?

”Når man fra Forsvarets ledelses side endnu ikke meget klart har signaleret, at man vil gøre noget ved fastholdelsen, så er det en ikke uvæsentlig faktor i den manglende evne til at rekruttere. Dybest set er problemet, at det nu er blevet en opgave for politikerne, fordi HR-strategien alene er gennemført udelukkende af økonomiske årsager. Projektet er slået fejl, og man er nødt til at lave noget af det om, og det koster penge. Inden for det muliges kunst har Forsvaret prøvet at rette op på en del af det. Blandt andet har man nu genindført muligheden for at blive udnævnt til major eller orlogskaptajn uden videregående uddannelse, man indfører karrieredage og vil i højere grad understøtte de lokale HR-processer. Men manglende økonomi er den eneste årsag til, at man fra Forsvarets side ikke går helhjertet ud og siger, at vi har hørt kritikken, og nu laver vi det om.”

Det handler vel også om ledelse og viljen til at reagere, når noget ikke virker?

”Ja, og det handler i den grad om ledelsessvigt. Nu har vi fået en ny officersuddannelse. Vi ved bare ikke, om den er god nok. Pga. mangel på premierløjtnanter kommer de nye premierløjtnanter ud med en uddannelse, der kun lige giver niveauet til de første stillinger som officer. Hvis de meget hurtigt skal træde ind – og rykke op i en højere stilling, har de ikke de boglige forudsætninger. Sammenlignet med udlandet har vores officersuddannelse været om ikke den bedste så blandt de allerbedste i verden. Nu har man reduceret den til det halve, og det vil få konsekvenser, for den kan ikke blive lige så god.”

Gælder det også videreuddannelse på højere niveauer?

”Ja. Man har stadig to videreuddannelsestrin for officerer i Forsvaret. Det første er nu blevet et fragmenteret kursusforløb. Men der lægger man så mange hindringer i vejen, så folk ikke melder sig, for det kan ikke forenes med et familieliv og et job ved siden af. Før i tiden havde man tilstedeværelsesundervisning, hvor man kunne bure sig inde i en osteklokke og kun have ansvar for at tage imod uddannelse. I hvert fald satte folk en ære i at bestå så godt som muligt. Det kan godt være, at uddannelsens indhold på papiret er lige så god som før. Men vilkårene for at gennemføre den har gjort, at vi får laveste fællesnævner – det netop tilstrækkelige. Og dermed bliver det utilstrækkeligt.”

Har skabt myriader af frustrationer

Men det er vel meget godt, at man nu har et mere fleksibelt system?

”I Forsvaret har man den tilgang, at vi skal til at have en større vekselvirkning, så folk bevæger sig mere ud og ind af systemet. Der går det rigtig godt den ene vej – nemlig ud. Men ingen af Forsvarets uddannelser giver anden uddannelse end det, som Forsvaret selv efterspørger. For en civil arbejdsgiver viser uddannelsen kun, at man er i stand til at modstå stort pres, fordi man har taget den ved siden af operativ tjeneste og et familieliv. Det har skabt myriader af frustrationer og samtidig belastet den lokale målopfyldelse og økonomi. Jeg tror ikke, at man har sparet noget ved det her. Man har sparet årsværk i løn, mens eleverne gik på Forsvarets uddannelser og skoler. Men man har tilført en omkostning ude i systemet ved merarbejde til andre, øgede rejseudgifter til og fra – og fravær i forbindelse med rejsetid.”

Hvad betyder det her for fastholdelsen og rekrutteringen?

”Tilliden, til at man kan gennemføre en karriere i Forsvaret, er vigende, fordi mange siger, at de ikke kan se det muligt i forhold til familie og job. Og så søger de andre veje. Forligsmæssigt har man lavet et udkantsforsvar eller vandkantsforsvar, hvor en stor del af Hæren står langs den jyske højderyg. Der har de ansatte ikke råd til at tage tjeneste i København, for én af besparelserne i forbindelse med implementering af HR-strategierne er, at man søger varig tjeneste. Så følger udgiften med, for man skal selv betale for at komme hen til tjenestestedet. Hvis man ikke kan skabe nogle tilfredsstillende muligheder, søger man andre steder hen, hvor mulighederne er bedre. Hele HR-støttestrukturen er reduceret til ingenting, og alle opgaverne er flyttet ud til de myndigheder, som ikke har fagligheden til at rådgive eller personellet til at gøre det, for de har kun fået opgaven, uden at ressourcerne fulgte med.”

Udsigten er forfærdeligt dyster

Det er et forfærdeligt dystert billede, som du tegner?

”Ja, for jeg mener, at udsigten lige her og nu er forfærdeligt dyster. Det er rigtigt, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse har kunnet spare ved at reducere hele personelforvaltningen, men det har en pris. Stort set alle steder på hele HR-området er forandringerne ensidigt ført ud som en ulempe for den ansatte. Enhver er i dag sin egen lykkes smed på godt og ondt. Det er næsten umuligt at navigere i det system. Men man kan ikke lave afgørende om på ulemperne ved HR-strategien med mindre, at man tilfører flere penge.”

Det er jo vilkåret i dag. Hvad er konsekvensen, hvis man ikke laver det om og tilfører flere penge?

”Det kan godt være, at et forlig med en uændret økonomisk ramme passer til det forsvar, som man rekrutterer til. Men det er ikke et forsvar, som kan løse de opgaver, som man politisk gerne vil. Det bliver et væsentligt mindre forsvar. Man bliver fra både politisk hold og fra Forsvarets øverste ledelses side nødt til at tage rekrutteringen og fastholdelsen af medarbejderne væsentligt mere alvorligt.”

Kan læse offentlig forvaltning lige rundt om hjørnet

Hvad betyder det for officerernes uddannelsesniveau, at man nu har indført en masteruddannelse?

”Hele officersprofessionen afhænger af uddannelsen, og der har man skåret kraftigt. Men det er et af de områder, som man stort set ikke har valgt at kigge på. På et tidspunkt var det sådan, at to ud af tre officerer på kaptajnsniveau overvejede en anden master end Forsvarets. Når man nu siger, at det er nødvendigt med en master for at avancere til et højere niveau, og man samtidig skaber merit med andre masteruddannelser, så er der rigtig mange, der hellere vil tage en master i offentlig forvaltning frem for at tage den i militære studier. Når de bor i Aalborg, kan de læse offentlig forvaltning lige rundt om hjørnet i stedet for at rejse til København. Samtidig er de sikret bedre, hvis de for at følge HR-strategiens tese om større udveksling mellem Forsvaret og det civile arbejdsmarked vil have et job uden for Forsvaret. Dermed begynder man som officer at konkurrere på nogle kompetencer, som andre har bedre. Master i militære studier burde være flagskibet for officerer, fordi det er der, hvor man kan hævde sig frem for andre, og hvor den militære profession styrkes, men Forsvaret har selv været med til at devaluere uddannelsen.”

Mange vil mene, at du kun gør problemerne større ved at være så kritisk – i stedet for at spille med og få det bedste ud af de givne omstændigheder?

”Jeg har hørt mange gange, at jeg bidrager til problemet ved at være så negativ og se så dystert på tingene. Nu skal jeg tage ja-hatten på, fordi jeg er med til at påvirke tingene. Og selvfølgelig påvirker jeg tingene. Men jeg tror stadig, at langt den overvejende del af officerskorpset vil give mig ret. Jeg ville forfærdeligt gerne være meget mere positiv og indgå i samarbejder om at få vendt skuden. Men for at det kan lykkes, mangler der fra ledelsens side en helhjertet anerkendelse af problemerne og en vilje til virkelig at ændre tingenes tilstand i stedet for at negligere eller bortforklare deres omfang.”