Sikkerhedsbilledet har ændret sig markant, siden “Olfert Fischer” sejlede mod Golfen i 1990 for at deltage i FN’s våbenembargo mod Irak og Saddam Hussein. I dag ligner truslen mod Danmark mere en gentagelse af Den Kolde Krig, end det har været tilfældet længe. Interesserer du dig også for Danmarks sikkerhedspolitik – så læs med her på Olfi – og deltag i debatten.
Peter Ernstved Rasmussen er journalist og redaktør på Olfi. Foto: Poul Ernstved
Din invitation til at deltage på denne hjemmeside er nærmest grænsende til det pinlige. ”USA har en dialogbaseret udenrigspolitik” og russerne står som den store agressor. Magen til faktuelt vrøvl skal man lede længe efter.
Gennem de sidste to årtier har USA startet krige i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien med det formål at fjerne statsledere, som USA ansåg som en trussel mod deres tilgang til olie og herredømme i Mellemøsten. USA har ført an i en absurd krig mod terror, som har været med til at forvandle en flok skæggede mænd i afghanske huler til et verdensomspændende terrornetværk. Selvmordsbomber fandets ikke i Irak eller Libyen inden krigen mod terror blev indledt. Rusland har via FN sammen med Kina gjort hvad de kunne for at hindre krigsudgydelserne, men desværre uden held. Resultatet af USA (og vores) krigeriske fremfærd i mellemøsten er død, ødelæggelse, større terrortrussel samt millioner af mennesker på flugt. Intet af det, man har påstået at kæmpe for har man opnået. Vi påstår os kæmpe for demokrati og frihed og opnår lige det modsatte. Og dette samtidig med at vi allierer os med så udemokratiske og morderiske dikturer som Saudi Arabien og Egypten. USA har senest via terrorister, finansieret af Saudi Arabien og bevæbnet med amerikanske våben angrebet en suveræn stat, Syrien, officielt fordi man mener, at statslederen er en trussel mod sin egen befolkning. Det er ikke en legitim grund til at angribe og destruere et andet land. Det var det ikke i Irak og ej heller i Libyen. Russerne i Syrien er der på invitation af det officielle styre og deres tilstedeværelse er lovlig i henhold til international lov. Men russerne er nu en torn i øjet på den vesten, fordi de bomber vestens terriorister. Al Qaeda og ISIS er vestlige produkter og havde aldrig haft gang på jorden uden USA’s finansiering og bevæbning. Flere byer i Syrien er aktuelt blevet befriet fra terrorister, efter at russerne har brudt terroristernes forsyningslinier fra Tyrkiet.
Og ja, Rusland har anekteret Krim. Men det skete uden, at der blev løsnet et skud og efter en folkeafstemning, hvor 97 % valgte at tilhøre Rusland. What’s the problem there? Tænk om vesten kunne have agret lige så smidigt i løsningen af de etniske konfrontationer på Balkan i 90’erne. Og hvad angår russernes aggression rettet vesten, skal man ikke glemme, at USA’s forsvaarsbudget er ti gange større end Ruslands og større og større end de ni efterfølgende militærmagter tilsammen!! USA har 1000 militære baser i 156 lande rundt omkring i verden mod Ruslands baser i ti lande i Ruslands randzoner. Det er NATO, som udvider mod øst stik imod de aftaler, der blev indgået efter murens fald. Rusland er i praksis omgivet af Natobaser. Rusland er i knæ økonomisk og kan aldrig hamle op med vestens militærindustrielle kompleks. Trusselsbilledet rettet mod Rusland tjener kun til at legitimere yderligere vestlig aggression og oprustning. Der er kun en nation, som realistisk set er i stand til at opnå verdensherredømme. Og det er USA, som siden 2. verdenskrig har været indblandet i adskellige krige, orkestreret flere militærkup og den dag i dag via sit drone- og special ops-program udfører likvideringer af mennesker, som USA mener kunne være en trussel, uden bevisførelse eller retsag. USA er det eneste land som kan profitere af et genstartet våbenkapløb. Ja, dansk forsvarspolitik står over for mange udfordringer. Måske skulle vi i højere gard virke for fred og indtage en rolle som mægler i stedet for blindt at følge USA. Vi er en blandt kun fire andre nationer, som har deltaget i alle USA’s krige gennnem snart tyve år. Intet af det, vi søgte at opnå, har vi nået. Vi har brugt over 20 mia kroner, 42 soldater er døde, ti gange så mange lider af fysiske mén og i nærheden af tusinde lider psyksike men. Fire lande er bombet tilbage til stenalderen og udsigten til fred, demokrati, frihed og mindre terror er fjernere end nogensinde før. Når en strategi ikke virker, bør man sadle om.
Hej Claus. Tak for dit meget velargumenterede svar på min velkomst! Det er en yderst relevant diskusion, og du har mange rigtigt gode pointer. Jeg vil dog pointere, at jeg alene anfører i min velkomst, at Obama har valgt en langt mere dialogsøgende udenrigspolitik end sine forgængere (læs aftalen med Iran og manglende indgriben i Syrien trods en advarsel, som Assad brød). Det har åbnet døren for Putin, som ikke har været sen til at udnytte den. Vh, Peter
Hej Peter. Der er ingen bevis eller dokumentation for, at Assad brød en aftale. Desuden er der ingen som helst logik i, at han skulle have brugt kemiske våben, da det udelukkende ville have været til hans egen ulempe. Der er derimod mange indicier (og for den sags skyld også beviser for) på at kemiske våben blev affyret af oprørsstyrker. De havde alt at vinde på at sådant indgreb. Og fair nok – selvfølgelig er Obama langt at foretrække for hans groteske forgænger og krigsforbryder. Men Obama er også en majonet for CIA og Pentagon, men mere i det skjulte. Obamas drone-program et eksempel på dette. Det et brud på international ret at myrde mennesker uden bevisførelse og fremstilling for en domstol. Desuden har dronerne kun en træfsikkerhed på ca. 10%. I min optik har vi i den politiske debat alt for lidt fokus på de groteske handlinger, vi bakker op omkring og er en del af. Bombningen af Libyen har været en katastrofe, og krigen var som krigen i Irak baseret på løgne. Den egentlige årsag skal findes i Gadaffis planer om at nationalisere olien og handle den i Libysk valuta samt ønsket om at få adgang til hans guldreserver. Oplysningerne om et forestående folkemord var pure opspind, hvilket jo i dag bl.a. fremgår af Hillary’s offentliggjorte mails. Alt det, vi påstår at kæmpe for, mislykkes. Men ingen af de ansvarlige politikere er villige til at erkende det. Samtidig er det komplet uforståeligt, at netop de partier verden over, som allermest frygter muslimsk fundamentalisme og indvandring, er dem, som anbefaler flere flere jagerfly, flere bomber og mere død og ødelæggelse. Det er så selvmodsigende, at det skriger til himlen. Jeg synes, at et land som Danmark burde kunne stikke fingeren i jorden og frigøre sig fra det overordnede storpolitiske magtspil. Vi burde være dem, som viste vejen frem til fred og sameksistens og ikke dem, der blindt går våbenindustriens ærinde. Tænk et øjeblik på, hvor meget gavn de milliarder, vi overvejer at bruge på jagerfly, kunne gøre i form af fredsbevarende og humanitære indsatser. De milliarder vi har brugt i Afghanistan har være fuldstændigt spildte. Taliban besidder i dag større landområder end inden 2001, og antallet af civile dræbte i Afghanistan var højere i 2014 end nogensinde før 2001. Desuden kommer i dag 90% af verdens heroin fra Afghanistan, hvor 400.000 tons årligt lander i USA. Landet som holder Afghanistan besat!!! – – Som du nok kan fornemme, har jeg meget på hjertet. Jeg håber, at Olfi kan være med til at nuancere debatten og udvide fokus. Hvordan deltager man i øvrigt på debatsiderne?… Vh Claus
Du kan lige sende mig en mail på info@olfi.dk 🙂
I Afghanistan fører USA de militære operationer med tilsagn fra den afghanske regering og et FN-mandat – altså dels kollektivt selvforsvar og dels med mandat fra Sikkerhedsrådet.
I Pakistan sker de amerikanere operationer som kollektivt selvforsvar, da væbnede grupper i Pakistan angriber Afghanistan – endvidere tyder alt på den pakistanske regering i et eller andet omfang har tilladt de amerikanske operationer i al hemmelighed – Pakistan har i hvert fald ikke indbragt de amerikanske militære operationer i de rette internationale fora herfor, men begrænset sig til retoriske udfald i pressen, hvad mere synes at have til formål at hæve den amerikanske økonomiske bistand til Pakistan og positionere sig indenlandsk. Altså klart kollektivt selvforsvar på Afghanistans vegne og muligvis også på Pakistans vegne.
I Irak sker de amerikanske militære operationer med den irakiske regerings tilsagn – altså kollektivt selvforsvar på Iraks vegne.
I Yemen skete de amerikanske militære operationer med tilsagn fra Yemens daværende regering – altså kollektivt selvforsvar på Yemens vegne.
I Somalia sker de amerikanske militære operationer i overenskomst med den somaliske regering – altså kollektivt selvforsvar på Somalias vegne.
I Libyen skete de amerikanske militære operation med tilsagn fra den (da anerkendte) libyske regering – altså kollektivt selvforsvar på Libyens vegne.
I Mali skete de amerikanske militære operation med tilsagn fra den maliske regering – altså kollektivt selvforsvar på Malis vegne.
I Syrien sker de amerikanske militære operationer på Iraks vegne, da militante angriber Irak fra Syrisk område uden den syriske stat har even eller viljen til at bringe det til ophør – altså kollektivt selvforsvar på Iraks vegne.
Det var jus ad bellum – altså hvornår man må krige jf. FN-pagten – og her er ikke den store tvivl.
Når det så handler om jus in bellum – altså hvordan man må krige jf. den humanitære folkeret – så kan der i enkelte tilfælde selvsagt være tale om brud, fx. om proportionalitet eller fejl (sådanne findes givetvis, selvom jeg har ikke kendskab til et sådanne), men generelt er der intet til hindre for USA anvender målrettede angreb mod af den amerikanske regering særligt udvalgte militante ledere, og regner våbenføre mænd i deres følge som lovlige mål, og registrerer dem som EKIA (dræbte fjender) ved nedkæmpelse med mindre andet taler herfor – hele debatten om “henrettelser uden dom” hviler på den fundamentale fejlopfattelse, at her er tale om straf, ikke nedkæmpelse af fjenden under væbnede konflikt – og den lærde debat i USA herom står da også mere om det forhold, at præsidenten fører krig uden kongressens tilsagn end at nedkæmpelse af fjenden under krig kræver rettergang og dom i hvert enkelt tilfælde.
Sikke et naivt verdensbillede du holder dig, Hyldahl, hvortil kommer faktuelle fejl i din historieudlægning.
At USA har begyndt 4 krige de sidste 20 år holder ikke – Irak ’03 var en fortsættelse af Golfkrigen, eftersom Saddam brød våbentilstandsaftale, resolution 687, hvad eksplicit fremgår af sikkerhedsrådets resolution 1441, hvorved magtanvendelsesmandatet, res 768, finder virkning – krigen blev begyndt af Saddam.
Hvad angår Afghanistan – så falder interventionen ind under FN’s art. 51 og dens bestemmelse om selvforsvar, eftersom angrebet på USA den 9. sep. 2001 udgik fra Afghanistan, der endvidere skete i en igangværende konflikt i landet – USA begyndte der
Med hensyn til Libyen – så blev krigen i Libyen blev ikke begyndt af USA, men med oprøret mod Gaddafi-regimet – den internationale intervention havde et FN-mandat, altså såvel Kinas som Ruslands støtte.
Når det kommer til Syrien – så begyndte konflikten længe før USA’s begrænsede intervention – sådan forholder sagen sig.
Din motivanalyse lider under din ringe virkeligheds- og begrebsforståelse – USA ønsker ikke at krige sig til herredømmet over Mellemøsten, men har søgt at fremme kredsen af liberale demokratiers internationale orden – og Rusland og Kina har ikke søgt at holde freden, men søgt at varetage deres egne interesser i regionen og verden i øvrigt, hvor militære magtmidler tages i anvendelse i det omfang det hhv. autoritære Rusland og diktatoriske Kina finder det gavnligt – at beskrive Rusland og Kina som fredsduer, mens USA skulle være krigsgal er en latterlig karikatur.
Ingen tvivl om, at det er det billede vi i vesten gerne vil tegne af os selv i retfærdiggørelsen for mord på millioner af uskyldige mennesker. Men uanset motiver, hvordan synes du så selv strategien virker? Og hvis du selv dykkede lidt dybere ned i motiverne til angrebet på Libyen, vil du finde ud af at, den som den anden Irak krig var baseret på løgne – i dette tilfælde om Gadaffis forestående massemord på egen befolkning. Vestlige efterretningstjenester er eksperter i at fremelske og opfinde trusselsbilleder og lige så gode til at få verdenssamfundet med sig. Jeg giver ikke meget for UN resolutioner, som baserer sig løgne. Resultatet – uanset løgn eller tvivlsomme motiver – ses tydeligt idag: Et Mellemøsten i total opløsning, millioner uskyldige døde eller på flugt, øget terrortrussel og ingen udsigt til mere demokrati eller forbedrede menneskerettigheder. De eneste, der profiterer er våbenproducenterne.
Vesten har ikke begået mord på millioner uskyldige – interventionen i den afghanske krig i 2001 medførte en betydelig socio-økonomisk udvikling, som har ført til et betydeligt fald i dødelighed i landet – blot faldet i børnedødelighed på omkring 90.000 overstiger langt de civile tab.
I Irak var det overvejende ikke vestlige styrker, der ramte civile – men civile tab i en intern sekterisk konflikt, hvor parterne målrettede gik efter civile – og denne konflikt blev ikke skabt af USA fjernede Saddam-regimet. Saddams fald skabte blot et handlerum for irakerne – som de desværre brugte til at tage endnu en runde i den omkring 1400 år gamle konflikt mellem sunnier og shiaer.
Interventionen i Libyen har ikke medført nævneværdige civile tab – de civile tab udspringer af deres interne striderheder – som pågik før den internationale intervention og fortsætter efter.
Men jeg er enig i – at de seneste års vestlige interventioner overvejende ikke har haft de ønskede resultater – årsagerne hertil skyldes primært den manglende vestlige vilje til at tage de nødvendige midler i brug for at påtvinge samfund vores vilje – samt et urealistisk syn på de kultursamfund det omhandler – efter den indledende militære succes har gjort missionen til nationsopbygning.
At foresille sig, at man gennem at bombe et land sønder og sammen og destruere al civil infrastruktur opnår farbar vej til skabelse af demokrati og stabilitet, forekommer så naivt, at det er svært at tro på. Selv om de vestlige krigsførende nationer ikke har alle uskyldige liv på samvittigheden, bærer de skylden for at blande sig i andre landes indre anliggender med katastrofale følger. I min optik har man haft til hensigt at destabilisere den arabiske verden og eliminere dens trussel mod Israel. Endvidere havde man formentlig håbet på bedre kontrol med olien. Men meget er gået galt. Der har været en anspændt situation mellem sunnier og shiaer i århundreder. Nu har vi smidt en tændstik ned i krudttønden.
Og hvad angår dødeligheden bland civile i Aghanistan var den på det højeste i 2014 siden invasionen. Socio-økonomisk går det bedre i dag, fordi Afghanistan står for produktionen af 90% af verdens heroin, hvor hundrede tusinde tons eksporteres til USA årligt. Hurra, hvor det går.
Men ingen tvivl om, at vi på flere områder ser meget forskelligt på tingene.
Man har ikke bombet landene sønder og sammen – og i Afghanistan, Irak og Libyen pågik der væbnede konflikt før USA greb ind i 2001, 2003 og 2011 – Taliban lå i krig med Nordalliancen, Saddamregimet i krig med såvel kurderne som shiaerne i syd og i Libyen pågik der åben borgerkrig.
Man blandede sig altså ikke i velfungerende og fredelige stater, men stater, der enten udgjorde en trussel mod den internationale fred og sikkerhed eller deres egen befolkning. Og intet tyder på hensigten var en generel destabilisering af den arabiske verden – USA er i allianceforhold med en pæn del af den – og kontrol over olien opnås ikke gennem militær indgriben. Det er jo ikke sådan, at USA røver olien eller andre ressourcer i de lande USA griber militært ind i.
Hvad angår Afghanistan – så er den voldsomme socio-økonomiske udviking ikke forbundet med opiumhandlen, den havde man også i 90’erne, men en kæmpe international bistandsindsats på en række områder i Afghanistan – som fulgte men den militære intervention.
Det kan også tilføjes til rekorden – på 3545 omkomne civile i 2015 – at den opnås efter ISAF-missionen er lukket ned til fordel for en lille støttemission, der ikke aktivt deltager i kamphandlingerne.