DEBAT: Det er for sent at købe en brandforsikring, når huset allerede står i flammer, skriver reserveofficeren Klaus Kroll i dette forsvar for indkøb af nye kampfly.

Uden at have den ringeste indsigt i typevalget af kampfly vil jeg herunder vove pelsen i et forsvar af præmissen, hvorfor det er bydende nødvendigt at investere i nye fly – og ikke mindst i en så tilpas stor mængde, at det giver operativ mening.

Ligesom kampvogne og artilleri er kampafgørende elementer i landkrig, og skibe er vitale for succes på havet, er fly nødvendige i evnen til at imødegå trusler i luften. Forsvaret er sat i verden til primært at forsvare Danmark og kan sekundært anvendes i internationale opgaver, hvor Danmark – direkte eller indirekte – trues på sikkerheden.

Kan vi ikke passe på os selv, mister vi evnen til at føre en selvstændig politik, og dermed sættes nationalstaten under pres. Det er ikke raketforskning og burde være rigelig argumentation for at købe nye kampfly, der er en af hjørnestenene i evnen til at passe på landet.

Når en stor del af den danske befolkning mener, at fly ikke er nødvendige, må det tilskrives en forvrænget debat om flyene og en manglende politisk udmelding om, hvorfor de er nødvendige. Fly bliver hevet ind i slagsmålet om omfordelingspolitikken, hvor valget står mellem flere varme hænder i det offentlige, skattelettelser og nye cykelstier.

I samme ligning indgår nye kampfly, hvor befolkningen bildes ind, at man skal vælge, og hvilken dansker ville ikke til enhver tid vælge to ugentlige bade til bedsteforældrene end et antal afsindigt dyre fly, der primært anvendes i konflikter langt fra Danmark? Udfordringen ligger bare i, at evnen til at passe på landet er afgørende for, at vi overhovedet kan tale velfærd.

For sent at tegne brandforsikring, når huset først brænder

Fly indgår i den samlede ulykkesforsikring, som Danmark har tegnet gennem oprettelsen af et abonnement på flyvevåben, hær og søværn. Det er for sent at købe en forsikring, når først benet er brækket eller tanden slået ud, ligesom det er håbløst at købe en brandforsikring, når huset allerede står i flammer.

Yderligere er forsikringsordningen kaldet forsvaret kompliceret af, at det tager år – og ofte mange år – at opbygge de kapaciteter, der er nødvendige for at passe på landet. Derfor kan man ikke købe forsikringen i sidste øjeblik, når først en krise er ved at bygge sig op.

Samtidig med valget af flytype og en stadigt voksende lyst til at diskutere hvor få fly, vi kan nøjes med, udsender vi igen vores aldrende F-16 fly til Syrien. Uden at have en bare nogenlunde idé om hvad, vi gør efter indsatsen er slut, hælder vi ganske mange penge i hovedet på Islamisk Stat i form af metal og sprængstof som tak for sidst. Samtidig giver det Syriens præsident Assad momentum, og en myriade af mere eller mindre ekstreme grupper i Syrien får en udvidet paraply at arbejde under.

Måske vi skulle kigge på de store lokale aktører og lade dem tage sig sammen og melde sig ind i kampen herunder Tyrkiet, Saudi Arabien, Iran og de andre Golflande. Når udsendelsen af fly sker samtidig med, at der diskuteres nyindkøb, kan man næppe fortænke en stor del af befolkningen i at finde det underligt, at vi hellere vil frelse hele verden end at passe på os selv.

Debatten om nye fly må ikke blive en snæver fagdiskussion om hvilken type, og hvor meget vi kan få igen ved vælge det ene eller andet fly. I stedet må vi i fællesskab løfte debatten, så vi igen diskuterer, om vi er villige til at betale for vores sikkerhed, eller vi vil lave samme fejl som 1930´erne og tro, at verden er blevet et så tilpas roligt sted, at vi bare kan læne os tilbage og høste fredsfrugterne.

Statsministeren lovede at levere vores del

Ligesom vi skal kunne stole på, at Nato er villige til at komme os til undsætning, hvis det utænkelige skulle ske, skal vi være villige til at levere vores del af den kage, som selv tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stod på mål. Eller rettere, det ville hun gerne sige på Nato-topmødet i Wales 2014, hvor det kneb mere på hjemmefronten, da forsvar ikke lød lige så sexet som velfærd.

Selv Søren Pape fik som formand for De Konservatives liret af, at ”der er jo ikke stemmer i forsvaret” som brækstang for ikke at markere sig i den debat med andet end et uigennemtænkt forslag om ekstra akutte penge til forsvaret, hvilket skulle gå til hvad? Moderigtig sløringscreme? Alufælge på kampvognene eller spabade på indkvarteringsstuerne?

Forsvaret er en langsigtet investering i landets sikkerhed, og det skal ikke blive en debat om enkeltpolitikeres valgkredse, ej heller skal forsvaret blive en evig kilde til finansiering af flygtningekriser eller en gradvis afmontering til en ubetydelig milits. Danmark har behov for et ordentligt forsvar, og i det lys skal vi tage en sober debat om, hvilke midler det kræver.