Oprustning i øst udstiller Natos største svaghed

Det traditionelle "familiefoto" med medlemslandenes stats- og regeringsledere under Nato-topmødet i warszawa. Foto: Nato

ANALYSE: Nato vil sende 4.000 tropper til Baltikum og Polen for at afskrække Rusland fra at angribe. Set i forhold til troppestørrelserne under Den Kolde Krig er antallet forsvindende lille, og alligevel er det svært at få de allierede lande til at melde tropper til styrken. Samtidig hersker der stor uenighed om retorikken over for Rusland.

WARSZAWA: Det lyder som et skridt på vej tilbage mod Den kolde Krig, når Nato på topmødet her i Warszawa beslutter at sende 4.000 tropper til Baltikum og Polen uden nogen udløbsdato. Men det er det imidlertid meget langt fra. For nu at balancere tallene skal man huske på, at USA havde omkring 450.000 tropper placeret i Vesteuropa, da Warszawapagten blev indgået i 1955 mellem Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien, Rumænien og Albanien.

Siden faldt Muren, Sovjetunionen gik i opløsning, Warszawapagten døde, og i dag er både Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Bulgarien, Rumænien og de tre baltiske og tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen fuldgyldige medlemmer af Nato. Truslen fra øst er på trods af Ruslands og Putins aggressive fremfærd derfor mange gange mindre end dengang. I dag bruger Rusland omkring 450 mia. kr. på forsvar og råder over et samlet troppeantal på omkring 845.000. Til sammenligning bruger Nato mere end 4.500 mia. kr. på forsvar og råder over i nærheden af 3,5 mio. tropper. Set i det lys er styrkeforholdet mellem Nato og Rusland ulige for nu at sige det diplomatisk.

Alligevel er der grund til bekymring, og det skyldes særligt frygten i de baltiske og østeuropæiske lande for, at Rusland med hybrid krigsførelse vil rykke ind over grænserne for at ”beskytte” de russiske mindretal, som det skete i Ukraine. Natos troppeforøgelse på 4.000 mand med fire bataljoner på hver omkring 1.000 mand placeret i henholdsvis Estland, Letland, Litauen og Polen skal derfor først og fremmest ses som en anerkendelse af de nye frontstaters begrundede frygt og ses som det, Nato kalder ”genforsikring” til sine egne nationale befolkninger.

Sender et signal til Rusland om solidaritet og vilje

Ud over at sende et klart signal til de baltiske lande skal den permanente udstationering af Nato-tropper på den østlige flanke samtidig sende et signal til Rusland om solidaritet og vilje bag løftet om, at et angreb på et Nato-land er det samme som et angreb på den samlede alliance. Skulle Rusland blive fristet til at sende grønne mænd uden ærmemærker ind i Baltikum, er det set med Natos øjne vigtigt, at de møder amerikanske, britiske, franske – og danske – soldater som det første og ikke bare små baltiske enheder.

Når oprustningen alligevel klinger en smule hult i Kreml, skyldes det flere faktorer. For det første er antallet forsvindende lille set i forhold til, at Natos grænse til Rusland og Kaliningrad fra de baltiske lande og Polen er over 1.000 km lang. Hvad vigtigere – og langt værre – er, at det på trods at det relativt lave antal endnu en gang har vist sig svært at få landene til at tilmelde bidrag til styrken.

”Hvis først de melder ind, risikerer de også at sidde med ansvaret, hvis nogle andre skulle melde fra. Det er jo ikke meget, når et stort land som Frankrig kun tilmelder to gange 200 soldater. Man kunne måske forvente noget mere,” lød det fredag fra en diplomat på gangene under PGE Narodowy Stadion i Warszawa, hvor topmødet i disse timer finder sted.

Uenighed om truslen fra Rusland

Og det er sagens kerne. I Nato hersker der stor uenighed om, hvad der er alliancens største trussel. Rusland eller Islamisk Stat – med alle følgerne i form af flygtninge og migrationsstrømninger ind over Europas grænser? Den amerikanske præsident Obama og Tysklands kansler, Angela Merkel, står på den ene sider og kalder Rusland en trussel mod USA’s og Europas sikkerhed, mens Frankrigs præsident Hollande og Italiens statsminister Renzi siger, at Rusland hverken udgør en fjende eller en trussel, og at Rusland i stedet kan og skal være en allieret.

I Kreml følger Putin alle uenighederne og splittelserne i EU og Nato med tilfredshed. Og hans modsvar til de fire Nato-bataljoner langs Ruslands grænse er en tilsvarende oprustning med 20.000 mand. Set i det lys handler Natos afskrækkelse langt mere om signaler end om reel styrke og sammenhold.

nato_warsaw_summit_logo_5