INTERVIEW: Han voksede op blandt officerer, havde besættelsen tæt inde på livet og sluttede sin egen karriere som forsvarschef. Men befrielsen 4.-5. maj siger ikke Jesper Helsø noget personligt, og derfor sætter han heller ikke lys i vinduerne i aften.

Man finder næppe nogen person, der repræsenterer Forsvaret stærkere end Jesper Helsø. De første syv år af sit liv boede han med sine forældre i en lejlighed i Artilleristok lige over for hovedvagten på Kastellet i det indre København. Siden flyttede han med sine forældre til Sjælsmark Kaserne, da hans far, Svend Helsø, blev regimentschef ved Kronens Artilleriregiment.

Som voksen gjorde han selv karriere i artilleriet og sluttede karrieren som forsvarschef med tjenestebolig på Kastellet – i øvrigt som den sidste forsvarschef med det privilegium. Han voksede op i efterkrigstiden og har tjent Forsvaret gennem 40 år. Både i familien og blandt forældrenes gæster var der flere, som var engagerede i modstandsbevægelsen. Forældrene satte altid lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, og efter farens forholdsvis tidlige død, fortsatte Jesper Helsøs mor traditionen, ind til de sidste år af sit liv. Men for sønnen med det bankende hjerte for Forsvaret har den 4. maj aldrig betydet noget særligt, og som ung officer begyndte han at stille spørgsmål ved fejringen med lys i vinduerne.

”Man sætter lys i vinderne for at lyse op efter den mørke tid. Det har vi ikke behøvet. Både min kone og jeg er født efter Anden Verdenskrig og er vokset op i en helt anden tid end under besættelsen. Det er ikke det samme som at sige, at jeg ikke respekterer de ofre og den tummel, som besættelsen medførte. Hvis man applikerede lysgivningen over til en markering af, at vi kæmper for frihed, lighed og demokrati, ville det give mening. Men det er ikke det, jeg hverken hører eller ser. Derfor har vi ikke følt nogen tilskyndelse til at sætte lys i vinduerne 4. maj,” siger Jesper Helsø.

Er det bare en tom gestus?

Han udtrykker den dybeste respekt for dem, som i dag er oppe i 80’erne og 90’erne, og som oplevede besættelsen, eller som selv var engagerede i frihedskampen. De kan ifølge Jesper Helsø relatere lys i vinduerne til noget personligt, men det kan moderne mennesker uden den samme arv i rygsækken ikke.

Det betyder ikke, at Jesper Helsø er modstander af festlighederne i aften og i morgen, og han har selv som forsvarschef holdt tale ved Lysfesten i Haderslev – en begivenhed, som gentager sig igen i aften. Her bliver frihedsbudskabet afspillet, der bliver sunget, og Slesvigske Musikkorps spiller Tappenstreg.

”Det slår mig hvor få af dem, der står på pladsen i Haderslev, der har oplevet Anden Verdenskrig. De fejrer selvfølgelig befrielsen i respekt for det, der skete dengang. Det er et synspunkt, som jeg fuldt ud respekterer. Det siger i sig selv bare ikke mig noget – uden at man binder 4.-5. maj op med den tid, som vi lever i i dag. Folk skal kunne relatere sig til den markering, som de ønsker at lave – ellers er det bare en tom gestus,” siger Jesper Helsø.

Samarbejdspolitikken var den rette i situationen

Den tidligere forsvarschef ser også med nogle mere forstående øjne på samarbejdspolitikken under besættelsen, end mange ynder at gøre i dag. Ifølge Jesper Helsø kan det godt være, at briterne kaldte modstandsbevægelsen i Danmark second to none.

”Men modstandsbevægelsen udgjorde de få. Der var selvfølgelig en stille modstand, men var den nu så glorværdig, som den blev gjort til? Jo, der var nogle enkelte, som virkelig løftede opgaven og efter besættelsen fik placeret Danmark på verdenskortet. Men det var ikke de mange,” siger han.

Historiker, forfatter og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, skriver i sin bog ”Landsmænd” fra 2013 om de danske jøders flugt i 1943, at samarbejdspolitikken modvirkede, at antisemitismen slog rigtigt rod i Danmark. I dag hælder Jesper Helsø mod Bo Lidegaards udlægning af historien og lægger samtidig afstand til Anders Fogh Rasmussen (V), der i sin tid som statsminister kritiserede samarbejdspolitikken.

”Hvis man interesserer sig en smule for dansk politisk historie og demokratiets udvikling – og specielt samarbejdet mellem de forskellige politiske partier; må man sige, at der lå en grundtone i partierne, der sagde, at det vi har kæmpet os frem til, og som er vigtigt, det er, at vi har et ordentligt afsæt, når besættelsen er slut. Det kom til at betyde, at man var nødt til at sluge nogle kameler herunder samarbejdspolitikken. I det lys må jeg sige, at jeg er mere til Bo Lidegaards ”skole”, end jeg er til Anders Fogh Rasmussens. Sigtet for de ledende politikere og flertallet i Folketinget var, at samarbejdspolitikken bragte Danmark rimeligt gennem besættelsen, så vi efter krigen kunne starte fra en bedre platform end mange andre lande i Europa. Samarbejdspolitikken var trods modvilje fra flere kræfter den rigtige politik for Danmark i den situation, som landet var,” siger Jesper Helsø.