Dialogen mellem øst og vest er på et minimum, og situationen er i dag langt mere farlig end under Den Kolde Krig. Sådan sagde den tidligere russiske udenrigsminister Igor Ivanov under en paneldebat i Bruxelles i sidste uge arrangeret af German Marshall Fund.

Igor Sergeivich Ivanov var tydeligvis på udebane, da German Marshall Fund i sidste weekend afholdt sit årlige Brussels Forum på Steinberger Grand Hotel i Bruxelles. Den tidligere russiske udenrigsminister fra 1998 til 2004 og i dag præsident i Russian International Affairs Council i Moskva var inviteret til at sidde i et panel sammen med den ukrainske udenrigsminister Pavlo Klimkin, den polske udenrigsminister Witold Waszczykowski og republikaneren Michael Turner fra USA’s kongres. Med CNN-værten Jill Dougherty som moderator skulle de debattere ”Rusland, Ukraine og fremtidens Europa”. Igor Ivanov sad i sit nålestribede jakkesæt med brillerne nede på næsen og lyttede til spørgsmålet, om det var rimeligt at sige, at præsident Putin med sin annektering af Krim og besættelse af Donbas-provinsen i Ukraine ønsker at ødelægge de sikkerhedspolitiske strukturer, som er bygget op i Europa efter afslutningen på Den Kolde Krig?

Så rettede han sig op, lænede sig en smule frem og påbegyndte en længere tale nedskrevet på papirer, som han holdt foran sig med begge hænder med albuerne hvilene på armlænene.

»Det er meget let at skyde skylden på Putin, som mange gør. Men desværre er et simpelt svar ikke en simpel løsning på problemet,« sagde han og fremførte derefter en dyster spådom for fremtidens Europa.

Om at Europas og Ruslands veje uopretteligt går i hver sin retning, og at det vil have konsekvenser for Europa og resten af verden ”ikke i måneder eller år, men i de kommende årtier”. Han forklarede, hvordan det nye geopolitiske sikkerhedsbillede betyder, at Rusland skal investere betydelig politisk kapital i at udvikle en ny euro-asiatisk union.

Du kan se hele paneldebatten her – artiklen fortsætter under videoen.

»I den nye geopolitiske realitet er Rusland ikke længere den østlige flanke af det forfejlede stor-Europa, men den vestlige flanke at et nyt stor-Euroasien. Rusland og Vesten ser ud til at have påbegyndt et nyt oprustningskapløb, hvor Europa er blevet omdrejningspunktet. I kan være sikre på, at det øjeblik USA opstiller missiler og missilskjold i Polen, vil Rusland svare igen med at opstille sine egne missiler i Kaliningrad enklaven. Hvis det sker, vil vi vende tilbage til den missilkrise, som udspillede sig i midten af 1980’erne. Men der er en afgørende forskel på de to situationer. Dengang havde vi den fulde skala af forhandlingsmuligheder og kanaler til dialog på alle niveauer politisk og militært, og midt i alle problemerne, håndterede vi den krise. I dag er alle disse mekanismer blokerede eller ødelagte. Risikoen for en atomkonflikt mellem øst og vest er i dag højere, end den var i 1980’erne. Det er paradokset. I dag har vi færre nukleare sprænghoveder, men risikoen for, at de bliver brugt, er højere.«

Dermed tegnede han præcis det samme dystre billede, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i dette interview med Olfi tilbage i februar.

Realistisk øvelsesscenarie i Bruxelles

Kun få kilometer derfra i Natos hovedkvarter på Rue de la Fusée havde medlemslandene netop afsluttet deres årlige internationale krisestyringsøvelse, som ud over hovedkvarteret i Bruxelles involverer ministerier, civile og militære stabe i alle alliancens medlemslande. Forsvarsminister Peter Christensen var en af deltagerne, og det samme var den danske Nato-mission i Bruxelles.

Scenariet rummede to hændelser, som Nato skulle reagere på. I nord drejede det sig om en hybrid trussel med grønne mænd med geværer fra et opdigtet fjendtligt land, som overskred Natos grænser, og i syd udspillede scenariet sig omkring krigen i Syrien. Det var der som sådan intet bemærkelsesværdigt i. Mere interessant var det at observere, hvordan krisestyringsøvelsen sjældent engagerer hele hovedkvarteret og af mange er blevet opfattet som et tilbagevendende årligt nødvendigt onde, men ikke denne gang. I år var der anderledes stor interesse og opmærksomhed, og de to scenarier virkede ikke længere som fjerne fantasifulde kriser, men yderst relevante scenarier, som kan forekomme den dag i dag eller i morgen.

Samme alvor udviste de officerer og Nato-embedsmænd, som Olfi mødte på sin studierejse med Nato for to uger siden til hovedkvarteret i Bruxelles, Joint Force Command (JFC) i hollandske Brunssum og Mutinational Corps Northeast (MNC NE) i polske Stettin. Alle steder med det samme budskab: Vi fejllæste Putin, men nu reagerer vi, og vi gør det massivt.

Natos Awacs er dagligt i luften over Østeuropa

Konkret handler de militære aktiviteter om at blive klar med Natos Readiness Action Plan (RAP) inden Nato-topmødet i Warszawa i juli. Det indbefatter blandt andet en tredobling af Natos Response Force fra 13.000 til nu 40.000 tropper og oprettelsen af Natos Very High Readiness Joint Task Force (VJTF), som Jack Hillmeyer fra USA’s Nato-mission fortalte mere detaljeret om i denne artikel om forberedelserne til Nato-topmødet i Warszawa.

Og så handler de om en markant øget øvelsesaktivitet i den østlige del af alliancen og en markant øget overvågning af, hvad der foregår på den anden side af Natos grænse mod øst. Således kunne en højtstående officer i JFC i Brunssum gøre opmærksom på, at for år tilbage fløj Natos AWACS fly primært over Afghanistan, mens flyvningerne over Europa var mere rutineprægede og drejede sig om en flyvning om ugen. I dag sender Nato dagligt to AWACS i luften for at overvåge grænsen mod øst, og de kan holde sig i luften op til 14 timer ad gangen.

I Østeuropa er Nato ved at have etableret de såkaldte Nato Integration Force Units (NFIU) som mini Nato-hovedkvarterer i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Bulgarien, Ungarn og Rumænien. Hver NFIU tæller omkring 40 mand, og deres opgave er at forberede en deployering til de respektive lande.

I de kommende måneder bliver de testet, når Nato afholder flere øvelser med tusindvis af soldater, som træner deployering fra bl.a. Spanien til Stettin på få dage. Samtidig er Nato ved at forbedre infrastrukturen i flere lande for bedre at være klar til at modtage soldater i forbindelse med deployering til den østlige flanke – blandt andet med udvidelsen af havnen i Klaipéda i Litauen.

“Vi er i en varm krig”

Tilbage på Steinberger Grand Hotel i Bruxelles emmede atmosfæren langt mere af en igangværende ny kold krig end fred og forsoning. Der var isnende kulde mellem på den ene side Igor Ivanov og på den anden side Pavlo Klimkin, Witold Waszczykowski og Michael Turner.

Ukraines udenrigsminister var den første til at få ordet efter Igor Ivanovs indledende monolog.

“Det her handler om Ukraine og det ukrainske folk. Mit personlige valg er at leve i et frit demokratisk og europæisk Ukraine. Jeg ønsker ikke at leve i ufrit land som Rusland. Det er det samme valg for ukrainerne, og derfor har vi kæmpet mod Rusland aggression de seneste tre år,” sagde Pavlo Klimkin og blev efterfulgt af Michael Turner:

“Vi er ikke i en kold krigs-situation, men en varm krig. De skyder med våben.  Det er varm krig. Vi er nødt til at se på, hvad Rusland siger, og hvad Rusland gør. Rusland invaderede Georgien. De har åbent sagt, at de har ret til at placere atomvåben på Krim – et område, som Ukraine har erklæret atomvåbenfrit. De bliver ved med at gennemføre den slags militær øvelser, som truer både de baltiske lande, og som de iværksatte invasionen af Ukraine fra. Hvad siger de? Putin har sagt, at en af de største tragedie var Sovjetunionens sammenbrud, og de siger åbent, at Nato er en trussel mod Rusland. De siger, at de bruger våben som en de-eskalerende faktor. Vi mener, at det er en eskalerende faktor. Igor Ivanov har lige sagt, at vi er midt i et våbenkapløb. Vi har ikke været i noget våbenkapløb. Vi troede på, at Rusland var en strategisk partner.  I går sagde Natos generalsekretær, at det koster mindre at forebygge en krig end at gennemføre en konflikt, og det er præcis, hvad vi er nødt til at gøre.”