
Virksomhederne Terma og Weibel glæder sig over regeringens anbefaling om at købe F-35 som Danmarks næste kampfly. For Terma betyder det yderligere investeringer på op mod 150 mio. kr.
Der lød et lettelsens suk i danske Termas hovedkvarter i Aarhus, da regeringen efter mange års tilløb i dag fremlagde sin anbefaling om køb af Lockheed Martins F-35 Lightning II Joint Strike Fighter som Danmarks kommende kampfly.
“Vi er jublende lykkelige over det her. Det er en befrielse, at der endelig sker noget i beslutningsprocessen. Nu ser vi i ser vi meget frem til, at Folketinget træffer den endelige beslutning,” siger Jens Maaløe, som er administrerende direktør i Terma.
Har været med siden begyndelsen
Firmaet har som et af de få været med helt fra begyndelsen, da Danmark i 1997 gik med i projektet om at udvikle F-35 sammen med USA og en række andre lande. Terma producerer i alt 34 dele til F-35, som blandt andet tæller de fleste dele af haleroret, pyloner til luft-til-jord-missiler på vingerne og delelementer på selve flyets skrog. Alle delene bliver bygget i kulfiber og kræver en avanceret teknologi. På elektronikdelen producerer Terma sammen med en partner i USA den radar, som sidder i flyets næse.
Terma har i øjeblikket en fabrik i Grenaa med 300 mand ansat, som udelukkende arbejder på F-35, og de kan se frem til næsten en fordobling i antallet af medarbejdere, fortæller Jens Maaløe.
“Det er vores plan at videreudvikle fabrikken i Grenaa og få ordrelinjen yderligere udvidet. Vi skal til at investere yderligere 100-150 mio. kr. oven i de 150 mio. kr., som vi allerede har investeret for at følge med i produktionen. Hvis vi ser to år frem i tiden, vil vi være omkring 200 mand mere, og på lidt længere sigt kan vi skulle ansætte yderligere 100 mand mere. Det er en stor virksomhed,” siger Jens Maaløe og fortsætter:
“Derfor er vi naturligvis glade for, at det peger mod F-35. Var det blevet et af de to andre fly, ville vi være i gang med at investere i det forkerte,” siger Jens Maaløe.
Weibel håber på nye ordrer
Som producent af F-35 er Lockheed Martin ikke forpligtet til at levere modkøb, fordi Danmark gik med i udviklingen af F-35. Alligevel vil valget af F-35 ifølge flere kilder betyde værdifulde aftaler og mange danske arbejdspladser. En af de virksomheder, som håber på at lande ordrer hos Lockheed Martin, er Weibel Scientific i Allerød. I efteråret 2015 indgik virksomheden et tæt industrisamarbejde med Lockheed Martin om at integrere Weibels radarer i Lockheed Martins systemer til missilforsvar, og det satser direktør Peder R. Pedersen på at udnytte.
”Der er masser af modkøbspotentiale i Lockheed Martin. Det er vores opgave i industrien at klæde politikerne ordentligt på til at få skrevet de rette modkøbsklausuler ind i den endelige kontrakt. Jeg bliver den første, der står og banker på politikernes dør,” siger Peder R. Pedersen.