spot_img

Fjernstyret fuglekrig: Dyr og maskiner i moderne krigsførelse

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

VIDENSKAB: Mens den danske forsvarsdebat kredser om gigantinvesteringer i kampfly, udspiller en fuglekrig mellem dyr og maskiner sig over os. Har mennesket udtjent sin rolle på fremtidens slagmarker, spørger ph.d-stipendiat Andreas Immanuel Graae fra Center for War Studies på SDU.

”’Jeg har set verdensånden’, ikke til hest, men på vinger uden hoved”, skrev filosoffen Theodor W. Adorno i 1951 i sit efterkrigsskrift Minima Moralia.

Citatet fra aforismen ”Langt fra skudlinjen” er en refleksion over tyskernes førerløse V1 og V2-raketter, som få år forinden regnede ned over de engelske storbyer. Som forløbere til nutidens krigsdroner var disse fjernstyrede våben hovedløse i mere én en forstand, mente Adorno. Dels var de bogstavelig talt uden hoved, altså uden menneskelige piloter ved roret; dels var de symboler på en hovedløs krig, hvor teknologien i sin perfektion havde afløst det menneskelige subjekt og dertilhørende moral. Således indvarslede Anden Verdenskrig et paradigmeskifte i moderne krigsførelse imod et ikke-menneskeligt regime, hvor højteknologiske maskiner stod klar til at overtage frontsoldatens rolle.

At robotteknologi både diskursivt og teknologisk er forankret i dyr- og særligt insektmetaforer – er ordet ’drone’ i sig selv et eksempel på. Det har som bekendt to betydninger: dels refererer det til hanbier, dels til den summelyd de laver. Men her er der ikke blot tale om metaforer, men også om teknologiske modeller for militær strategi. Mens sværmen er blevet symbolet på nutidens dronekrige, trækker disse ubemandede krigsmaskiner på en lang historie, hvor dyr, fugle og insekter har påvirket krigskunsten i overraskende grad.

Tænk blot på nutidens droner: Nu rider verdensånden ikke længere på hest eller vinger, men på Predator- Reaper- og Global Hawk-droner – rovfugle og dødsengle som med afskrækkende symbolik markerer et antropomorft robotregime i moderne krigsførelse. Repertoiret af øvrige dronenavne understreger tendensen: Heron, Raven, Scan Eagle, AR Parrot, Hummingbird, Killer Bee og Wasp III for blot at nævne nogle. Men hvorfor indhylles våben- og krigsteknologi i fugle- og dyremetaforik? Ud over en vis fysisk lighed, kan forklaringen til dels findes i militærhistorien. Den første drone var nemlig en due.

Brevduer blev sendt i krig i oldtiden

Brevduer er blevet brugt som sendebude siden oldtiden, blandt andet i det gamle Egypten hvor de gjorde det ud for datidens postbude. I 900-tallet introducerede helgenen Olga af Kiev duer som angrebsvåben, da hun brugte dem til at brænde en hel by ned. Hun spændte små poser med svovl fast til fuglenes ben, antændte dem og lod dem flyve tilbage til deres reder i den russiske by Dereva, hvor de brændte alt ned.

Også under Napoleonskrigen blev brevduer brugt til at sende meddelelser om fjendens bevægelser langs fronten. Vi skal dog frem til 1908, før dyr og maskine for alvor smelter sammen, og den første drone ser dagens lys. Da den tyske apoteker Julius Neubronner opfandt et avanceret miniaturekamera, fik han den idé at montere det på en due. Fuglen kunne derefter trænes til at overflyve slagmarker og levere visuelt materiale til feltherrerne om, hvor fjenden befandt sig. Sammen med rekognosceringsballoner, luftskibe og flyvemaskiner var fugle altså en vigtig del af den optiske krigsteknologi, der går forud for nutidens droner.

Tyskerne brugte høge i kamp mod brevduer

Brevduerne havde også fjender. Under Anden Verdenskrig trænede tyskerne blandt andet høge til at angribe de allieredes brevduer i luften. Så ud over kugleregnen og bomberne udspillede der sig altså også dramatisk fuglekrige, hvor duer med navne som ”White Vision” og ”G.I. Joe” blev hyldet som helte og belønnet med medaljer.

At bruge fugle som værn mod ubemandede flyvende objekter – med eller uden fjer – ser vi også eksempler på i dag. Blandt andet træner hollandsk politi ørne til at angribe og uskadeliggøre ulovlige droner brugt til lyssky formål (se video nedenfor). Det kunne eksempelvis være som ’naturligt’ modsvar til den seneste trend i danske fængsler, hvor droner bruges til at indsmugle mobiltelefoner, stoffer og beskeder til de indsatte. Eller mere foruroligende: risikoen for terror udført ved hjælp af droner med eksplosiver. Dette skrækscenarie advarede den London-baserede tænketank Remote Control Project om i en rapport fra januar, som kaldte droneterror for både sandsynligt, simpelt, billigt og effektivt.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Hollandsk politi træner ørne til at angribe private droner.

Små fjernstyrede droner monteret med sprængladninger vil på den ene side være et nyt og skræmmende skridt i terrorens historie. På den anden side vil det også blot være en teknologisk forlængelse af allerede eksisterende strategier med at bruge ikke-menneskelige aktanter i krig – for eksempel når terrorister monterer bomber på æsler, som der har været eksempler på i både Afghanistan og Gaza.

At risikoen for droneterror er reel, beviste den japanske aktivist Yasuo Yamamoto sidste år, da han – i protest mod Japans atomenergipolitik – landede en drone med radioaktivt jord på taget af landets premierministers bopæl. Vil rovfugle i sådanne og lignende tilfælde kunne vise sig som fremtidens flyvende anti-drone vagtværn? Det kan ikke udelukkes. Men et mere realistisk bud er nok, at teknologien også på dette punkt vil imitere og perfektionere naturen i bestræbelsen på at kontrollere luftrummet over os.

Fremtidens dronesværme

Biomimetik kaldes det, når vi udvikler teknologi ved at hente inspiration i naturen, og det er langt fra et nyt fænomen i moderne krigsførelse. Allerede under Vietnamkrigen udviklede det amerikanske Defence Advanced Research Project Agency (DARPA) insekt-maskine-hybrider, såkaldte ’vivi-systems’, som udnyttede insekternes høje sensoriske kapacitet. I den tætte, mørke jungle var soldaternes synsfelt stærkt begrænset, men ved at lukke rovtæger ind i en lydforstærkende kapsel kunne man opdage fjendens tilstedeværelse på flere hundrede meters afstand. Den menneskelige lugt fra fjenden fik ganske enkelt insekterne til at brumme og på den måde afsløre bagholdsangreb i god tid.

Den seneste droneteknologi er ligeledes inspireret af dyrerigets langt mere fintfølende sanseapparater. Blandt andet studerer man flagermusenes navigationsevne til at udsende ekkosignaler, som kan bruges til at undgå, at fremtidens droner rammer forhindringer – eller andre droner – på deres vej.

I disse år arbejder militære forskningsenheder på højtryk på at udvikle ’mikrodroner’ på størrelse med insekter, som kan indgå i overvågnings- og angrebsmissioner. Ved at angribe og spionere i gigantiske sværme vil fremtidens droner være mindre sårbare over for fjendtlige angreb og anti-drone-forsvar – ligesom de kan operere på egen hånd og uopdaget gennemtrænge snævre passager og utilgængelige steder.

The ’Battleswarm-doctrine’ er dette paradigmeskift i moderne krigsførelse blevet kaldt som et svar på netværkssamfundets informationsteknologier. Spørgsmålet er, om vi er på vej ind i et post-humant samfund, hvor mekanisk genererede algoritmer og dronesværme vil fortrænge mennesket fra fremtidens slagmarker? Markerer sværmeparadigmet en ny krigs- og kommunikationsmodus hinsides menneskeligt sprog og forståelsesformer – en ny form politisk entomologi? Og hvor efterlader det i så fald mennesket moralsk? 

Andreas Immanuel Graae er ph.d-stipendiat ved Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Foto: Privatfoto
Andreas Immanuel Graae er ph.d-stipendiat ved Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Foto: Privatfoto

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer