spot_img

JFK100: I USA’s militære ledelse stolede Kennedy kun på general Maxwell Taylor

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

I dag udkommer den danske bog “JFK100” i anledning af 100 året for John F. Kennedys fødsel 29. maj 1917. OLFIs redaktør har skrevet kapitlet “Forbindelsesofficeren” om den kontroversielle forsvarschef, Maxwell Davenport Taylor, som du kan læse her i sin fulde længde.

FORBINDELSESOFFICEREN 

Allerede under valgkampen i 1960 havde senator John F. Kennedy et godt øje til den højt dekorerede og netop pensionerede general Maxwell Davenport Taylor – bedre kendt under øgenavnet ”Max”. Maxwell Taylor havde opnået national heltestatus under Anden Verdenskrig og var særligt blevet berømmet for sin indsats i Italien, hvor han efter at have deltaget i invasionen af Sicilien gennemførte en tophemmelig mission bag fjendens linjer i Rom. Med stor fare for at blive opdaget – og dermed skudt – brugte han sin radio til at afblæse en planlagt invasion af Rom, fordi han vurderede, at tyskerne stod for stærkt, og at forsøget ville være selvmord. Dermed reddede han formentlig langt over 100 af sine egne soldaters liv. Hans indsats blev hædret med Silver Star-medaljen, og få måneder senere deltog han i D-Dag, da han sammen med 101st Airborne Division sprang ud i faldskærm over Normandiet og blev den første allierede general til at sætte fødderne i Frankrig.

I det hele taget havde Max Taylors militære karriere været båret af stort ansvar og mange internationale poster, fra udstationeringer på de amerikanske ambassader i Japan og i Beijing forud for Anden Verdenskrig til en stilling som chef for militærakademiet West Point i en alder af bare 44 år. I 1949 blev han stabschef for de amerikanske tropper i Europa og samme år øverstbefalende for den amerikanske militærregering i Berlin, der efter krigen var blevet inddelt i en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk sektor.

Efter et ophold tilbage i Pentagon blev general Taylor i 1953 indsat i Koreakrigen som chef for den ottende armé og FN’s styrker i Seoul, og to år senere rykkede han tilbage til Washington og Pentagon som nyudnævnt chef for den amerikanske hær.

*

Kennedy kendte alene Taylor sporadisk og havde kun mødt ham rigtigt en enkelt gang i 1948, da Max Taylor var chef for West Point, og Kennedy som senator for Massachusetts havde inviteret ham til at tale ved et arrangement i Boston.

Men det var Taylors bog The Uncertain Trompet – hvis titel stammer fra Korintherbrevet 14:8 ”Når en basun giver en utydelig lyd, hvem vil da berede sig til krig?” – der for alvor havde fået Kennedy til at bide mærke i generalen med den imponerende karriere. I en tid, hvor såvel præsident Eisenhower, forsvarscheferne admiral Arthur Radford (1953-1957) og flyvergeneral Nathan Twining (1957-1960) samt stabscheferne fra de øvrige værn sammen med den politiske elite foretrak idéen om massiv gengældelse i form af flyangreb med atomvåben som hovedlinjen i det strategiske forsvar, argumenterede Max Taylor konstant for et mere fleksibelt forsvar.

”Luftvåbenet er vores indledende forsvarslinje, men ingen har endnu overbevist mig om, at vi kun kommer til at opleve verdenskrige, som alene kan løses med big bangs. Særlige begivenheder har det med at afvige fra det forventede mønster, men infanterister vil fra tid til anden være uundværlige. Atombomben er ikke noget våben til at nedkæmpe et statskup,” lød det fra Max Taylor.

Som hærchef talte generalen som regel for døve øren, og efter sin pensionering fortalte han, hvordan han var blevet nedstemt 20 ud af 23 gange på afgørende områder af admiral Arthur Radford. Max Taylor var således kontinuerligt i opposition til sine foresatte, og med udsigten til ikke at kunne ændre på noget nævneværdigt i sine sidste år som hærchef valgte han at søge om pensionering som 58-årig i 1959.

”Gennem fire år har jeg arbejdet på at modernisere hæren, og min succes har været begrænset. Jeg har derfor besluttet mig for at gøre en ting for landet ved at fjerne en forældet general fra listen over aktiver,” sagde han med en slet skjult sarkasme.

De væbnede amerikanske styrker havde imidlertid ikke hørt fra Max Taylor for sidste gang. Frem mod sin afsked med hæren i juni 1959 arbejdede Taylor på The Uncertain Trompet, som udkom i valgåret 1960. Bogen skabte stor opmærksomhed, fordi den rettede en direkte kritik af både sikkerhedspolitikken og den militære organisering af Pentagon med et chefkollegium bestående af stabscheferne for de forskellige værn med en formand som en slags forsvarschef. Modellen var ineffektiv og for langsom, når der var brug for handling, argumenterede Taylor og foreslog i stedet udpege én samlet forsvarschef med det fulde ansvar for et samlet og integreret forsvarsbudget. Samtidig var Taylor indædt modstander af den ensidige fokus på atomkrig som svaret på snart sagt alle konflikter, og hans overbevisende analyse af USA’s sikkerhedspolitiske udfordringer og svar vandt stor sympati hos den nykårede demokratiske præsidentkandidat John F. Kennedy.

”I en valgtale tilkendegav Kennedy, at han ville søge militær rådgivning hos nogle pensionerede officerer, som han havde i tankerne. På omtrent samme tidspunkt sendte han mig et venskabeligt brev angående mine strategiske synspunkter præsenteret i The Uncertain Trompet, som han beskrev som ”meget overbevisende” og hjælpsomme til at ”danne mig mine egne tanker”. Alt dette var gode nyheder for en arret veteran fra Pentagon-krigene, som havde kæmpet i opposition til ”Massiv Gengældelse” og støttet ”Fleksibel Reaktion”,” skrev Maxwell Taylor i sin selvbiografi Swords and Plowshares.

Der skulle imidlertid gå et års tid, før Kennedy atter rakte ud efter den nu pensionerede general, som havde haft det meste af verden som sit arbejdsområde. På det tidspunkt havde Max Taylor boet et år i Mexico, hvor han efter sin pensionering havde takket ja til posten som bestyrelsesformand i det mexicanske lys- og energiselskab LF. Men i slutningen af 1960 fik Maxwell Taylor tilbudt en stilling som præsident for the Lincoln Center for Performing Arts i New York og flyttede med sin familie til the Big Apple.

*

I januar 1961 aflagde John F. Kennedy ed som USA’s 35. præsident, og det fulgte Maxwell Taylor på sidelinjen fast overbevist om, at hans fremtid var blandt arkitekter, bygningsingeniører og operaelskere. Men den 21. april – bare tre måneder efter Kennedys indsættelse – sad Maxwell Taylor og spiste en forretningsfrokost i New York, da han blev gjort opmærksom på, at Det Hvide Hus’ telefonomstilling forsøgte at komme i kontakt med ham. Han fandt et nærliggende kontor og ringede til omstillingen, hvor han til sin store forbløffelse og uden introduktion blev stillet direkte igennem til præsidenten selv.

”Efter at have introduceret sig forklarede han (præsidenten, red.), at han var i store problemer på grund af den mislykkede invasion i Svinebugten. Ville jeg komme til Washington og diskutere sagen med ham? Uden at tøve indvilgede jeg i at møde i Det Hvide Hus den efterfølgende dag kl. 10.00.”

Umiddelbart efter sin tiltræden i januar havde præsident Kennedy overtaget en plan udarbejdet af CIA og godkendt af de militære stabschefer i Pentagon, som gik ud på at træne eksilcubanere og støtte dem under en invasion af Cuba for at fjerne Fidel Castro og hans kommunistiske styre bare 150 kilometer fra Miamis kyst. Men efterretningerne var dårlige, og Svinebugten viste sig at være det værst tænkelige sted for et brohoved på grund af sit sumpede område, som oven i købet skulle indtages i ly af natten for at sløre det amerikanske engagement. Samtidig var styrkeforholdet mellem de invaderende eksilcubanere og Fidel Castros styrker håbløst. Invasionen varede fra den 17.-19. april og endte i en total fiasko for den unge, nyvalgte og uprøvede præsident Kennedy.

Det var denne krise, som Kennedy ville diskutere med Maxwell Taylor. Mødet foregik i Det Ovale Kontor, og ud over præsident Kennedy siddende i sin gyngestol deltog også vicepræsident Lyndon B. Johnson og præsidentens sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy. Mødet blev afgørende for Maxwell Taylors fremtid. Kennedy bad Maxwell Taylor påtage sig rollen som formand for komitéen The Cuba Study Group, som skulle undersøge, hvorfor invasionen i Svinebugten gik så grueligt galt. Ud over Taylor ville den bestå af præsidentens bror og justitsminister Robert Kennedy, CIA-direktør Allen Dulles og chefen for flådeoperationer, admiral Arleigh Burke. Præsidenten lagde ikke skjul på, at det var en rapport fra Maxwell Taylor, han var interesseret i, og at de øvrige alene skulle hjælpe, gennemlæse og kommentere Max Taylors arbejde. Det blev en intens måned, som fik stor betydning for Maxwell Taylors forhold til brødrene Kennedy.

”Burke og Dulles havde jeg kendt og respekteret i årevis, men Bobby Kennedy var en komplet fremmed for mig, som jeg først skulle til at lære at kende. Jeg var imponeret over hans evner som en omhyggelig og dybdeborende afhører, ubarmhjertig i sin beslutsomhed på at finde sandheden – særligt hvis det havde indflydelse på John F. Kennedy. Hans attitude over for præsidenten var usædvanlig – nærmest modsat af et normalt brødreforhold, hvor en storebror ser efter sin lillebror. Det var lillebror Bobby, som vågede beskyttende over præsidenten, hvis byrde han altid forsøgte at dele eller lette. Jeg fattede sympati for Bobby ved at følge hans indsats i The Cuba Study Group, og vores arbejde udviklede sig til et varmt venskab, der – uanfægtet vores senere uenigheder i Vietnam-politikken – holdt til hans død syv år senere,« skrev Maxwell Taylor.

Præsident Kennedy påtog sig offentligt det fulde ansvar for den fejlslagne invasion i Svinebugten, men han følte sig svigtet og ladt i stikken af såvel CIA som af stabscheferne i Pentagon. Rapporten fra Max Taylor og The Cuba Study Group rettede en hård kritik mod CIA, som ifølge rapporten og med præsident Kennedys godkendelse alene måtte gennemføre operationer på egen hånd i mindre skala og samtidig fik forbud mod fremadrettet at indtage nogen som helst operativ rolle i større sager.

John F. Kennedy var så tilfreds med det arbejde, Max Taylor havde udført, og både præsidenten og Bobby Kennedy stolede langt mere på den erfarne general Taylor end nogen anden i militæret. På baggrund af fiaskoen i Svinebugten havde John F. Kennedy en langsigtet plan om at skille sig af med Allen Dulles i CIA og i stedet indsætte Max Taylor som chef for efterretningstjenesten. Akut havde han imidlertid brug for en rådgiver inden for militære spørgsmål, som han kunne stole på, og det kunne han ikke med stabscheferne i Pentagon. Han bad derfor Max Taylor om at påtage sig en ny rolle som militærrådgiver for præsidenten med fokus på koldkrigsplanlægning, overvågning af efterretningstjenesterne og opmærksomheden rettet mod både Berlin og Sydøstasien (Laos og Vietnam), hvilket Max Taylor tøvende accepterede – efter at have forsikret sig, at både udenrigsminister Dean Rusk og forsvarsminister Robert McNamara bakkede op om idéen.

*

Den 1. juli 1961 – to år efter sin pensionering som hærchef – havde Maxwell Taylor officielt første arbejdsdag i den kontroversielle stilling som civilansat militærrådgiver for præsidenten med kontor i en sidefløj i Det Hvide Hus. Tiden som militærrådgiver var præget af truslen fra kommunismen og søgen efter svar på, hvilken strategi Nato skulle anlægge i forhold til Sovjetunionen, hvordan USA skulle reagere på opførelsen af Berlinmuren i august 1961 og ikke mindst agere i forhold til den voksende trussel mod Sydvietnam og præsident Diem, som var antikommunist og havde den amerikanske regerings opbakning. Men at Max Taylor havde en indflydelse på præsidenten, som ofte lå ud over den militære rådgivning, kunne man allerede læse i en cover-historie i Time Magazine den 28. juli 1961 – blot en måned efter sin tiltrædelse som militærrådgiver.

”Lige pludselig synes han (Maxwell Taylor, red.) at være over alt i det officielle Washington … I sidste uge deltog han i et møde i det nationale sikkerhedsråd, og han deltog i det intense to timer lange møde med Kennedy i Det Hvide Hus, hvor planerne for Berlin begyndte at blive vanskelige. Han deltog i præsidentens samtaler med officielle gæster. Igen og igen hørte man Kennedy-ansatte sige: ”Lad os spørge Max Taylor om dette”,” står der i artiklen The Cold War: Chief of Staff.

I oktober 1961 sendte præsident Kennedy sin militærrådgiver Taylor på mission til Saigon sammen med sikkerhedsrådgiveren Walt Rostow, for at de kunne danne sig et førstehåndsindtryk af situationen i det destabiliserede land med henblik på at komme med anbefalinger til handling. Rostow og Taylor anbefalede at øge støtten til Sydvietnam både i form af tropper, uddannelse og ikke mindst materiel til at styrke det sydvietnamesiske flyvevåben blandt andet ved hjælp af lette opklaringsfly og helikoptere.

Max Taylors indflydelse på Kennedy-regeringens politik var således omfattende, men hans rolle som militærrådgiver var i det lange løb problematisk og skabte en del murren i krogene – ikke mindst i Pentagon. Da forsvarschef Lyman Lemnitzer den 30. september 1962 gik på pension, var det derfor naturligt for præsident Kennedy at udnævne Max Taylor til ny forsvarschef, hvilket skete under en edsaflæggelse i Rosenhaven bag Det Hvide Hus den 1. oktober. I sin egenskab af forsvarschef spillede Maxwell Taylor en hovedrolle under Cubakrisen i oktober 1962. Han sad med i det nationale sikkerhedsråds eksekutivkomité – også kaldet EXCOMM – en taskforce bestående af 14 medlemmer, som præsident Kennedy nedsatte til at håndtere krisen på Cuba. Efter Cubakrisen var Max Taylor med til at få etableret traktaten for et begrænset stop i atomprøvesprængninger, hvilket var et arbejde, som kom i stand under tæt samarbejde med Bobby Kennedy. Efter præsident Kennedys død i november 1963 fortsatte Maxwell Taylor som forsvarschef under Lyndon B. Johnson frem til sommeren 1964, hvor han blev sendt til Sydvietnam som ambassadør i et år.

At Maxwell Taylor var en nær ven af hele familien Kennedy lagde hverken generalen selv eller nogen af Kennedy-brødrene skjul på. Således navngav Robert Kennedy en af sine sønner Mathew Maxwell Taylor Kennedy efter sin nære ven, og ved Maxwell Taylors død i 1987 satte Kennedy-brødrenes tredje bror, senator Edward Kennedy, i New York Times ord på sorgen.

”Amerika har mistet en af sine største militære statsmænd i landets historie, og Kennedy-familien har mistet en af vores nærmeste og mest elskede venner. General Taylor var den sjældne og begavede militære leder i atom-tiden, som også forstod vigtigheden af kontrol med atomvåben. Som forsvarschef var det ham, som gjorde atomprøvestop-traktaten i 1963 mulig. For præsident Kennedy var den traktat hans regerings fineste resultat og det første skridt væk fra en atomkrig. Det kunne ikke være sket uden Maxwell Taylor. Vi vil savne hans mod, hans lederskab og hans venskab.”

*

I anledning af udgivelsen af bogen “JFK 100” afholder KongressenAtlantsammenslutningen – The Danish Atlantic Treaty Association og OLFI et arrangement om tre af John F. Kennedys sikkerhedspolitiske rådgivere. Tre af bidragsyderne til bogen vil med udgangspunkt i deres kapitler fortælle om Kennedys centrale sikkerhedspolitiske rådgivere, deres liv og politiske indflydelse. 

Lars Bangert Struwe: National Sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy
Peter Ernstved Rasmussen: Forsvarschef Maxwell Taylor
Philip Chr. Ulrich: Forsvarsminister Robert McNamara

Arrangementet foregår på Svanemøllens Kaserne i København mandag den 15. maj kl. 16.30-18.00. Ordstyrer vil være Anders Agner Pedersen, som er redaktør på bogen. Tilmelding sker til tilmelding@atlant.dk

“JFK100” er den ultimative Kennedy-bog på dansk skrevet af de bedste på området. I spidsen for værket står den kendte USA-analytiker Anders Agner Pedersen fra Kongressen.com og blandt bidragyderne er bl.a. Stéphanie Surrugue, Poul Erik Skammelsen, Jørn Brøndal, Niels Bjerre-Poulsen, Ulla Terkelsen, Flemming Splidsboel, Mogens Lykketoft, Steffen Gram, Torsten Jansen, Lars Bangert Struwe, Philip Chr. Ulrich, Kaare R. Schou og skuespilleren Caspar Phillipson, som spiller John F. Kennedy i den aktuelle film “Jackie”.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer