Inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg gerne byde olfi.dk varmt velkommen til verden. Det er et glimrende initiativ, for der er altid brug for konstruktiv, uafhængig og offentlig debat af vores forsvars- og sikkerhedspolitik.

Som en dåbsgave til det nye netmedie vil jeg åbne en debat, der traditionelt deler folk i to lejre:

Værnepligt.

Enten er man tilhænger, eller også ønsker man den afskaffet. Sådan er det også blandt politikerne, og derfor kan værnepligten igen blive et varmt emne når forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig inden længe skydes i gang.

Efter en årrække med konstante nedskæringer er det tid til at se på, hvordan værnepligten kan styrkes. Forsvaret er samfundets ultimative sikkerhedsnet, men det er i knæ. Hæren, flyvevåbnet og søværnet har store udfordringer med at fastholde og rekruttere, og det har en indirekte indvirkning på forsvarets evne til at løse sin opgave.

Der mangler soldater, og det danske forsvar er efterladt uden dybde. Jeg har tidligere kaldt forsvaret en kolos på lerfødder, og det er stadig et meget godt billede af den aktuelle situation. Der er ikke folk nok til at være alle de steder, politikerne kræver, at vi er, og der er ikke folk nok til, at vi samtidig kan holde os tilstrækkeligt skarpe på de professionelle militære dyder, vores allierede anerkender os for.

Værnepligten er helt afgørende, fordi det er forsvarets absolut bedste rekrutteringsgrundlag. Jeg ser gerne, at forsvaret igen begynder at indkalde flere end de 4.200 værnepligtige, der indkaldes i dag, og at de indkaldes i længere tid end fire måneder. Men samtidig skal vi så åbne op for, hvordan vi styrker indholdet af den militære grunduddannelse, som værnepligten er.

For antal gør det ikke alene. Hvis vi skal have de unge til at ville værnepligten, skal det give mening for dem – også selvom den unge måske ikke ser sig som soldat i fremtiden. Ellers forstår den unge mand eller kvinde ikke, hvorfor han eller hun er der. Vi skal væk fra, at værnepligten opfattes som spild af tid og som en unødvendig stopklods for uddannelse eller arbejde.

Vi kan med fordel hente inspiration hos vores nordiske naboer. I Norge har man i øjeblikket fokus på at forbinde værnepligten med muligheder. Både militære og civilt. Her indkaldes i sidste ende knap 8.000 værnepligtige til 12 måneders tjeneste, og al uddannelse under tjenesten tilstræbes af have både militær og civil værdi.

Gennemført militærtjeneste giver 2 såkaldte tillægspoint, som kan anvendes i det civile uddannelsessystem, ligesom det er muligt at tage eksamener under sin militærtjeneste, der er kompetencegivende i det civile uddannelsessystem helt op på universitetsniveau.

Den norske model er ikke perfekt. Eksempelvis er antallet der tager eksamenerne lavt, og nordmændene peger selv på, at det enten skyldes, at de værnepligtige ikke oplever fagene som relevante eller at de netop er værnepligtige for at få et fri-år fra studier. Men ordningen har potentiale, hvis den forankres i den praktiske soldaterhverdag.

Værnepligten skal ikke forbindes med begrænsninger men i stedet med muligheder. Både for samfundet og forsvaret, men også for den enkelte mand eller kvinde. (Og nu vi er ved det, er det måske på tide at indføre værnepligt for kvinder på lige fod med mænd)

Værnepligten sikrer de bedst mulige ansatte i forsvaret, og så er holdene af værnepligtige også vigtige for vores unge befalingsmænd, når dr skal have erfaring i at føre og befale.

Ved de seneste forlig har udfaldet desværre været det samme; Værnepligten er reduceret til et simpelt spørgsmål om økonomi. Et spørgsmål om ”hvor mange”, eller rettere hvor få, forsvaret kan klare sig med.

I det gældende forsvarsforlig blev partierne i det mindste enige om at fastholde værnepligten, men antallet af værnepligtige blev reduceret fra 5.000 til 4.200.

I dag er 97 pct. af de værnepligtige frivillige. Det er selvfølgelig positivt, at dem der er her, gerne selv vil det. Men det betyder samtidig, at en meget stor del af hver eneste ungdomsårgang stort set ingen berøring får med forsvaret, og det vil være med til at øge afstanden mellem verdenerne inden for og uden for hegnet.

Værnepligten er medvirkende til at forankre forsvaret i samfundet.

Forsvaret er engageret i mange internationale operationer, og for at disse kan vinde accept i befolkningen er det afgørende, at samfundets opfattelse af forsvaret er positiv, og det skaber vi blandt andet ved, at så store dele af samfundet som muligt har en form for berøring med forsvaret.

Det er selvfølgelig også en mulighed helt at hoppe i den anden lejr og afskaffe værnepligten. Det bedste forsvar er vel et professionelt forsvar?

Der kan vi se til Sverige, som afskaffede værnepligten i 2010. Siden har svenskerne oplevet enorme problemer med at rekruttere til forsvaret. I dag mangler der 7.500 soldater fordelt over hele forsvaret. Det svarer til cirka halvdelen af hele Sveriges forsvar, og hullerne fyldes af tidligere værnepligtige, men det er ikke en holdbar løsning.

Afskaffelsen af værnepligten kritiseres for at være en langt dyrere løsning end forventet, og svenskerne er derfor også ved at se på, hvordan værnepligten kan genindføres for at genstarte rekrutteringen, og den idé støttes af hele syv ud af ti svenskere.

Værnepligten i Danmark er nedskrevet i Grundloven, og derfor meget vanskelig helt at afskaffe. Men jeg mener heller ikke, at den nuværende minimums-løsning gavner hverken forsvaret, samfundet eller den enkelte værnepligtige.

Lad os skabe forbedringer der, hvor vi kan.