I 1993 overlevede Jeppe Michael Jensen et direkte kampvognsangreb i en tunnel i Maglaj i Bosnien, hvor to kammerater mistede livet. I dag kæmper han veteranernes sag og er manden bag veteranfestivallen Engage.

Vi har mødt hinanden før. Jeppe Michael Jensen og jeg. I 1993 var jeg udsendt som sergent og gruppefører i sikringsdelingen ved FNs hovedkvarterskompagni i Kiseljak 30 km fra Sarajevo. Det blev min gruppes opgave at udgøre det lille æreskommando, som vi stillede op ved helikopterlandingspladsen på bagsiden af hovedkvarteret som en sidste ære. Få dage forinden var to danske nødhjælpschauffører blevet dræbt i det mest modbydelige angreb, man kan forestille sig.

Ved byen Maglaj i Bosnien Hercegovina var de kommet under beskydning, og de søgte derfor tilflugt i en tunnel. Det reddede ikke deres liv. En serbisk kampvogn kørte i stilling og begyndte at skyde granater direkte ind i tunnelen. Den 21-årige Niels Bromand og hans 20-årige kollega Jimmi Nyegaard blev begge ramt og dræbt. Men der var en tredje dansk nødhjælpschauffør med den dag. Han hed Jeppe Michael Jensen, og han blev hårdt såret.

Alle tre blev transporteret til Kiseljak, hvor ligene blev lagt i kister og sat i frysecontainer. Jeppe Michael Jensen fik behandling og blev stabiliseret. Efter nogle dage blev de fløjet ud. Jeg husker det, som var det i går, og jeg får gåsehud, når jeg skriver dette – og tænker tilbage på det.

Vi tog opstilling med front mod de hvide FN-helikoptere og præsenterede gevær. Først blev Jeppe båret forbi og ført ind i den ene helikopter. Dernæst blev de to kister med Dannebrog på den ene og FNs flag på den anden ført forbi os, og vi stod alle med våde øjne. Det var første gang, at nogle danskere var omkommet i krigen. Men de skulle ikke blive de sidste, og der skulle efterfølgende komme mange andre krige, som krævede sine danske ofre.

En dagsfestival til ære for dem, som rejser ud for Danmark

Det er dem og alle danske veteraner – soldater, politifolk, sundhedspersonale og nødhjælpschauffører – som musikfestivallen Engage er til for. En dagsfestival til ære for dem, som rejser ud for Danmark i krige og konflikter og tilsidesætter den ofte overhængende risiko for ikke at vende hjem igen. Og det er derfor, at vi mødes igen. Jeppe og jeg. I et telt på Refshaleøen, hvor vi ser hinanden i øjnene med den der følelse af taknemmelighed for at være her.

Jeppe Michael Jensen lå tilbage i 1993 i sygesengen i en måned. Men han rejste sig og slap fra sin grusomme oplevelse uden men. Efter at have rejst rundt med rygsæk i et halvt år blev han uddannet jurist og kom hurtigt ind i underholdningsbranchen i en virksomhed, som ville tage kampen op mod Billetnet. Det blev til 13 i Billetlugen, og efter tre år var han avanceret til direktør. I dag er han kommerciel direktør i virksomheden Go Dream og idémanden bag veteranfestivallen.

Artiklen fortsætter under billedet …

”Der manglede at blive gjort noget for danske veteraner. Jeg er iværksætter og har et godt netværk, og en dag slog det mig, at det ville være oplagt at lave en koncert. Det er så det, der i dag er blevet til Engage Festival,” siger Jeppe Michael Jensen.

Roser til Jeppe fra prinsen og forsvarsministeren

At Jeppe Michael Jensen er en mand med et stort mod og et endnu større hjerte for veteraner, var man ikke i tvivl om lørdag på Refshaleøen. I et telt på festivalpladsen fik en række særligt inviterede gæster mulighed for at høre fra idémanden selv, hvad hans tanker var med på Engage, og så høstede han selv roser. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) var en af dem, der takkede den 45-årige iværksætter.

”Jeg er meget imponeret over hele initiativet og den tanke, som ligger bag, og det er mig derfor en ære og glæde at deltage i dag. Her mødes og genforenes veteraner i en festlig ramme i en hyldest til alle Danmarks veteraner. Her bidrager veteraner til, at overskuddet fra festivallen kan komme andre veteraner og deres pårørende til gavn. Jeg vil gerne sige en stor tak for indsatsen til ophavsmanden, Jeppe Michael Jensen og alle de gode kræfter i Veteranfonden. Tak for jeres store engagement i jeres medmennesker og i Danmark. I lever til fulde op til festivalens navn,” sagde Claus Hjort Frederiksen.

Også prins Joachim roste initiativet og manden, som overlevede det værste mareridt for mange år siden. Uden manuskript holdt han en personlig og stærk tale, som ramte de fleste, der lyttede med.

”I det samfund, som omgiver os uden for Refshaleøen – der skylder vi veteranerne den håndsrækning, den omfavnelse og den forståelse for, at de ikke er særlinge, men at de er os selv. Sagt med et gammelt citat fra en protestsang: I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv. Det er lige netop det, som Engage handler om. Vi er her sammen om at opleve noget og at forstå hinanden. Det er fantastisk flot set af Jeppe. Han var på en mission. Ikke en gang i det grønne slørede. Han var udsendt af nogle af dem, som vi andre mobbede dengang. Men han opleve de samme rædsler, som kan holde små børn og mødre vågne om natten. Og med årene har han set, hvordan det gik ham selv og de andre, som ikke havde den samme sti at træde på. Det mod og engagement, som du har vist ved at stable det her på benene, og som vi nu fejrer – det er lige dele din smukke tanke, som det er vores andres pligt at vise dem anerkendelse. Det er vores dna. Vi har valgt at være en del af den store verden. Nogle siger, at vi vil blande os. Andre siger, at vi gør vores pligt. Uanset hvordan vi anskuer det er det unge mennesker af kød og blod. Og når de kommer hjem, skal de helt hjem. De skal ind i vores samfund og ikke differentieres. De skal mærke, at den verden de vender hjem til er lige så god som den verden, de tog af sted fra,” sagde prins Joachim.

Man skal være stolt af at være veteran

Efter talerne sætter jeg mig bag en skurvogn med Jeppe Michael Jensen for at høre, hvordan det er – efter at have oplevet det, han har – at være nået dertil i dag, hvor det hele er gået op i en højere enhed.

”Jeg er enormt stolt. Både af mig selv, men også at mine kolleger, som har båret en stor del af slæbet. Jeg har fuldtidsjob, så jeg har måttet outsource rigtig meget. Men jeg har fået nogle fantastiske nye venner og kolleger. Det er mig, der har fået idéen, men dem der har skabt Engage,” siger han.

Og hvordan har han det så i dag? Sådan helt derinde, hvor man kun er sig selv med sin fortid, sin nutid og tankerne om en fremtiden? Jeppe Michael Jensen kom sig og blev på trods af tragedien i Maglaj forskånet for både fysiske og psykiske men.

”Selvfølgelig fylder dét, at vi blev angrebet og jeg mistede mine kolleger. Men jeg husker også gode oplevelser som at komme ind til Tuzla med nødhjælp til nogle mennesker, som virkelig manglede den. Det at gøre en forskel for andre var stort. Jeg er altid blevet opdraget til at prøve at gøre en forskel. Det var derfor at jeg tog af sted i sin tid. Når jeg ser noget, der er forkert, vil jeg gerne prøve at ændre det. Jeg mener, at den måde vi behandler vores veteraner på, ikke er i orden. Her tænker jeg ikke på staten, men på os alle sammen. Hvis jeg kunne være med til at gøre, at man kunne være lidt mere stolt over at være veteran, så gør jeg gerne det. Det er det, der driver mig,” siger Jeppe Michael Jensen.