Giv forsvarets ansatte frihed til at tale – uden repressalier!

Siden 1989 er udgifterne til dansk sikkerhed dalet, og de udgør i dag kun godt halvdelen af det, som vi egentlig burde betale i kontingent til Nato for at leve op til målsætningen om 2 pct. af BNP. ”Mest muligt forsvar for pengene” er den hyppigst anvendte frase blandt forsvarsministre og forsvarets øverste ledelse, hvilket blot dækker over, at vi ikke vil betale for at passe på os selv.

Det er langt nemmere at skrive, hvad vi ikke har af kapaciteter, end hvad vi har tilbage. Dette til trods skal vi i 2016 sende 5.000 mand på øvelser i bl.a. de baltiske lande, hvilket er en Excel øvelse i at få sendt de samme enheder afsted gang på gang for at nå det tal. Talgymnasterne i Forsvarsministeriet må have haft travlt, da man udlagde det regnestykke, men det giver måske en ide om, hvorfor finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) var med forsvarsminister Peter Christensen (V) på besøg i Irak: Han skulle simpelthen give lidt input til, hvordan vi får det hele til at se bedre ud.

Forsvarschefen er kørt ud på et sidespor

Samtidig med at ministeren breakede nyheden om Tordenskiolds soldater til Baltikum, forsøgte forsvarschefen i Berlingske at svare de kritiske røster i forsvaret. Det endte i en udladning af ord uden det mindste indhold. Faktum er stadig, at forsvarschefen er kørt ud på sidesporet ved at have fået fjernet personellet, som bliver forvaltet af Forsvarsministeriets Personalestyrelse, materiellet, som bliver forvaltet af Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse – og kasernerne, som bliver forvaltet af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

I den fremtidige struktur skal forsvarschefen sidde i samme bygning som både departementschefen og forsvarsministeren, og så bliver det spændende at se, om de militærfaglige vurderinger bliver mere eller mindre politiske. Svaret er vist givet på forhånd.

Når nu forsvaret er i den sørgelige forfatning, opstår det automatiske spørgsmål, hvorfor problematikken ikke diskuteres tiere i det offentlige rum? Hvorfor holder forsvarschefen kun harmløse indlæg i halvoffentlige fora – i stedet for at beskrive konsekvenserne af det stærkt reducerede forsvar i fuld offentlighed? I Sverige og Norge kan de øverste chefer godt finde ud af at sige fra, men i Danmark resulterer åbenmundede officerers advarsler i en stensikker benægtelse øverst i systemet – og en tur “på gulvtæppet” for den formastelige for at blive iført mundkurv og frataget den videre karriere.

Vi vil hellere have velfærd end at betale vores Nato-kontingent

I 1989 var vi frontlinjeland, og der kunne man fra Stevnsfortet nærmest kigge direkte ind bag jerntæppet og dermed visuelt se fjenden i øjnene. I dag er den front skubbet lidt længere væk til de baltiske lande – og til dels Tyrkiet. På den baggrund har et flertal på Christiansborg valgt at hæve en fredsdividende for at bruge pengene på velfærd, lysende bænke og fotovogne. Men udgangspunktet for at kunne hævde vores egen suverænitet er evnen til at passe på os selv, og den er truet.

Så hold op med at bruge udtryk som ”mest muligt forsvar for pengene”, og ”vi er jo medlem af Nato”, da vi i skrivende stund lader vores allierede betale for vores sikkerhed, fordi vi hellere vil have velfærd. Hvis vi fortsat skal være med i en forsvarsalliance, skal vi også betale det fastsatte kontingentet.

For at give et lille indblik i den aktuelle status er her lidt tal: I 1989 havde vi mere end 300 kampvogne, ca. 70 fly, 250 rør i artilleriet og 72.000 soldater i mobilliseringsenhederne. I dag hedder tallet under 30 kørende kampvogne, omkring 30 fly +/-, 3-4 virkende rør i artilleriet og 0 soldater i mobiliseringsenheder. Hvem vil hævde, at trusselsbilledet er så markant forandret, at vi ikke behøver bare i nærheden af det, som vi havde frem til starten af 1990´erne?

Lad os få en saglig, offentlig og nuanceret debat om forsvaret – både fagligt og politisk. Men det fordrer, at tjenestegørende i karrieren både tør og forventes at sige deres mening – helt uden risiko for, at deres karriere sættes på standby.

Klaus Kroll er kaptajn af reserven med flere udsendelser til internationale missioner og i dag medlem af partiet Nye Borgerlige.