spot_img

“Krigens ret er ubrugelig i nutidens krige”

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

VIDENSKAB: Folkeretten befinder sig i en krise, hvor lovene ikke længere virker hensigtsmæssigt, og Vestens militærstrategier synes virkningsløse. Men hvorfor er politikere så hurtige til at give op og efterlyse nye love og koncepter, spørger Amelie Theussen fra Center for War Studies på SDU.

For omkring 200 år siden skrev den preussiske militærteoretiker og general Carl von Clausewitz om krigens uforanderlige natur, at »krig er altså en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje«, og »krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler«. For Clausewitz forandrer krigens natur sig ikke, mens dens egenskaber godt kan variere, fordi de er afhængig af den situation og tidsalder, hvori krigen finder sted. Clausewitzs forskellige indsigter i og teorier om krig præger stadig i høj grad militæruddannelser og krigsstrategier i den vestlig verden herunder i Danmark.

Men inden for de seneste 20 år er der blevet stillet spørgsmålstegn ved Clausewitzs krigskundskab. I en verden, som bliver mere og mere domineret af ikke-statslige aktører, er militærmagterne nødt til at tilpasse deres fjendebillede og strategier. Verden er ikke længere domineret af Den Kolde Krig mellem to stormagter og deres forskellige politiske ideologier; i stedet er befolkningerne truet af næsten usynlige terrorister, der blander sig i den civile befolkning og angriber dem, som ikke følger deres religionsopfattelse, eller som tilhører en anden (etnisk) gruppe.

Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz (1780–1831) var en preussiskmilitærteoretiker og general, som reformerede den tyske hær. Billede: Wikipedia (maler ukendt)
Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz (1780–1831) var en preussisk militærteoretiker og general, som reformerede den preussiske hær. Billede: Wikipedia (maler ukendt)

Statslige grænser spilleringen rolle i dag

Kan Clausewitz med sin fokus på stater og store hære overhovedet bruges til at forstå nutidens konflikter? Det kan ingen give et klart svar på. Både akademikere og soldater peger på, at globaliseringen har øget den rolle, som ikke-statslige aktører spiller i krig: Terror-netværk omspænder verden, humanitære ngo’er vokser i rådgivende funktioner, og medierne give nye muligheder i kommunikation med de forskellige strategiske publikummer og organisering af grupper.

Statslige grænser spiller ingen rolle i nutidens konflikter, som breder sig ud til nabolande på grund af gruppe-, klan- eller familieforbindelser eller end da videre til andre og fjerne lande gennem skjulte terrornetværk. Dette får mange til at advare om, at vores Clausewitz-baserede forståelse af krig er forældet, og at vi burde lede med lys og lygte efter teorier og koncepter, som tilstrækkeligt kan forklare, hvad der foregår i nutidens krige.

Midt i det hele dukker spørgsmålet op om den del af folkeretten, der regulerer retten til at indlede krig, og på hvilke måder man så må føre krig. Kort sagt – kan krigens ret overhovedet bruges til nutidens konflikter? Folkeretten er baseret på et fungerende statssystem. Det er staterne, som bliver enige om, hvad loven skal være, og det er først og fremmest staterne, som er bundet til at respektere retten.

Nutidens krige udfordrer folkeretten

Når vi ser de ovenstående tendenser, står det klart, at nutidens krige udgør mange udfordringer for folkeretten: Har en stat retten til at forsvare sig med væbnet magt mod et angreb fra en ikke-statslig terrorgruppe, som er baseret i et andet land – eller måske endda flere andre lande? Ville den konflikt så blive klassificeret som international bevæbnet konflikt, som normalt forgår mellem stater, efter Genevekonventionens artikel 2? Eller er det snarere en ikke-international væbnet konflikt mellem en stat og ikke-statslige bevæbnede grupper eller mellem disse grupper, men så på statens territorium efter Genevekonventionens artikel 3?

Krigsklassifikationen spiller en stor rolle, fordi den bestemmer hvilken retlig ordning, der bliver anvendt – og samtidig er internationale bevæbnede konflikter meget strengere reguleret end ikke-internationale konflikter. Her følger det næste spørgsmål: Er ikke-statslige aktører bundet til at respektere folkeretten, og selv hvis de er, hvordan kan man så håndhæve den? Mange flere spørgsmål kan diskuteres med hensyn til nutidens krige og folkeretten, og det fører nogle til at argumentere for, at folkeretten er i krise, og at der er behov for nye – eller i det mindste bredere –krigsklassifikationer og love.

Man må dog også erkende, at krigens ret i sin oprindelse altid har udviklet sig som følge af forfærdelige erfaringer på slagmarken. Henry Dunant stiftede den internationale Røde Kors Komité efter, at han oplevede rædslerne i slaget ved Solferino, og den første genevekonvention var i stort omfang baseret på hans ideer. Efter Anden Verdenskrigs mareridt blev genevekonventionerne videreudviklet til den i dag gyldige Genevekonventionen fra 1949. Er det så måske på tide, at vi igen videreudvikler krigens ret? Det er ikke alle stater og eksperter enige om.

Ingen lov passer perfekt i alle scenarier

Set fra den juridiske side, er det næsten umuligt at skabe love, som passer perfekt til andre scenarier, end de er ment til. Som med alle juridiske systemer er folkeretten nødt til at skabe en balance mellem at være specifik nok på den ene side og på den anden side bred nok. Love skal gerne kun gælde i nogle specifikke omstændigheder, derfor skal de være specifikke. Men på samme tid kan man ikke antage, at alle situationer, hvor en lov skal gælde, er fuldstændig ens. Derfor er loven nødt til at være bred nok til at inkludere nye situationer, hvis det er nødvendigt.

Det er en konstant kamp for at finde en balance mellem overinklusion (når situationer falder under en lov, selv om det ikke var meningen) og underinklusion (når en situation ikke er omfattet af loven, selvom den skulle være det). Måske kan man bruge de eksisterende love i de nye situationer, som nutidens krige skaber? Mange siger, at krigens ret er i stand til fuldstændigt at regulere også komplicerede væbnede konflikter, som strækker sig over statsgrænser og indblander forskellige aktører.

Lige meget hvad, det endelige svar bliver i denne langt fra afsluttede diskussion, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad det betyder at sige, at folkeretten er i krise, og at vores krigsforståelse er forældet. Når man tager en diskussion som den ovenstående, hvor det bliver påstået, at love ikke længere passer til den forandrede situation, risikerer man at formindske beskyttelserne, som krigens ret tildeler civilister og soldater involveret i en krig.

Eksempelvis havde USA i begyndelsen af Afghanistan-krigen i 2001 den holdning, at Genevekonventionen ikke var gældende i Afghanistan, fordi krigen ikke passede ind i de kategorier, som er anerkendte under selve konventionen. Desuden giver det mulighed for manipulation, hvor loven bliver forandret og brugt til at fremme specifikke politiske mål. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvor ubrugelig krigens ret virkelig er i nutidens krige, og hvor meget af diskussionen der er politisk motiveret. Loven passer næsten aldrig 100 pct. i hvert eneste tilfælde, og vi bør være forsigtige med ikke at gøre den mindre egnet, end den i virkeligheden er.

De danske Clausewitz citater i starten er taget fra Von Clausewitz, Carl (1986). Om Krig. I. 1.-5. Bog. Oversat og redigeret af Berg, Niels.

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
CP
Læser
CP
14. august 2016 10:23

Von Clausewitz har vel stadig ret, man kan gennemføre sin vilje med magt. Det er kun et spørgsmål om at vesten ikke længere vil benytte den “fornødne” magt.

For indtil ganske få årtier siden var det ikke et problem at tæppebombe fjenden (og de uheldige civile som var i nærheden), moderne ildkraft og mobilitet havde længe en ret grusom effekt på befolkningen. Men, den slags ser ikke godt ud i et ucensureret samfund med 24/7 medier, så nu har vi fly og kanoner som vi vælger ikke at bruge fuldt ud.

Og det er sådan set ikke folkerettens skyld.

Lars R. Hansen
Læser
Lars R. Hansen
11. august 2016 17:08

At den nugældende humanitære folkeret ikke er udfærdiget med de nuværende konflikttyper i tankerne – synes at have mindre betydning for deres anvendelighed end de vestlige landes fortolkning – den humanitære folkeret rummer ganske vide fortolkningsmuligheder, der ikke synes nært anvendt fuldt ud.

P.S.

USA anførte ikke, at humanitære folkeret ikke skulle finde anvendelse i Afghanistan, men påpegede, at Taliban og al-Queda-krigere ikke ville få krigsfangestaus – og disse krigere lever da heller ikke op til den humanitære folkrets betingelser for krigsfangestaus – der var således intet i den humanitære folkeret til hindre for USA henrettede disse krigere efter rettergang i felttribunaler bestående af tre amerikanske officerer – hvad de europæiske partnere (der har forbudt sig selv at overdrage eller udlevere personer til dødsstraf) tilsyneladende var betænkelige ved.