Regeringen stresstester sikkerhedspolitiken

Professor Sten Rynning er leder Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Foto: SDU

Danmark får snart sin udenrigs- og sikkerhedspolitik stresstestet. Det sker fra og med maj måned, når ambassadør Peter Taksøe-Jensen offentliggør den udredning, som Løkke Rasmussen regeringen satte i værk i september sidste år, og som skal ”præsentere et samlet strategisk bud på kerneopgaver og prioriteter til fremme af Danmarks interesser”. Humlen til strid og dermed stresstest ligger i denne formålsparagraf og især vægtningen af de nationale interesser.

Selvom den kan forekomme ligetil og let, så er den nationale interesse både kontroversiel og svær. Den handler om nationen—om nationen set i forhold til andre nationer og grupper i det internationale samfund. Danmark skiller sig ud, og Danmark har særlige interesser, man ikke bare kan få varetaget andre steder.

Det er ellers gået hen og blevet næsten populært at antage, at Danmarks interesser kan ”downloades” fra den internationale arena. Årsagen er ikke mindst globalisering. Klima, terror, fattigdom, menneskerettigheder, kapitalbevægelser, ny teknologi og sygdomme—alt sammen bevæger sig på tværs af grænser med en hast og kraft, som gør, at små lande som Danmark tilsyneladende må satse på kollektive løsninger. Danmark skal netværke og komme med særligt spændende idéer for global management.

Den nationale interesse tager netop ikke udgangspunkt i denne dramatiske fortælling om globaliseringens primat. Den tager udgangspunkt i nationen. Den anerkender globalisering som et fænomen, men den downloader ikke interesserne. Disse skal defineres i nationens hovedstad, i København, og de skal graderes. Hvad er vitalt for Danmark? Hvad er strategisk vigtigt? Og hvad er bare vigtigt?

Når man laver denne øvelse—hvilket i bund og grund er Taksøe-Jensens opdrag—så inviterer man til en knibetangsmanøvre fra kritikere. På den ene flanke vil komme globaliseringsentusiaster, som mener, at nationen er passé, og at problemerne og udfordringer er så store, at fremtiden nødvendigvis må være global. Deres virkelighedsbillede ganske enkelt er radikalt anderledes end det, som ligger i opdraget fra regeringen. På den anden flanke vil komme alle de, som får deres aktiviteter og interesser flyttet ned i kassen med ting, som ”bare” er vigtige. De kan godt regne ud, at de vitale og strategiske interesser vil løbe med pengene og den politiske interesse, og de vil kæmpe for at flytte op ad rangstigen.

Kampen om rangstigen bliver kun intensiveret af, at Taksøe-Jensen også skal bidrage til at fremme såkaldt samtænkning—altså samspillet mellem instrumenterne i Danmarks værktøjskasse (fra diplomati og militær til bistand og handel). Tænk tanken: hvis den vitale interesse overvejende er af sikkerhedspolitisk karakter, så skal bistand og handel bidrage hertil. Bistand kunne altså ende i en situation, hvor den ikke skal følge et mål om at bekæmpe fattigdom men være et led i en sikkerhedspolitisk indsats. Kombinationerne er mange, men de er alle lige vanskelige: alle vil være høvdinge; ingen vil være indianere.

Det letteste for regeringen vil være hoppe med på globaliseringstoget. Så bliver alt muligt—for alt bidrager til det globale kollektiv. Bistandssektoren kan så fokusere på fattigdomsbekæmpelse; eksportfremme på markeder; og diplomater på nedrustning. Alt er vigtigt, og samtænkningen kan efterrationaliseres. Men nu har regeringen altså lagt en anderledes dagsorden på bordet, og hermed kommer stresstesten.

Det første stresspunkt vil gælde regeringens vilje til at følge op på sin egen dagsorden. Den kan vælge bare at tørre kritik af på Taksøe-Jensen og dræbe hele dagsordenen. Taksøe-Jensen står som ene forfatter til udredningen—et set-up som naturligvis ikke tilfældigt fritager regeringen for ansvar i første omgang. Bliver kritikken overvældende eller bare ubelejlig, så kan regeringen med relativ lethed springe fra sin dagsorden.

Det næste stresspunkt vil gælde Folketinget, som skal understøtte dannelsen af en national interesse. Denne falder som nævnt ikke ned fra himmelen: den skal defineres i hovedstaden og forudsætter derfor en bred politisk forankring. Ikke i sin konkrete udformning, som er regeringens ansvar, men selve processen. Den skal forankres i Folketinget. Regeringen bør f.eks. fremlægge sin nationale sikkerhedsstrategi for Folketinget, og Folketinget bør vurdere og kritisere. Hvis der er flertal for denne model, så rodfæstes interessedannelsen i det politiske system. Regeringer og flertal vil skifte, de konkrete strategier vil skifte, men strategidannelsen og debatten vil være konstant.

Det tredje stresspunkt gælder alle os med en stemme i den danske opinion. Kan vi acceptere, at danske interesse defineres af os danskere og ud fra de værdier, vi nu engang har og fremhæver? Sagt med andre ord, kan vi acceptere, at vores interessedannelse er grundlæggende national og normativ, og at sådan må det være? Eller foretrækker vi at appellere til interesser, som er større og mere almene—menneskerettigheder, konventioner, normer—som kan downloades, og som er mere behagelige på den måde, at de ”objektivt” kommer til os og fritager os fra interessedannelsens normative ansvar?

Regeringen har med opdraget til Taksøe-Jensen indikeret, at den er klar til at bevæge nationen igennem alle tre stresspunkter. Snart får vi at se.

Inspektionsfartøj P570 Knud Rasmussen ved Grønlands kyst 26. oktober 2011. Foto: Jona Astrid Lambastein/Flyvevåbnets Fototjenste
Inspektionsfartøj P570 Knud Rasmussen ved Grønlands kyst 26. oktober 2011. Foto: Jona Astrid Lambastein/Flyvevåbnets Fototjenste
Kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here