BLOG: Bornholm er et strategisk nøglepunkt i Østersøen, som vi skal forsvare. Men det giver langt bedre mening at styrke infrastrukturen til og på Bornholm end at opruste med militære styrker, skrev Niels Klingenberg efter Folkemødet i juni 2017. De seneste hændelser gør bloggen fra arkivet aktuel igen.
De seneste hændelser med sabotagen mod gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i september, strømafbrydelser og GPS-forstyrrelser gør, at denne blog fra 2017 atter er så aktuel, at den med fordel kan læses igen. I hybridkrig er resiliens og beredskab en meget vigtig del af nationens samlede forsvar. Derfor skal Bornholm stadig forsvares med gær, internet, gratis fly – og kærlighed. Intet har ændret sig siden 1945, 1986 og 2017.
*
Den pensionerede general og koldkrigshistoriker Michael Clemmesen skrev i en kronik i Jyllands-Posten den 12. juni (2017), at Danmark burde etablere et rigtigt forsvar på Bornholm med rigtige hærstyrker, fordi øen er nøglen til Østersøen – i hvert fald i den forstand, at dens besiddelse er central for Vestens evne til at kunne forstærke de baltiske lande i tilfælde af en krise med Rusland.
Clemmesen påpeger, at øen historisk set har haft en nøglebetydning i Østersøen, og at russiske amfibiestyrker i Kaliningrad kan anvendes enten mod Bornholm eller Gotland. Han hæfter sig ved, at svenskerne har indset truslen og nu forstærker det militære forsvar af netop Gotland. Han konkluderer meget korrekt, at den nuværende garnison på Bornholm i form af opklaringseskadronen, mere handler om offentlige arbejdspladser og lokalpolitik, end den handler om en militærfaglig vurdering.
Læs også: Claus Hjort Frederiksen: “Rusland er en diktaturlignende stat”
Faktisk siger han, at forsvarschefen helst så, at der intet militært var på Bornholm. Men ifølge Clemmesen bør politikerne indse truslen fra øst og forstærke Bornholm med en egentlig landmilitær styrke med både kort- og langtrækkende luftværnsmissiler (som det danske forsvar overhovedet ikke har nogen af i dag).
Strategisk vigtig for både Rusland og Nato
Jeg er lidt uenig med Clemmesen, og så alligevel ikke. Jeg er enig i, at Bornholm er strategisk og operativt vigtig – også for Østersøen, både for russere på vej vestpå og Nato-styrker på vej østpå. Men jeg savner lidt nuancer for, hvordan krig og krise måske vil foregå i dag, og hvilket slags forsvar af Bornholm der skal til for at imødegå netop det. Og jeg er hverken nedrustningsidealist eller fortaler for nogen form for pacificering, tværtimod.
Hvis først Bornholm angribes af en russisk militær styrke, har vi i Danmark og i Vesten større problemer end at forsvare Bornholm. Så koncentrerer vi os måske om at forsvare Polen. Hvis et egentlig angreb kommer, vil det være meget vanskeligt at forsvare Bornholm – særligt mod de moderne og agile styrker, som russerne har i dag. Det omfatter også avancerede jord til jord missiler som Iskander-missiler, der måske allerede er i Kaliningrad. Hvis man leder efter et afgrænset område at anvende et taktisk nukleart våben på, hvor følgevirkningerne er afgrænsede (geografisk), er Bornholm måske en passende størrelse, hvis øen er et oplagt militært mål.
Nej, hvis der sker en eskalation i Østersøen, hvor Bornholm kan spille en rolle, så er det i en tidlig fase af en uerklæret hybridkrigslignende situation. Der vil formentlig være destabilisering og uro i en eller flere baltiske lande. I en hybridkrig vil der ikke være et egentligt militært angreb mod Bornholm. I stedet vil man anvende andre midler for at destabilisere samfundet på øen.
Maersk skal sejle æg og gær til Bornholm
Måske forsvinder strøm, varme, internet, måske kan færgen ikke sejle, og flyet ikke flyve, på grund af forskellige uheld. Agenter vil påvirke en stemning mod moderlandet, som ikke kan afhjælpe situationen. Det kan være både cyberangreb som hacking, eller decideret sabotage der er årsag til problemerne. Uden TV og telefonforbindelser, vil der ikke gå lang tid, førend lidt panik vil brede sig. Måske er der ikke nok politi på øen til at løse alle problemer, eller at imødegå kriminalitet eller fange agenter, eller hvad der nu måtte være.
Derfor vil det allerbedste forsvar af Bornholm være en solid infrastruktur og en tæt tilknytning til moderlandet. Lige så snart Danish Air Transport ikke kan flyve til Rønne, fordi luftrummet i Østersøen er lukket, så skal Flyvevåbnets Hercules flyve gratis både frem og tilbage. Når færgerne ikke sejler fra Ystad, så skal et chartret Mærsk skib, beskyttet af en fregat, sejle æg og gær til øen. Når mobilnettet lægges ned, skal Telegrafregimentet opstille nye master, DR TV skal sende fra og på Bornholm, og politikerne skal derover. Hurtigt.
Vi skal knuselske Bornholm fra dag et, men vi skal have de fysiske (militære) midler til at understøtte det. Vi skal med andre ord kunne gentage luftbroen til Berlin, som kærlighedsbroen til Bornholm. Dertil er der kun behov for en stærk forsvarsvilje hos lokalbefolkningen, og den tror jeg nok, at Bornholmerne har!
Artiklen er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.
Denne blog blev første gang udgivet den 16. juni 2017.
Ser man på russisk operativ doktrin og historie, f.eks. indsatserne mod Kabul 1979 og Pristina 1999, konstaterer man at Rusland har evnen og viljen til “desant”, dvs. handle hurtigt militært for at opnå strategiske fordele.
Som FE’s risikovurdering fra 2015 udtrykker det: “Den russiske politiske ledelse har demonstreret vilje og evne til hurtigt at træffe beslutning om [intervention] og har vist vilje til at løbe betydelige risici i forhold til Vesten for at sikre russiske sikkerhedspolitiske interesser i det tidligere sovjetiske område”.
Ser man på 336 MARINFBDE i Baltijsk i Kaliningrad oblasts struktur, transport og støtte og disses øvelsesaktivitet, er det svært at være uenig med Clemmesen (og Svend-Erik Hansen nedenfor): Truslen mod Bornholm er præcis den samme som mod Gotland, Ålandsøerne og Saarema, nemlig en lynhurtigt kupovertagelse af Bornholm.
Der er to timer med helikoptere og ti timer med RORO-skibe at få styrker frem, hvilket er for lidt til at vi får et varsel. Overtagelsen af den ubevæbnede ø tager 2-4 timer inklusive interneringen af øens uforberedte soldater og politi. Derefter er den sydlige Østersø og luftrummet derover Ruslands. Overtagelsen kan ske meget tidligt i et kriseforløb, og vil naturligvis – set fra Ruslands side – skulle sikre freden og stabiliteten i området i den usikre situationsom NATOs militarisme har skabt. Der vil være nul dræbte bornholmere og russere i en sådan kup-overtagelse, og NATO vil have nul muligheder for at ændre situationen.
Det vil være en særdeles dårlig ide at lade Danmarks stadig ubevæbnede fregatter forsøge at sejle i Østersøen. Intet NATO-land har modmidler mod de nye russiske generationer af supersoniske sømålsmissiler.
Så Niels, problemet med Bornholm er næppe en langvarig “hybrid” krise i Baltikum og russisk blokade, men at Bornholm er selve nøglen til Østersøen: Den der har øen bestemmer hvem der sejler og flyver. Har Rusland Bornholm, er NATO – takket være Danmarks strategiske inkompetence – skakmat i forhold til forstærkning af Baltikum. Svaret er at Bornholm gives et militært forsvar, så 336 MARINBDE mv. ikke længere har en stående invitation til gratis invasion og strategisk kæmpegevinst.
Jeg skal på det dybeste beklage, at jeg ikke længere kan understøtte troen på at der aldrig igen kan blive storkrig i Europa, og på at nogen andre nok skal komme redde Danmark uden vi selv løfter en finger.
Man glemmer det tredje scenarie: At russerne f.eks. benytter Rønne Havn eller Bornholms Lufthavn til at landsætte soldater og luft- eller søværn.
Så nytter det ikke meget at sejle et Mærsk skib til Bornholm med æg og gær.
Se på svenskerne, og lad os få et minimum af forsvar på Bornholm udover opklaringseskadronen.
Gode indlæg
Dog skal vi altid være opmærksom på at der skal være mere end en løsning, så en eventuel modstander får en kompleks udfordring.
Selv mener jeg at et hurtigt og effektivt svar vil være – igen – at udlevere “kup”-ammuniton til de medlemmer af Bornholmshjemmeværn, der opfylder kravene. Jeg er klar over at det vil gøre ondt mange steder, men det vil være både et vigtigt politisk signal og en i bedste fald en vigtig militært forøgelse af beredskabet, måske endnu mere sammen med en egentlig militær styrkeforøgelse.
Forøvrigt: Har vi stadigt udstyr til at placere landbaseret Harpoon på Bornholm?
Kære Niels
Vær venlig at forklare mig, hvordan infrastruktur kan forsvare øen mod overtagelse ved kup og efterfølgende anvendelse?
Og hvorfor Bornholm ikke er i samme geografisk-strategiske situation som Gotland, blot mere udsat?
I min tidligere profession som lærer i strategi og operationer opstiller man scenarier og prøver dem ved systematisk testning ved egne og andres handlemuligheder. Helst med situationsspil med en “djævlens advokat”-funktion til at punktere ens forudfattede meninger og svagheder i ens præmisser og argumentation.
Bornholm er i øvrigt som resten af Danmark ved en konflikt om Polen eller specielt Baltikum truet af missiler af alle mulige typer, med og uden kernevåben, som vi stadig ikke kan gøre en disse ved. Dette ud over kup- og brugstruslen.
Også Bornholm er som resten af landet truet af ødelæggende cyberangreb, som kan lukke både telekommunikation og trafik til øen. Den sidste trussel kan kun mødes ved robuste totalforsvarsinvesteringer i kostbare back-up muligheder, ikke af hacker-kapacitet i FE til andet end at teste robustheden. Dette ud over kup- og brugstruslen.
***
Jeg blev i øvrigt aldrig koldkrigshistoriker, for de penge, jeg søgte i 2006 gik til Bent Jensens spionjagt. Så som det fremgår af kronikken blev mit speciale nordeuropæisk strategihistorie 1892-1942. Hidtil den eneste.
Din
Clemme
Vi kan med fordel lære af russernes evne til at arbejde i gråzoner, da denne diskussion hurtigt bliver sort/hvid.
For det første kan man diskutere den russiske interesse i Bornholm. Jeppe Trautner skriver, at den, der kontrollerer Bornholm, bestemmer hvem der flyver og sejler i Østersøen. Denne kapacitet besidder Rusland dog allerede i form af Kaliningrad Oblast og de talrige missilsystemer og fly, der holder hjemme her. Rusland behøver derfor ikke besætte Bornholm, men kan nøjes med at kontrollere øen eller blot hindre en opstilling af offensive NATO-kapaciteter på øen. Kaliningrad er dog også i en sårbar strategisk situation og Bornholm ville blot blive et endnu større mareridt at skulle holde.
For det andet (antaget, at Rusland rent faktisk vil besætte øen) er Hybridkrig ikke et enten/eller koncept. Modsat hvad mange vesterlændinge har udledt af Gerasimov-doktrinen, følger russerne ikke nødvendigvis et fastlagt skema med påvirkning, cyberangreb, “grønne mænd” og en eventuel militær intervention. De anvender det bedste værktøj til at opnå den, af Kreml besluttede effekt.
Hvis Bornholm står uden konventionelle styrker, kan det bedste værktøj uden problemer være marinebrigaden fra Baltiysk (Pillau for førkrigstidens strategihistorikere). Cyberangreb, desinformation og andre hybridmidler kan så indsættes mod resten af landet for at vildlede, skabe usikkerhed og i øvrigt hæmme infrastruktur og politisk beslutningsproces.
De fleste østlige NATO-lande har indset, at det bedste forsvar er to-strenget. For det første er konventionelle styrker afgørende for at have en afskrækkende effekt. For det andet er giver et robust civilsamfund modstandskraft overfor påvirkningsoperationer, men gør også samfundet i stand til aktivt at modvirke de gængse hybridteknikker. Bornholmerne har en historisk god indre sammenhængskraft og forsvarsvilje så øen er efter min mening ikke sårbar overfor større ikke-lineære operationer fra russisk side. Russisk stats-TV har – i modsætning til eksempelvis Baltikum – ikke videre tilslutning på Bornholm og der dukker næppe “grønne mænd” ud af det blå.
Med en større (men strengt defensiv og dansk) konventionel styrke, kan vi opfylde den konventionelle side af en præventiv sikring af Bornholm.
Med fare for at blive beskyldt for ikke at være koldkriger (en beskyldning jeg gerne tilstår) er jeg nødt til at sige, at i den komplekse multipolære verden anno 2017 har vi næppe råd til at indrette os fuldt og helt i forhold til vores omverdens objektive militære kapaciteter. I så fald ville vi skulle opbygge et enormt militært forsvar – langt ud over de i forvejen svært opnåelige 2% af BNP.
Vi har næppe heller råd til at indrette os i forhold til vores omverdens erklærede hensigter; der er som bekendt masser af stater og grupperinger her i verden, som i skrift og tale udtrykker, at de ikke kan lide os, og at de vil os alt muligt ondt.
I den multipolære verden anno 2017 tror jeg, at vi af både politiske og ressourcemæssige årsager er nødt til primært at indrette os i forhold til vores omverdens bevislige eller sandsynlige hensigter – erklærede eller ej.
Og her savner jeg nok analysen bag, hvorfor Rusland på kupagtig måde skulle angribe og besætte Bornholm og dermed overskride NATO’s røde artikel 5 linje. Alternativt hvordan – og navnlig hvorfor – Rusland og NATO i fællesskab skulle have drevet hinanden ud i en så højintens krise, at angreb og besættelse af hinandens territorier umiddelbart følger efter.
Men jeg lader mig naturligvis gerne belære.
Efter devisen om, at virkeligheden tit overgår fantasien:
Som erklæret skrivebordsgeneral tænker jeg, at den ene ting tager den anden.
Situationen i Ukraine/Syrien er på vej til blive rigtig betændt. Det er ikke umuligt at forestille sig, det kan slå gnister. Skydes et russisk fly ned (igen) eller skyder de på et koalitionsfly…
Mener Rusland sig angrebet af USA/Koalitionen/Nato et af stederne, kan det næste skridt være, at de sætter sig på Baltikum i et forsøg på en byttehandel.
De mener, de forsvarer sig mod (ikke angriber) Nato
Sætter de sig på Baltikum, og de dermed er i åben konflikt med Nato, tager de måske Bornholm med.
Nej vi kan ikke forsvare os mod alt tænkeligt.
Men, vi kan smide SM-2 og SM-6 (efter certificering og opgradering) i fregatterne ligesom, vi kan have et mindre og mobilt luft- og søværn på Bornholm. Nye korvetter og ubåde til Østersøen vil også kunne medvirke til, at vi når de 2 % over de næste 10 år.
Sådan ser en bekymret borger på, hvad der sker i verden for tiden. Og, hvilket lille bidrag, vi kan yde til stabiliteten.
Bornholm kontrollerer hele ind- og udsejlingen til Østersøen. Med et anti-luft batteri og et mobilt kystbatteri (som de gamle Harpoon), så vil den udgøre en fregat der ikke kan sænkes. Det burde ligge til højrebenet at anskaffe begge dele.
Den hybride trussel
De ideer som fremlægges, til at imødegå hybrid krigsførelse, er vigtige. For vi skal naturligvis bruge en Plan B. Jeg håber at der allerede eksistere sådan en. Ikke kun for Bornholm. Alle danske øer.
Den eksterne militære trussel
Men selvom at Rusland og andre entiteter, har både evne og vilje, til at gennemføre hybrid krigsførelse, mod og på Bornholm, så skal vi samtidig, være klar til at forsvare øen militært. Ikke kun på grund af det danske territoriale perspektiv, men også Natos. Øens position er afgørende. Både som springbræt, forsynings og kommunikationspunkt, samt som sensor og våbenplatform.
Kampgruppen skal genopstilles
Bornholmerne, såvel som Sønderjyderne, har heldigvis en stærk forsvarsvilje. Men den vigtigste komponent, er at vi genopstiller den gamle kampgruppe. Muligvis i en ny version, men med et stort antal soldater.
Den russiske hærs evne og vije
Heldigvis, så har krigen i Ukraine, påvist at det godt kan lade sig gøre at forsvare en ø som Bornholm. I sær og uden at undervurdere, imod et russisk angreb.
Krigen har nemlig udstillet den russiske hærs reformprogram. Det er tydeligvis ikke afsluttet. Men krigen har også afsløret at de russiske væbnede styrker, er delvist ødelagt, af en destruktiv korruptionskultur.
Hvad vi skal gøre
Den interne trussel
Rusland vil sandsynligvis, ikke angribe øen militært, før en borgerkrig er brudt ud, i vores region. I som minimum, Tyskland, Sverige, Norge, Danmark.
Derfor skal kampgruppens Marinerregiment, bestå af forstærkede infanteribataljoner. De skal kunne insættes både på øerne, såvel som på Bornholm.