Tanker om en uge præget af Boeings landsdækkende kampagne for kampflyet Super Hornet. Den rummede også vigtige overvejelser om journalistik, som jeg gerne deler med jer.

KLUMME

Telefonen ringede kort efter, at jeg havde købt billetterne til en kort miniferie i Frankrig sammen med min søn. I røret havde jeg en af Boeings lobbyister i København, som ville invitere mig til pressebriefing torsdag middag om en ny og storstilet, landsdækkende informationskampagne, som Boeing ville lancere samme dag.

Den ville jeg gerne deltage i, men kunne ikke pga. min ferie. Vi aftalte derfor, at jeg i stedet onsdag kunne møde Tom Bell, som er vice president i Global Sales and Marketing under Boeings Defense, Sapce and Security.

Tom Bell er en flink og imødekommende mand, og han var tydeligvis kommet til København, fordi han havde et budskab. Jeg har imidlertid undret mig en del over Boeings deltagelse i kampfly-konkurrencen. I den oprindelige konkurrence i 2009 deltog Boeing med sin Super Hornet F/A-18E, som er en version med et enkelt sæde.

To sæder betyder større udgifter

Men i den aktuelle konkurrence, som blev genaktiveret efter en pause på tre år i 2013, har det været mit indtryk, at Boeing alene deltog med sin Super Hornet F/A-18F, som er en udgave med to sæder. Netop dette forhold har blandt forsvarsnørder ført til en udbredt opfattelse af, at Boeing var ude af konkurrencen på forhånd, fordi to sæder ville betyde dobbelt mandskab, dobbelt uddannelse og en omlægning af strukturen i Flyvevåbnets Fighter Wing i Skrydstrup til flyvning med to personer på operative opgaver, hvilket er lidt af en mundfuld – og samtidig en væsentlig meromkostning, som de færreste politikere nok ville finde attraktivt.

Men hvorfor deltager Boeing kun med det fly, som alle har dømt ude – i stedet for med det alt andet lige billigere F/A-18E med et enkelt sæde?

Det var af ren nysgerrighed et spørgsmål, som jeg glædede mig til at stille Tom Bell. Han svarede beredvilligt, og som interviewet skred frem, var det ganske tydeligt, at han meget gerne ville ud med det budskab, at Boeing havde to fly med i den danske konkurrence. Som journalist blev jeg glad, for det var en god historie i og med, at det ind til da havde været en udbredt opfattelse, at Boeing alene deltog med F-versionen.

”Til Danmarks flyvevåben kan vi producere alle fly i E-versionen (enkelt sæde), alle fly i F-versionen (to sæder), eller vi kan producere et miks af de to fly. Det giver en stor fleksibilitet for Danmark. Vi er stolte af, at det er en option, som ingen før har haft,” sagde Tom Bell.

Bad om informationer på versionen med to sæder

Han forklarede videre, at Boeing i den oprindelige konkurrence i 2009 blev bedt om at aflevere informationer – de såkaldte Request for Binding Information (RBI) – på Super Hornets E-version. Da kampfly-konkurrencen efter en pause på nogle år blev åbnet igen i 2013, udbad kontoret Nyt Kampfly Projekt under Forsvarsministeriet sig RBI på Super Hornets F-version – altså den med to sæder.

”Vi vendte tilbage til kontoret Nyt Kampfly Program og spurgte, om kontoret kun ville have informationer om F-versionen. Svaret var, at de havde alle de informationer, som de havde behov for omkring E-modellen fra den sidste konkurrence, men gerne ville forstå mulighederne med F-versionen,” siger Tom Bell.

Jeg spurgte, om det betød, at Boeing deltog med to fly i konkurrencen, hvortil han svarede:

”We will build … we will sell what ever Denmark wants”.

En stramning eller en hjælp?

Som journalist skal man altid skrive det, som kilderne siger. Men det er tilladt – såfremt kilderne er med på det – at hjælpe dem med at udtrykke sig klart. Her taler jeg ikke om at stramme, men om at hjælpe dem med at sige det, som de mener.

Jeg sad med min computer og skrev noter, mens Tom Bell talte, og jeg skrev – ”vi deltager i konkurrencen med to fly”. Var det en stramning – eller en hjælp? Jeg betragtede det som en hjælp i og med, at Tom Bell var meget opsat på at forklare, at den seneste RBI er et tillæg til den eksisterende fra 2009 – ergo, at Boeing er med i konkurrencen med to fly.

Min historie med citatet om deltagelsen i konkurrencen lagde jeg på Olfi torsdag aften fra min hotelseng i Frankrig – efter at historierne om Boeings kampagne havde fyldt alskens medier det meste af dagen. Fra pisten blev jeg sågar interviewet af en journalist fra BT, som jeg siden causerede over, fordi han havde lagt mig ord i munden, jeg ikke havde sagt(!).

Lørdag vendte jeg hjem fra ski, og mandag talte jeg med Boeings danske repræsentant i en anden sammenhæng. Han virkede lige så overrasket som mig over Tom Bells meget håndfaste forklaring om, at Boeing var med i konkurrencen med to fly. Man kan retrospektivt fundere, om ikke han også havde været mere aktiv i kampen for at aflive de negative historier om to-versioners-flyet, hvis han havde været fuldt ud bevidst om, at Boeing deltog med begge versioner i konkurrencen?

Ministeren afviste blankt Boeing

Her til morgen vågnede jeg så ved, at DR2 Morgen ringede samtidig med vækkeuret 06.45 for at invitere mig i studiet. Kvinden fra DR kunne samtidig fortælle mig, forsvarsminister Peter Christensen (V) afviste, at Boeing deltog i konkurrencen med andet end F-versionen af Super Hornet. Under morgenmaden læste jeg på DR’s hjemmeside, at De Radikale og SF krævede en redegørelse fra ministeren om, hvilke fly der reelt er med i konkurrencen.

Og på nytkampfly.dk kunne jeg læse, at Tom Bell var citeret for at sige, at ”der er fire kandidater i den danske konkurrence, da Boeing både deltager med den to-sædede F-model og den et-sædede E-model.” Det fik bloggeren bag, Andreas Krog, til at beskylde Tom Bell for at lyve.

Her til formiddag skrev jeg til Boeings danske repræsentant, at jeg gerne ville have en kommentar fra Boeing til den seneste udvikling. Tavshed. I eftermiddag fik jeg så en mail fra Forsvarsministeriet, som forklarede sagen, og at Boeing alene deltager i den danske konkurrence med sin F/A-18F Super Hornet med to sæder. Kort efter blev jeg ringet op af Boeings repræsentant i Danmark med besked om, at der var et problem med min artikel. Det havde der ellers ikke været før.

Boeings repræsentant gjorde mig opmærksom på, at Tom Bell ikke direkte havde sagt, at Boeing deltog i konkurrencen med to fly. Først da gik det op for mig, at min ”hjælp” til Tom Bell reelt set havde udviklet sig til et problem. Både for ham og for mig. Jeg fik tilsendt en udskrift af mit interview fra Boeing og kunne konstatere, at det stemte overens med min egen optagelse fra min mobiltelefon.

Journalist fra TV-Avisen blev skuffet

Mit citat forkert. Som journalist skal man aldrig være bange for at indrømme fejl, og retrospektivt var det en fejl, selv om jeg i situationen følte det som en hjælp og i mange dage efter ikke hørte noget fra Boeing. Resten af indholdet i artiklen er der ingen problemer med, og budskabet er det samme, hvorfor rubrikken også fortsat hedder Boeing: Vi deltager i konkurrencen med to fly – vel at mærke uden citationstegn. Nu har jeg skrevet en rettelse i bunden af artiklen (det gjorde jeg i eftermiddag), og jeg har  tillige lagt udskriften af interviewet ud i bunden af artiklen.

Det måtte jeg også fortælle en journalist fra TV-Avisen, som ringede for at høre, om jeg havde præcis dét pågældende citat på bånd. Han blev skuffet, og det forstår jeg godt.

Nu sidder jeg så her og undrer mig en gang til. For hvorfor var Tom Bell så stålsat på at få budskabet ud om, at Boeing set med hans øjne deltog i konkurrencen med to fly, når det ikke er tilfældet? Talte han over sig? Og hvorfor trækker Boeing først i land, efter at oppositionen har krævet en redegørelse fra forsvarsministeren, som samtidig har lukket historien som en and?

Det vil tiden vise, men læren er, at man ikke skal hjælpe folk med at tale klart, når der er kampfly for 90 mia. kr. på spil.