DEBAT: Både åben og skjult påvirkning af andre landes valghandlinger er velkendte. I november forsøgte russerne at underminere det amerikanske præsidentvalg, men lignende påvirkning er sket mange gange i historien, skriver Thomas W. Jensen.

Den tidligere FBI-chef James Comey afgiver i dag vidneforklaring i sagen om mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Sagen handler overordnet om, hvorvidt der var kontakt mellem personer i præsidentkandidat Donald Trumps valgkampagne og russiske myndigheder. Men fremmede magters forsøg på påvirkning at den politiske udvikling i et andet land er langt fra ny, hvilket jeg vil give nogle eksempler på her.

Men lad os begynde med den aktuelle sag i USA. En rapport fra den øverste amerikanske efterretningsorganisation (Office of the Director of National Intelligence) konkluderede i januar i år, at der med stor sikkerhed var en russisk indblanding. Hillary Clinton tabte præsidentvalget i november med ca. 70.000 stemmer, og den lille forskel øger interessen for, hvilken indflydelse en eventuel russisk indblanding har haft for udfaldet af valget. Jo tættere opløbet er, desto større indflydelse kan eventuelle undergravende tiltag få.

Skrækscenarier om forsøg på russisk indblanding er blevet malet op i USA såvel som i Europa, men det lader til, at et muligt forsøg på indblanding i det franske præsidentvalg for få uger siden blev forhindret. Næste sigtepunkt er det tyske forbundskanslervalg i september i år.

Briterne forsøgte sig i Rusland i 1918

Russerne har dog også selv oplevet påvirkning udefra, og erfaringerne stammer helt tilbage fra 1918, da det jævnfør den almindelige russiske viden blev afsløret, at en engelske efterretningsagent (Lockhartplottet) havde til hensigt at underminere det bolsjevikiske regime (hvilket ikke er endeligt bevist). I 1939 erfarede de russiske myndigheder, at den engelske diplomat Fitzroy Maclean havde sendt et hemmeligt notat til den engelske efterretningstjeneste. I notatet argumenterer han for en langsigtet strategi med henblik på at underminere det russiske styre indefra ved at angribe den russiske sammenhængskraft blandt andet ved at støtte reaktionære kræfter i den russiske stats periferi (Operation Lyautey).

Offentliggørelsen af Panama-papirerne i 2016, som blandt andet indeholdt oplysninger om russiske oligarkers overførsel af penge fra Rusland til skattely i Caribien, blev af Putin tolket som et CIA-planlagt cyberangreb med det formål at skade Rusland og specielt Putin selv. I den vestlige verden er der lignende eksempler på russisk misinformation, hvor slagordene ”Reagan betyder krig” var et russisk forsøg på at influere det amerikanske præsidentvalg i 1984.

Rapporten om den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg sidste år konkluderede, at Vladimir Putin og den russiske regering med stor sikkerhed forsøgte at miskreditere Hillary Clinton og stille hende i et dårligt lys med det formål at forøge Donald Trumps chance for at blive valgt. Den russiske indblanding i den amerikanske valgproces er derfor måske nok forkert og uetisk, men ikke en revolutionerende ny metodik.

“Målet er at øge splittelsen”

Efterretningstjenesternes muligheder for at fremme egen stats position ved blandt andet misinformation og undergravende virksomhed er påviseligt sket utallige gange igennem historien. Den tidligere KGB-general Oleg Kalugin har sagt det ganske klart:

“Frie samfund er ofte splittede, da hver enkelt person har sin egen mening. Det er, hvad de russiske efterretningstjenester forsøger at udnytte. Målet er at øge splittelsen ”.

Med andre ord ønsker russerne åbenlyst at underminere samfundets sammenhængskraft. Udfordringen er, at den basale individuelle frihed og ytringsfrihed skaber mulighederne for at fremkalde kaos og øge splittelsen ved blandt andet at udnytte vores intellektuelle dovenskab. Fakta er tidskrævende og besværlige at fremskaffe, hvilket giver grobund for det postfaktuelle samfund. Ideen om en fair og uafhængig valgproces er måske en naiv anakronisme, som til stadighed forvitres af informationssamfundets og globaliseringens effekter. Grænserne er flydende, og da Obama eksempelvis blandede sig i den engelske Brexit debat, var der mange, som opfattede det som utidigt, men ikke nødvendigvis uetisk.

At åben og skjulte forsøg på indblanding er vanlig praksis, betyder ikke, at indblandingen er ligegyldig, eller at stater blot stiltiende må se til. Det er et element i processen, som fortjener en større bevågenhed. Specielt i de tilfælde, hvor der i forbindelse med valghandlinger er et tæt opløb, er det vigtigt, at den afgørende indflydelse tilfalder demoktratiet og ikke fremmede staters eventuelle undergravende virksomhed.