BLOG: Ved at engagere Danmark i flere FN-missioner kan Forsvaret øge muligheden for at rekruttere unge. Samtidig ville Danmark kunne score international goodwill og dokumentere, at vi stadig har en aktivistisk udenrigspolitik, skriver Jakob Henius.

I min sidste klumme skrev jeg, at Nato aldrig må ignorere russiske provokationer mod sine medlemslande. Jeg skrev også, at historien heldigvis ikke giver os større grund til at frygte, at Rusland af egen drift skulle ønske at udløse en væbnet konflikt med Vesten. Ruslands sabelraslen og opfindelse af ydre fjender er styret af Putins indenrigspolitiske behov for dels at styrke sit image som stærk mand, dels at imødegå en vaklende sammenhængskraft i det russiske samfund. Det lider Ruslands naboer – uden for Nato – desværre under.

Men derfra, og til at Putin eller hans efterfølgere skulle vove at udfordre Nato’s Artikel 5, er der heldigvis et stort stykke. Jeg tillod mig derfor at konkludere, at vi i Vesten, og ikke mindst i Danmark, bør være kloge og forudseende m.h.t. at sikre den fornødne fleksibilitet i vores væbnede styrker, så vi kan agere (med vægt) andre steder end kun langs Nato’s østflanke.

Min relativering ved at pege på den historiske sinuskurve i de russisk-vestlige relationer faldt ikke uventet nogen for brystet. Og al respekt for det, så længe debatten er lødig. Jeg håber i hvert fald, at vi kan enes om det, jeg skriver øverst; at vi aldrig må ignorere russiske provokationer mod vores allierede. Men det kan jo gøres på mange måder.

Det bringer mig til det indlæg, som Klaus Kroll (reserveofficer og medlem af Nye Borgerlige) bragte her i OLFI den 3. april. Her argumenterer han for, at vi bør udvide indtaget af værnepligtige betydeligt i lyset af den sikkerhedspolitiske situation, vi står i. Hans primære argument er, at en værnepligtsbaseret mobiliseringsstyrke er det eneste redskab, som kan sikre det territoriale forsvar. Lad det være sagt straks; jeg synes, at værnepligt er et fremragende instrument, men hovedsageligt af andre årsager end dem Klaus Kroll fremhæver.

Danmark havde mobiliseringshær på over 70.000 mand

Under den Kolde Krig, hvor Warszawapagten stod tæt på Danmarks grænser, havde vi en mobiliseringshær på over 70.000 mand. Hvis det ville lykkes os at opstille den i tide, kunne den forskyde ad landevej og jernbane til beredskabsområder tæt på den indre tyske grænse eller mulige landsætningsstrande. Jeg er så gammel, at jeg var en del af Hæren under Den Kolde Krig, og baseret på personlig erfaring tillader jeg mig at tvivle på, at vi havde kunnet nå at opstille og køre Hæren i stilling i tide. Men det betød ikke så meget; det afgørende var den psykologiske faktor, nemlig at vi sammen med Nato fik Warszawapagten til at tro, at der var en tilstrækkelig risiko for det.

Det er på alle måder et andet geostrategisk billede i dag. Danmarks fjender – potentielle eller indbildte – står betydeligt længere fra vores territorium, og i forhold til Rusland er der i dag, set fra et dansk geografisk perspektiv, en dyb zone af allierede. Det giver derfor ikke megen mening at ville genopbygge mobiliseringshæren med den begrundelse, at vi skal kunne gennemføre ”territorialforsvar”.

Vi vil muligvis være i stand til at opbygge en større værnepligtsbaseret mobiliseringsstyrke. Men er det det, vi skal bruge et øget forsvarsbudget til? En sådan styrke skal f.eks. have materiel at kæmpe med; materiel som i givet fald skal matche den moderne symmetriske fjende, som mobiliseringsstyrkens fortalere forestiller sig, vi skal slås imod. Det vil blive en enorm materielanskaffelsesbyrde i et dansk forsvar, som netop har investeret i nye kampfly.

Nabolande råder over betydelige landstyrker

Hertil kommer, at de lande i regionen, som vi i givet fald skal komme til hjælp – f.eks. Polen – selv råder over betydelige landstyrker. Ja, faktisk har de i årevis prioriteret netop denne kapacitet på bekostning af evnen (og viljen) til at levere nævneværdige bidrag ”ud af huset”. Så den danske Artikel 5 garanti til østeuropæerne kunne måske leveres med andre midler end de rent landmilitære.

Det, vi fra dansk side skal kunne, er at lægge vores retfærdige og relevante vægt i den fælles NATO-vægtskål. Nogle mener, at det kun kan gøres ved, at vi rammer præcis 2,00 pct. af BNP i forsvarsudgifter; altså fokus på input og kvantitet. Andre – også jeg selv – synes, det er mere vigtigt, hvad et medlemsland rent faktisk kan og vil levere af deployerbare styrker til aktuelle operationer, dvs. fokus på output, kvalitet og risikovilje. Det er en vital diskussion, som jeg håber, Danmark på politisk niveau er meget engageret i.

Det er også skrøbeligt at forsvare et øget militært værnepligtsindtag med den begrundelse, at det er sundt og godt for de unge mennesker. Misforstå mig ikke, for det er det ganske afgjort, og man kan sagtens argumentere for obligatorisk samfundstjeneste for alle unge – herunder militær værnepligt for en relevant andel af dem. Men hvis det for Nye Borgerlige handler om samfundspligt og opdragelse af ungdommen, må det jo gælde for alle unge og ikke kun for ca. 1/3 af en mandlig årgang (Klaus Kroll taler om et årligt indtag på 10.000 mand). Er Nye Borgerlige villige til at kræve dette?

Værnepligt er god til at rekruttere og fastholde

Derimod kunne det evt. vise sig nyttigt med et større værnepligtsindtag af en helt anden grund. Det er nemlig en god måde at holde vores hær i gang på gennem en vekselvirkning mellem rekruttering, uddannelse, internationale operationer (INTOPS) – og dermed fastholdelse. Blandt den nye Forsvarschefs højeste prioriteter er netop rekruttering og fastholdelse. Det skyldes formentlig, at bl.a. vores hær døjer med rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, efter at vi ikke længere deltager med større bidrag i INTOPS. Meget tyder på, at det ikke er tilstrækkeligt udfordrende for de unge at komme i trøjen – endsige blive der – hvis de i hovedsagen kan se frem til garnisonstjeneste, øvelser og måske nogle måneders fredsmæssig forlægning til et baltisk land eller vagttjeneste på en base i Kosovo. (Og de unge, som kun har den ambition, er nok ikke dem, vi har lyst til at have flest af).

Heldigvis ved vi rent faktisk, hvordan vi kan styrke rekruttering og fastholdelse. Det, som i 00’erne tiltrak og fastholdt rigtig mange unge i Hæren, var udsigten til at komme ud i verden og gøre en forskel og samtidig få oplevelser. Jeg var selv bataljonschef dengang, og jeg kunne rekruttere masser af velmotiverede unge til reaktionsstyrkeuddannelse, INTOPS, sergentuddannelse, officersskole osv. ”Det lange seje træk” kaldte vi det. Det er måske det, der skal til, for at få en større dynamik, ”real life” – og risiko – tilbage i Hæren. Og selv om vi selvfølgelig ikke sender værnepligtige ud i INTOPS, vil værnepligten fortsat være et godt middel som rekrutteringsbase for et større internationalt engagement.

Danmark er imidlertid ikke kommittet til internationale operationer med større bidrag (dvs. op til bataljonskampgruppe niveau). Det skyldes især den krigstræthed, som ramte mange vestlige lande oven på kampagnerne i Irak og Afghanistan. Så hverken i NATO- eller koalitionsregi er der for tiden nogen tilbud på hylderne, og EU er som bekendt udelukket.

FN har et enormt behov for militære bidrag

Til gengæld har FN et enormt behov for militære bidrag fra villige og kapable nationer til de mange kvalitativt og kvantitativt underbemandede FN-missioner rundt om i verden. Det gælder selvfølgelig ikke mindst i Afrika; f.eks. Mali, Den Centralafrikanske Republik, Syd-Sudan og en række andre lande, hvor det ikke mindst drejer sig om stabilisering, beskyttelse af civile, støtte til fredsprocesser og transformationer til mere demokratiske styreformer. Men også i Mellemøsten er der løbende brug for bidrag, f.eks. i Libanon, hvor Danmark rent faktisk havde et kortvarigt kontingent udsendt for nogle år siden. Hertil kommer, at FN successivt opretter nye missioner i verdens brændpunkter.

Så måske var det her, man kunne slå flere fluer med ét smæk. Ved at byde ind på en eller flere FN-operationer kunne man skabe bedre rekruttering og fastholdelse ved at genindføre ”det lange seje træk”. Der vil være masser af operative muligheder at vælge imellem, lige fra soft til hard power over stabilisering, humanitære operationer osv. Den tid er for længst forbi, hvor FN-operationer i hovedsagen var stationære, fredsbevarende og bløde, så ingen vil kunne beskylde Danmark for ikke at være risikovillig. Man ville desuden kunne forsvare et øget værnepligtsindtag, dels som rekrutteringsbase til INTOPS, dels ved at skabe potentiale for den mobiliseringsstyrke, nogen mener, vi har brug for.

Samtidig ville Danmark kunne score international goodwill og dokumentere, at vi stadig har en aktivistisk udenrigspolitik. Og vores politikere ville over for deres vælgere kunne sige, at også Hæren rent faktisk anvendes i skarpe, aktuelle og relevante opgaver; formentlig ikke noget ringe argument, når man skal sælge budskabet om et øget forsvarsbudget til den danske befolkning.

Artiklen er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.