BLOG: Flere militære værnepligtige vil reelt set svække Forsvaret og især Hæren, fordi uddannelsen af værnepligtige kræver officerer og befalingsmænd. De vil være bundet og kan ikke løse andre opgaver, skriver Hans Peter Michaelsen i dette blogindlæg.
Flere politikere har i den seneste tids debat argumenteret for flere værnepligtige. Men er det svaret på de sikkerhedspolitiske udfordringer vi står overfor? Hvad er formålet med værnepligt og hvem omfatter den? Skal værnepligten danne grundlag for et mobiliseringsforsvar som skal forsvare Danmark mod invasion fra en fremmed magt? Skal den inddække beredskabets behov for ikke-bevæbnet indsats mod stormfloder, oversvømmelser og alvorlige brande? Eller har værnepligten først og fremmest et rekrutteringsformål således at der er flere ansøgere til stillinger som professionelle soldat?
I debatten for og imod flere værnepligtige er det vigtigt at holde sig for øje, at det primære formål med værnepligt er at træne unge borgere til at kunne indgå i en mobiliseringshær, som skal kunne aktiveres og udrustes for at imødegå et angreb på dansk territorium. Det gav rigtig god mening for Danmark under Den Kolde Krig, hvor Warszawa-pagtens invasionsflåde lå tæt på Danmark, og hvor store landstyrker stod klar ved den indre tyske grænse.
Men intet peger på, at Danmark – som ligger i baglandet af Tyskland, Polen og Østersøen – kan blive truet af konventionelle væbnede styrker, som landsættes med henblik på at erobre hele eller dele af dansk territorium. Situationen i dag er helt væsensforskellig fra Den Kolde Krig, hvor Danmark lå i frontlinjen. Et øget antal værnepligtige giver derfor ingen militær mening, når Rusland spiller med musklerne og opstiller missiler i Kaliningrad-området eller truer de baltiske lande.
En troværdig afskrækkelse kræver avancerede våbensystemer og landstyrker på højt beredskab, dér hvor truslen er. Derfor har Nato iværksat ”Enhanced Forward Presence”, hvor landstyrker fra en lang række Natolande permanent deployeres til de tre Baltiske lande samt Polen. Danmark planlægger at deltage fra 2018 med en mindre styrke på ca. 200 soldater i Estland.
Giver ingen mening at deployere værnepligtige
Det giver ingen militær mening at deployere værnepligtige danske soldater med en kort uddannelse til at stå på beredskab i andre Natolande. Troværdig Nato-afskrækkelse hviler på professionelle, veludrustede og samtrænede soldater, som kan yde effektiv modstand mod et væbnet angreb. Først og fremmest skal styrkerne gøre modstanderens omkostninger ved et angreb uacceptable. Og skulle en konflikt bryde ud, skal styrkerne kunne fastholde terræn og sinke en angriber, så længe at forstærkninger kan fremføres. Her er situationen den samme som under Den Kolde Krig, men en evt. ”frontlinje” er nu meget langt fra Danmark.
Værnepligtens nuværende form og indhold er et kompromis. Med undtagelse af bl.a. Den Kgl. Livgarde, er der tale om en kort uddannelse, som ikke gør den militære værnepligtige til kampklar soldat, men giver en basal grunduddannelse i visse militære og civile færdigheder. Og meget peger på, at den nuværende værnepligts sammensætning og længde er ganske hensigtsmæssig som rekruttering til Forsvaret og som grundlag for det civile beredskab.
Opbygning af en mobiliseringshær kræver – ud over en væsentlig længere værnepligt – også, at de værnepligtige genindkaldes med jævne mellemrum, at der er materiel og udrustning klar til de genindkaldte samt ikke mindst, at der er en føringsstruktur af befalingsmænd og officerer som kan lede, træne og om nødvendigt indsætte de genindkaldte værnepligtige i kamp.
Danmark adskiller sig markant fra Finland
Men Danmarks sikkerhedspolitiske situation peger slet ikke på en værnepligtshær som svaret på nutidens og fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer. Danmark adskiller sig geografisk markant fra Finland, som har en lang landegrænse mod Rusland og derfor i høj grad baserer territorialforsvaret på værnepligt. En analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Danmarks nærområde – samt i verden i øvrigt – vil hurtigt afsløre, at forøget værnepligt ikke er svaret på nutidens og fremtidens militære udfordringer. Flere militære værnepligtige vil derfor reelt set svække Forsvaret – og især Hæren, fordi uddannelsen af værnepligtige kræver anvendelse af officerer og befalingsmænd, som derfor ikke kan løse andre opgaver. I en tid hvor der er behov for professionelle soldater, vil et øget værnepligtsindtag være med til at dræne Forsvaret for ressourcer uden at give nogen sikkerhedspolitisk effekt.
Men værnepligt kan sagtens være et svar på de beredskabsmæssige udfordringer, som det danske samfund står overfor med natur- og menneskeskabte ulykker og katastrofer. Her vil værnepligten kunne øge det danske samfunds robusthed mod en række trusler. Men så nedtones det militære islæt af værnepligten til fordel for det civile. I Danmarks Riges Grundlov hedder det: ”Enhver våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. Disse nærmere bestemmelser fastsættes i værnepligtsloven. Måske skal vi her i 2017 omformulere værnepligtsloven, så den nærmere lyder: ”Enhver rask ung kvinde og mand skal kunne bidrage til det danske samfunds opretholdelse i krisesituationer”?
Du kan i øvrigt læse mere om værnepligten i Forsvarsministeriets værnepligtsraport fra maj 2012, som også indeholder et bilag med Center for Militære Studiers analyse af værnepligtens samfundsmæssige funktioner.
Dette blogindlæg er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.
Fuldkommen uenig med Hans Peter…..
Det er til gengæld rigtigt, at det ikke giver mening at anvende 4 måneders værnepligtig til et beredskab som skal imødegår den onde fjende.
En troværdig afskrækkelse bygger på veluddannede værnepligtige, da vi som et lille land ikke kan have en tilstrækkelig stor professionel styrke, der kan gøre det.
Udgangspunktet for Hans Peters indlæg er den nuværende tilstand i riget, og her har Hans Peter igen ret, den uddannelse og de nuværende styrker og deres udrustning giver ikke meget afskrækkelse, og slet ingen reel støtte til vore allierede. Så forsvaret og politikkerne er nød til at ændre tingens tilstand, og det er jo det et “substantielt” løft drejer sig om.
TROVÆRDIGHED og AFSKRÆKKELSE hvordan opnår vi så det?
Ingen (går jeg ud fra) med kendskab til forsvaret forventer at tiden med rigtige divisioner i forsvaret kommer tilbage…..men at de nuværende 2 enheder benævnt brigader, kommer på rigtig brigade størrelse, kan vel tænkes over en årrække, og her vil en udvidet værnepligtsstyrke give mening, idet de vil kunne udfylde de kadre, som vil bringe brigaderne op på fuld krigsstyrke. Professionelle soldater og nyeligt hjemsendte veluddannede værnepligtige der har gennemført en HRU lignede uddannelse vil på kort tid kunne bringes på “krigsfod”. En sådan organisering vil give vore allierede en brugbar og slagkraftige styrke som vil kunne betyde noget.
Hans Peters tilkendegivelse af at frontlinjen ligger langt fra Danmark så derfor skal Danmark ikke have enheder der kan tilføres som forstærkning til en kampplads virker på mig besynderlig.
Hans Peters syn på forskelligheden mellem Findland og Danmark kan jeg ikke få øje på…..hvis præmissen er at Finland eller de Baltiske lande kommer i kamp – for så har vi om nogen brug af vore soldater, mange af dem….
Citat “En analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Danmarks nærområde” ja hvad har de gennem tiderne vist – først (1988) at Sovjetunionen og østblokken ville være der for altid, Så at Rusland ingen trussel ville udgøre for deres naboer og at Vesten ville have mindst 10 års varsel, såfremt en ny trussel ville opstå. Så sikkerhedspolitiske analyser, tja hvad er de værd, al militær historie viser at for at undgår krig, skal man ruste sig til krig. Den lærer går mærkværdigvis altid i glemme bogen, selv om den er ældgammel. Det der er en smule bekymerne syntes jeg, er at en major og militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet åbenbart også har fortrængt denne lærdom.
Tesen at “Flere militære værnepligtige vil derfor reelt set svække Forsvaret” …”fordi uddannelsen af værnepligtige kræver anvendelse af officerer og befalingsmænd, som derfor ikke kan løse andre opgaver” det er sku´ (undskyld sproget) en mærkelig konklusion, ideen med officerer og befalingsmænd er netop at de skal fører tropperne når/hvis enhederne skal på krigsfod, og så kan de jo så længe der ikke er krigsfod i landet, jo uddanne enhederne som de altid har gjort.
Til sidst vil jeg gerne tilslutte mig ideen om at de værnepligtig mens de er inde, ” kan deltage i de beredskabsmæssige udfordringer, som det danske samfund står overfor med natur- og menneskeskabte ulykker og katastrofer. Her vil værnepligten kunne øge det danske samfunds robusthed mod en række trusler” I dag er der nemlig ikke mange hænder til det, hvis der virkelig kommer en stormflod, der går over de etablerede diger eller at Rusland slukker/hakker strømmen til vandværkerne i København og omegn.
Jeg undre mig over at mit og Preben Bille-Brahes indlæg er fjernet, mit for anden gang….er der nogen der kan forklare hvorfor – jeg har kontaktet redaktøren men intet svar.
Hej Jørgen. Jeg ser først din besked nu. Jeg er lige så forundret over, hvorfor indlæg bliver fjernet, og jeg prøver atter en gang at få opklaret, hvorfor Disquss sletter indlæg. Vh, Peter
Kære Jørgen Kauling og Preben Bille-Brahe. Tak for reaktionernepå mit indlæg. Jeg synes dog at mit indlæg fejltolkes noget – eller også har jeg ikke formuleret mig præcist nok. Der er stor forskel på blot at forøge værnepligtsindtaget og uddanne en masse unge mænd/kvinder i fire måneder (som er det jeg argumenterer imod) og så videreuddanne værnepligtige til Reaktionsstyrken (HRU) for at indgå i Hærens faste styrkestruktur eller i en evt. reserve. Hele humlen i problemstillingen er, at et isoleret forslag om en forøgelse af værnepligtsindtaget UDEN en plan for hvordan Hæren skal se ud i fremtiden og hvilke opgaver den skal kunne løse er meningsløs. I mine øjne er værnepligt ikke et mål i sig selv men et middel som evt. kan anvendes til at understøtte den valgte forsvarspolitik.
Værnepligt giver mening, fordi alle militære organisationer har den grundlæggende udfordring, at de skal være små i fredstid og store i krigstid. Spørgsmålet er derfor, hvordan man opnår skalerbarhed? En mulighed er mobiliseringshær. En anden mulighed er, at lade alle uddanne et niveau over funktionen, således som Wehrmacht gjorde det. En tredje mulighed er frivillige, som findes i mange former. I Danmark har vi HJV. I England og USA har de Territorial Army(TA) og National Guard(NG), som i modsætning til det danske HJV har både kampvogne og artilleri.
Den afgørende variable er tiden til indsættelse. Indtil for nylig troede vi, at vi havde ti års varsel. I dag ved vi, at verden kan ændre sig på ganske få timer, og at næsten alt der er sikkert ikke er sikkert. Hverken første eller anden verdenskrig begyndte, fordi nogen ville dem, men pga. fejl. Det kan ske igen. Hvis Putin vurderer, at NATO ikke har viljen eller evnen til at hjælpe de Baltiske lande, så kan han blive fristet. Dels for at få dem tilbage. Dels for at udmanøvrere NATO.
I dette forår gennemfører russerne med bl.a. den Første Russiske Garde Panserarme en øvelse, som godt kunne være et udfald fra Hviderusland op til Kaliningrad. En sådan manøvre ville afskære de baltiske lande. Hvad nu, hvis det ikke bare var en øvelse? Hvad nu hvis de gjorde det? Er det realistisk at udelukke, at Bornholm kan blive inddraget? Er det realistisk at antage, at der slet ikke kan komme krigshandlinger på dansk jord? Ud fra en historisk tilgang er der ikke noget statistisk belæg for, at tingene ikke kan udvikle sig meget hurtigt til noget meget stort. Hvis vi i den situation har indrettet vores forsvar på en meget statisk størrelse f.eks. en brigade i stående styrke, så kan vi meget hurtigt komme i den situation, at vi slet ikke har nok soldater, og at vi heller ikke har tiden til at mobilisere og uddanne dem. Hvis det bliver meget grimt, vil der så overhovedet være frivillige nok til det?
At have en meget stor hær bestående af K-35 geværskytter er meget dyrt sammenlignet med værnepligtige. Der er funktioner som kræver mange års uddannelse og erfaring, og så er der andre, som kan læres på relativt kort tid. Skal alle på en kampvogn være K-35? Eller kan hjælperen godt være HRU? Skal alle i en PNINFBTN være SRS, eller kan 4 MEKINFKMP godt være HRU?
Når værnepligtige hjemsendes, er der naturligvis et tab af kompetencer over tid. Hvorledes imødegås dette bedst? De gamle mobiliseringsordninger var nok for tunge, men måske kan endt værnepligt føre til 10 års placering i en tilsvarende HJV enhed. Så vil vi være derovre, hvor HJV begynder at ligne TA og NG.
Værnepligten er kun en lille del af den store diskussion, vi skal have om fremtidens forsvar. Hvilke opgaver skal Flyvevåbnet og Søværnet have i Østersøen og i bælterne? Skal vi kunne lukke med miner igen? Skal vi have ubåde igen? Hvor mange flyvestationer og flådestationer skal vi have med henblik på at sprede risikoen for ikke at få nedkæmpet hele flyvevåbnet i et angreb? Skal vi modtage allierede styrker? Hvor skal de være? Hvordan sikre vi de logistiske installationer? Hvordan håndterer vi modstanderens droner? Hvordan opdager vi dem? Hvordan nedkæmper vi dem? For nylig blev der i Kentaur argumenteret for, at droppe kampstillinger, fordi bevægelse er den eneste sikring på den moderne kampplads. Hvis det er rigtigt, skal vi så have rullende bataljons- og brigade-hovedkvarterer? Kan det lade sig gøre med moderne IT? Hvilken rolle skal IT have på kamppladsen? Hvad skal vi selv have af droner og kamprobotter? Hvor kan vi spare liv ved at indsætte robotter i stedet for mennesker? Hvis Danmarks skal kunne bidrage til en konflikt i Baltikum med en brigade, hvordan skal sådan en brigade se ud? Hvad skal den have af ingeniør og luftværnskapacitet? Osv.
Fuldkommen uenig med Hans Peter…..
Det er til gengæld rigtigt, at det ikke giver mening at anvende 4 måneders værnepligtig til et beredskab som skal imødegår den onde fjende.
En troværdig afskrækkelse bygger på veluddannede værnepligtige, da vi som et lille land ikke kan have en tilstrækkelig stor professionel styrke, der kan gøre det.
Udgangspunktet for Hans Peters indlæg er den nuværende tilstand i riget, og her har Hans Peter igen ret, den uddannelse og de nuværende styrker og deres udrustning giver ikke meget afskrækkelse, og slet ingen reel støtte til vore allierede. Så forsvaret og politikkerne er nød til at ændre tingens tilstand, og det er jo det et “substantielt” løft drejer sig om.
TROVÆRDIGHED og AFSKRÆKKELSE hvordan opnår vi så det?
Ingen (går jeg ud fra) med kendskab til forsvaret forventer at tiden med rigtige divisioner i forsvaret kommer tilbage…..men at de nuværende 2 enheder benævnt brigader, kommer på rigtig brigade størrelse, kan vel tænkes over en årrække, og her vil en udvidet værnepligtsstyrke give mening, idet de vil kunne udfylde de kadre, som vil bringe brigaderne op på fuld krigsstyrke. Professionelle soldater og nyeligt hjemsendte veluddannede værnepligtige der har gennemført en HRU lignede uddannelse vil på kort tid kunne bringes på “krigsfod”. En sådan organisering vil give vore allierede en brugbar og slagkraftige styrke som vil kunne betyde noget.
Hans Peters tilkendegivelse af at frontlinjen ligger langt fra Danmark så derfor skal Danmark ikke have enheder der kan tilføres som forstærkning til en kampplads virker på mig besynderlig.
Hans Peters syn på forskelligheden mellem Findland og Danmark kan jeg ikke få øje på…..hvis præmissen er at Finland eller de Baltiske lande kommer i kamp – for så har vi om nogen brug af vore soldater, mange af dem….
Citat “En analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Danmarks nærområde” ja hvad har de gennem tiderne vist – først (1988) at Sovjetunionen og østblokken ville være der for altid, Så at Rusland ingen trussel ville udgøre for deres naboer og at Vesten ville have mindst 10 års varsel, såfremt en ny trussel ville opstå. Så sikkerhedspolitiske analyser, tja hvad er de værd, al militær historie viser at for at undgår krig, skal man ruste sig til krig. Den lærer går mærkværdigvis altid i glemme bogen, selv om den er ældgammel. Det der er en smule bekymerne syntes jeg, er at en major og militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet åbenbart også har fortrængt denne lærdom.
Tesen at “Flere militære værnepligtige vil derfor reelt set svække Forsvaret” …”fordi uddannelsen af værnepligtige kræver anvendelse af officerer og befalingsmænd, som derfor ikke kan løse andre opgaver” det er sku´ (undskyld sproget) en mærkelig konklusion, ideen med officerer og befalingsmænd er netop at de skal fører tropperne når/hvis enhederne skal på krigsfod, og så kan de jo så længe der ikke er krigsfod i landet, jo uddanne enhederne som de altid har gjort.
Til sidst vil jeg gerne tilslutte mig ideen om at de værnepligtig mens de er inde, ” kan deltage i de beredskabsmæssige udfordringer, som det danske samfund står overfor med natur- og menneskeskabte ulykker og katastrofer. Her vil værnepligten kunne øge det danske samfunds robusthed mod en række trusler” I dag er der nemlig ikke mange hænder til det, hvis der virkelig kommer en stormflod, der går over de etablerede diger eller at Rusland slukker/hakker strømmen til vandværkerne i København og omegn.
Også enig med Hans Peter. Dog kan man godt argumentere for flere militære værnepligtige, hvis formålet – ud over det beredskabsmæssige – også er at rekruttere og uddanne flere soldater til INTOPS. Og selvfølgelig forudsat at man rent faktisk sender dem ud (som vi gjorde i 00’erne). Der er behov nok ude i verden.
Jeg er helt enig. Lad os se på muligheder for evt. at modernisere værnepligt / retten ud fra de fordele og ulemper der er, men tro ikke at en fordobling af værnepligten vil øge Forsvarets operative kapacitet eller effekt, endsige giver Forsvaret det substantielle løft der er akut behov for.