Sagen om udsendelse af et dansk mobilt luftoperationscenter til Nordafghanistan har ikke gavnet tilliden mellem Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, som ifølge eksperter er gået fra slem til værre.

Når en ny forsvarschef om nogle uger bliver udnævnt, vil denne få hårdt brug for de efterspurgte kvalifikationer.

»Den kommende forsvarschef forventes at besidde særdeles gode og klare kommunikationsevner,« stod der i Forsvarsministeriets stillingsopslag, som man kunne læse i diverse dagblade:

»Hertil kommer, at der er iværksat et arbejde, hvor forsvarets øverste ledelse må forventes at skulle gennemgå en omfattende modernisering og effektivisering med henblik på at imødegå fremtidens krav.«

Stillingen blev slået op den 29. januar, og siden er tilliden mellem forsvarets øverste ledelse og Forsvarsministeriet kun gået fra slem til værre – kulminerende med en redegørelse til Folketinget i denne uge om udsendelsen af et dansk mobilt luftoperationscenter til Nordafghanistan. Stillingsopslaget var bare begyndelsen og varslede sammen med ministerens planer om at lægge Forsvarskommandoen ind i Forsvarsministeriet i sig selv forandringer. Aldrig før var jobbet som forsvarschef slået offentligt op i dagbladsannoncer, og som ny forsvarsminister lagde Nick Hækkerup (S) ikke skjul på, at den proces varslede en ny og moderne tilgang til ansættelsen af den øverste militære chef i Danmark.

»Nu handler det om at skabe forhold, så vi kan være sikre på, at det er den bedste, vi får,« sagde han dengang til Politiken.

I forsvaret opfattede mange denne tilgang til jobbet som forsvarschef med dyb mistro. Ikke mindst da det siden kom frem, at direktører med reserveofficerbaggrund var blevet opfordret til at søge stillingen. I officerkredse undredes man over, at forsvarsministeren tilsyneladende forventede, at en ung virksomhedsleder kunne indtræde som forsvarschef og begå sig internationalt uden at have gjort karriere den klassiske vej – og derigennem vist sit værd. En rundringning foretaget af Berlingske Tidende viste da også efter ansøgningsfristens udløb, at der blandt de oplagte kandidater af to- og trestjernede generaler kun er chefen for Flyvetaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, som mulig ansøger. Uden for referat forklarede topofficererne deres manglende ansøgninger med, at en ansøgning ikke gav nogen mening, når forsvarsministeren fandt forsvarets øverste ledelse for »rådden«.

Generalløjtnant hængt til tørre

Årsagen skulle findes i en sag, som dukkede op på forsiden af Politiken den 8. februar – omtrent en uge efter, at stillingen som forsvarschef blev slået op. Her kunne man læse, at Danmarks militære repræsentant i Nato, generalløjtnant Poul Kiærskou, i sin tid som chef for Hærens operative Kommando (HOK) »gav ordre til, at Folketinget skulle have fejlagtige oplysninger om antallet af fanger, som danske soldater havde taget under krigen i Irak«. Efterfølgende talte Enhedslistens Frank Aaen om, at sagen viste, at forsvarets øverste ledelse var »rådden«.

Men det, som offi-cererne bed mærke i, var, at forsvarsministeren ikke sagde ham imod. Og i TV Avisen svarede Nick Hækkerup afvigende, da han blev spurgt, om han havde tillid til Poul Kiærskou, som er nummer tre i forsvarets hierarki og ind til sagen betragtet som en af favoritterne til stillingen. Nu havde ministeren indledt en personalesag mod ham. Sagen er stadig under udredning, men kilder i forsvaret forventer, at den ender med en undskyldning til Kiærskou.

Stik imod Natos anbefalinger

I denne uge blev forholdet kun værre. Søndag kunne Morgenavisen Jyllands-Posten afdække, hvordan Forsvarsministeriet stik imod Natos, de allierede lande i Afghanistan-styrken ISAF’s, amerikanernes, briternes og Forsvarskommandoens militære anbefalinger sendte et dansk mobilt luftoperationscenter til Nordafghanistan.

Embedsmændene i Forsvarsministeriet havde selv kastet luftoperationscenteret på bordet i forhandlingerne om Helmand-planen. Men breve fra daværende forsvarschef Knud Bartels dokumenterede, hvordan Nato og ISAF i stedet ønskede landmilitære soldater indsat til kapacitetsopbygning i Helmand, og at opgaveløsningen i Nordafghanistan blev varetaget af »andre ressourcer«. Udsendelsen ville stik imod intentionerne med Helmand-planen sprede de danske styrker over fire regioner og lægge »et yderligere pres på det i forvejen begrænsede Inter Theatre Transportation System« og den danske logistikstruktur i ISAF.Gitte Lillelund Bech (V) fortalte, at hun som daværende forsvarsminister ikke var informeret om, at »ISAF ikke ville have et mobilt luftoperationscenter«.

Noget tydede på, at Forsvarsministeriets departementet og departementschef Lars Findsen havde forholdt politikerne de militære advarsler og anbefalinger. Efter at have undersøgt sagen i en uge afleverede Nick Hækkerup fredag en redegørelse om sagsforløbet til Folketingets Forsvarsudvalg og Udenrigspolitisk Nævn. I redegørelsen understregede ministeren, at alt var forløbet efter bogen. Nato havde oprindeligt ønsket radaren, og det havde samarbejdspartnerne i Afghanistan også.

»Da forsvarschefens oplysninger kom ind i departementet, tjekkede man det med USA og briterne. Der var tilbagemeldingen den modsatte. Vi har i ministeriet dokumentation for, at Nato, briterne og amerikanerne efterspurgte luftoperationscenteret,« sagde Nick Hækkerup torsdag aften og forklarede om forsvarschefens breve:

»Det var ikke ond vilje. Jeg tror bare, at forsvarschefen havde nogle ønsker, hvor politikerne så havde nogle andre ønsker.«

Fejl bliver tørret af på forsvaret

Officererne troede ikke deres egne ører. For det første udstillede forsvarsministeren den tidligere forsvarschef som en person, der ikke kunne finde ud af sende korrekte svar til ministeriet. For det andet blev han skudt i skoene, at han havde personlige »ønsker« og interesser om at sende danske soldater i krig. Den slags siger man ikke om en officer, som bestrider stillingen som chef for Natos forsvarschefer – og som gennem hele sin karriere har optrådt 100 pct. loyalt over for den demokratiske proces.

Det, Bartels skrev til Forsvarsministeriet gennem tre breve i 2011, var fagligt begrundede militære anbefalinger, advarsler og råd. Intet andet, mener flere officerer, som Jyllands-Posten har talt med.

»Der hersker dyb mistillid mellem Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.Og det er vel at mærke på niveauet over kontorchef. Alle bommerter, fejl og tåbeligheder bliver tørret af på Forsvarskommandoen og forsvarschefen. Eksemplet med luftoperationscenteret er enestående,« siger en officer i Forsvarskommandoen.

Sagen underbygger ikke tilliden

Jens Ringsmose er lektor på Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Han forstår officerernes frustrationer.

»I forsvaret vil mange nå til den slutning, at sagen med luftoperationscenteret er et glimrende eksempel på, at den er mindst lige så gal i ministeriet, som den er gal i Forsvarskommandoen. Stemningen mellem ministeriet og kommandoen er blevet yderligere anspændt. Mange i forsvaret føler, at de har svært ved at svare igen på al kritikken. De kan ikke gå offentligt ud og lufte deres frustrationer. Officererne parerer ordre, og det skal de også. Men sagen er ikke med til at underbygge tilliden, og den bekræfter dem i deres opfattelse af, at ministeriet ikke lytter til militærfaglige vurderinger,« siger Jens Ringsmose.

Peter Viggo Jakobsen er lektor på Forsvarsakademiet. Han forstår lige som sin forskerkollega i Odense officerernes frustrationer.

»Når man har fulgt debatten om forsvaret hen over den seneste halvanden måned, kunne man få det indtryk, at Danmark bliver styret ligesom i Pakistan, hvor der sidder et forsvar og bestemmer hen over hovedet på politikerne. Men det er altså ikke et billede, som jeg kan genkende. Jeg ser i stedet et forsvar, som langt hen ad vejen prøver at gøre det, som de politiske chefer gerne vil have,« siger han.

Officerer glæder sig over radaren

Af samme årsag mener Peter Viggo Jakobsen, at mange officerer ser med tilfredshed på den seneste sag om udsendelsen af luftoperationscenteret.

»Sagen viser, at der er nogle relationer mellem forsvaret og ministeriet, som ikke er de bedste i verden. I forsvaret glæder nogle sig bestemt over, at denne sag endelig viste, at det ikke kun er i Forsvarskommandoen, at de har jord i hovedet. Her er man træt af det billede, som er blevet tegnet i medierne, at kun de uniformerede soldater og officerer begår fejl, og hvis bare vi får fjernet Forsvarskommandoen, er alle problemer løst,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Om den aktuelle sag siger han:

»Det her skete inden luftkrigen mod Libyen, og dengang i 2010 var det for Flyvevåbnet magtpåliggende at få noget udsendt, så det ikke blev taberen i spillet om de fremtidige besparelser på 3 mia. kr. i forsvaret. Det kunne ikke få dets F-16 til Afghanistan, og derfor ville Flyvevåbnet selvfølgelig gerne have radaren af sted. Hvis der sidder en flyverofficer inde i Forsvarsministeriet og får at vide fra forsvarschefen, at der ikke er brug for radaren, kan han bare ringe til nogle andre i Nato. Jeg garanterer dig for, at hvis du spørger på den rigtige måde, kan du altid få det svar, som du gerne vil have. Jeg ved ikke, hvad der er sket i den pågældende sag.Men jeg kan sagtens se, at alle parter godt kan have ret i det, de siger,« mener Peter Viggo Jakobsen.

Spørgsmålet er nu, hvordan forsvaret og Forsvarsministeriet kommer videre? Jens Ringsmose i Odense har et bud: »Hvis tilliden skal genoprettes, vil man gerne opleve en minister, som vil afmontere billedet af forsvaret som båret af råddenskab,« siger Jens Ringsmose.

Denne artikel blev bragt i Jyllands-Posten 18. marts 2012.