spot_img

Velkommen om bord på OLFI

Kære læser,

Det er mig en stor glæde og fornøjelse endelig at kunne byde dig velkommen om bord her på Olfi. For at være helt ærlig er etableringen af Olfi en gammel drøm, som jeg har puslet med i mange år. En drøm, som langsomt har udviklet sig til i dag at blive en realitet.

Andre steder på Olfi kan du læse mere om, hvorfor jeg mener, at der ikke bare er et behov, men også et marked for et nichemedie som Olfi. Det skal jeg ikke trætte dig med her. Blot vil jeg orientere dig om, at der er rigeligt at tage fat på.

Forsvars- og sikkerhedspolitikken befinder sig i øjeblikket i en slags vakuum. Såvel i partierne som i Udenrigsministeriet, udenrigstjenesten, Forsvarsministeriet og Forsvaret venter alle på to rapporter, som vil få afgørende indflydelse på Danmarks forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik i de næste mange år frem i tiden. Rapporten om Arktis har været undervejs i flere år, og den forventes at blive lanceret foråret omtrent samtidig med, at regeringens gransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, offentliggør sine anbefalinger til en samlet strategi for Danmarks udenrigs-, forsvars-, udviklings-, og handelspolitik en gang i maj.

Herudover skal politikerne i løbet af foråret beslutte sig for, hvilken type kampfly Danmark skal investere et gigantisk beløb i. Anskaffelsesprisen er så høj, at forsvarsminister Peter Christensen (V) ikke kan garantere, at købet overhovedet bliver til noget, hvilket han åbenhjertigt forklarer i sit interview med Olfi. Hvis du ønsker mere viden om den sag, kan du læse min analyse andetsteds på Olfi.

Senere på året følger købet af nye artilleripjecer, og til sommer skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med de øvrige regeringschefer fra Natos medlemslande på Natos topmøde i polske Warszawa beslutte sig for en fælles vej til at imødegå den voksende trussel fra Rusland. Der bliver nok at tage bestik af med Ruslands engagement i Syrien, optrappede konflikt med Nato-landet Tyrkiet og ikke mindst raslen med atomvåben. Senest tydeliggjort med beslutningen om at opbygge tre brigader rettet mod Vesten, hvoraf den ene vil være atomar.

I slutningen af året begynder forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Forsvarsministeren lufter allerede i sit interview med Olfi en række tanker, som han og regeringen gør sig forud for forhandlingerne. Blandt andet at Dansk Folkeparti kan glemme alt om nye ubåde, ligesom Peter Christensen i det kommende forlig lægger op til ro omkring Forsvarets struktur – læs her kaserner og etablissementer. Derudover skal politikerne finde ud af, hvordan Danmark vil imødegå den voksende trussel fra øst. Forsvarsministeren lægger ikke skjul på, at den vigtigste opgave bliver deltagelse i Natos nye reaktionsstyrke mod øst og deraf en styrkelse af Forsvarets dybde, så vi kan være ude i længere tid med flere soldater – heri indregnet flere teknikere og mekanikere til alle tre værn.

Og så er der alt det løse. Spørgsmålet om at uddanne og ansætte en besætning til den tredje fregat, overvejelser om installation af missiler på fregatterne, eventuelt indkøb af sonar til de nye søbaserede Seahawk-helikoptere, hvor den første lander i Danmark omkring april. Hæren skriger på nye køretøjer efter mange års slid i ørkensandet både i Irak og Afghanistan, og så er der lige det ømtålelige spørgsmål om den fysiske sammenlægning af officersskolerne. Hvis ikke Tredje Verdenskrig bryder ud før, kunne det ske, hvis regeringen vælger at afhænde Frederiksberg Slot og samle skolerne i et campusmiljø på Svanemøllens Kaserne.

Det var bare et lille uddrag af menukortet de kommende måneder her på Olfi. Men allerede i dag kan du få en forsmag på, hvad Olfi er for en størrelse. Ud over interviewet med Peter Christensen må du ikke snyde dig selv for at læse interviewet med den gamle koldkriger og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Han har nogle interessante tanker omkring den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, som du også kan høre ham selv forklare i denne video-bid fra mit interview. I morgen får du den store baggrundshistorie om udsendelsen af “Olfert Fischer” til Golfen, og hvad den kom til at betyde for udviklingen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Video: Kom og vær med til at styrke debatten

Det er mig samtidig en meget stor fornøjelse at kunne byde velkommen til professor Sten Rynning og hans hold af forskere ved Center for War Studies (CFW) på Syddansk Universitet. Både han og jeg ser en stor fordel i det samarbejde, som jeg er både beæret og meget taknemmelig over at have indgået. Fremover vil forskerne fra CFW berige Olfis læsere med analyser af den sikkerhedspolitiske situation i takt med, at de offentliggør forskning på området og i øvrigt har viden at bidrage læserne med. Allerede i dag kan du læse Sten Rynnings analyse om den stresstest, som regeringen udsætter sig selv for med udpegningen af Peter Taksøe-Jensen som enmandshær på udenrigspolitikken.

De faglige organisationer spiller en vigtig rolle i debatten om Forsvarets fremtid. Jeg er derfor glad for, at Jesper K. Hansen som formand for CS sparker liv i debatten om værnepligten med sit debatindlæg. Og så må vi ikke glemme gamle oberst Møller. Han svinger i et bidende læserbrev pisken over Forsvarets indgåelse af en aftale med Kammeradvokaten, som Olfi formentlig må tage under journalistisk behandling senere, hvis ikke andre medier griber fat i den historie inden.

Slutteligt vil jeg sige, at du formentlig vil opleve besynderligheder i layout, typografi, annoncer, forkerte bylines og des lige. Måske vil du også støde på annoncer, som virker useriøse og fjernt fra din profil, men dem skal vi nok få ryddet ud i! Siden er responsive, som det hedder på internationalt, hvilket betyder, at den tilpasser sig den platform, som du læser Olfi på. Computer, laptop, tablet eller telefon. Men giv gerne et pip, hvis noget ser helt håbløst ud. Det hele bliver dog noget lettere at justere og rette til, når først siden er online og ikke gemt bag en mur. Jeg arbejder på sagen og håber ikke, at det skræmmer dig væk.

Under alle omstændigheder skulle du hermed have fået serveret nok viden, indsigt og underholdning til en stille stund i løbet af dagen. Og vend gerne tilbage, for jeg håber på at se dig igen. For sikkerhedens skyld.

Velkommen til Olfi!

/Ernstved

Læs også: “Nyt medie om dansk forsvars- og udenrigspolitik”

Peter Ernstved Rasmussen er journalist og redaktør på Olfi.
Peter Ernstved Rasmussen er journalist og redaktør på Olfi.

Andre læste også

Piloters »skelsættende« bekymringsbrev bør tages alvorligt, mener eksperter

Abonnement
Det bør mane til eftertanke, når 30 yngre piloter i Flyvevåbnet ser sig nødsaget til at henvende sig direkte til forsvarsministeren med bekymringer om uddannelsesniveauet. Det mener flere eksperter, som understreger, at piloternes pointer er legitime og velbegrundede. En af dem er tidligere forsvarschef Christian Hvidt, som kalder brevet...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
SSR
Læser
SSR
22. februar 2016 16:26

Velkommen til som medie, med fokus på dansk forsvars- og udenrigsstof!