spot_img

Løkke: ”Trusselbilledet i dag er langt mere kompliceret”

Onsdag besøgte statsministeren og forsvarsministeren Oksbøl Øvelsesterræn for at hilse på soldaterne fra 2. Brigade. Men besøget var også for at sende et signal om, at vi kommer til at bruge flere penge på forsvar.

Soldaterne fra 2. Brigade stod trådt an på tre geledder. Uden for Oksbøllejren lå skyerne tungt over Kallesmærsk Hede, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen kom på visit for at vise soldaterne moralsk opbakning.

2. brigade er del af Natos reaktionsstyrke, der så mundret hedder Very High Readiness Joint Task Force. Brigaden er på syv dages beredskab og skal således kunne indsættes i løbet af uge, såfremt en fjende skulle finde på at angribe et af Nato-alliancens 28 lande.

Ingen kalder endnu Rusland for en fjende, men at det er den store bjørn i øst, som Nato frygter, lægger ingen skjul på. Heller ikke Lars Løkke Rasmussen.

”Vi stiller nu op mod 1.000 mand til Natos særlige spydspids-styrke. Det gør vi, fordi vi lever i en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor det gamle jerntæppe er blevet erstattet af et kludetæppe af udfordringer. Blandt dem er et mere selvbevidst og aggressivt Rusland, som vi er nødt til at tage pejling af, og som også vil betyde noget, når vi senere på året skal forhandle et nyt forsvarsforlig. Vi bliver nødt til at styrke vores kapaciteter,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Sammenlignede soldater med læger

Da han inden en skarpskydning med kampvogne i øvelsesterrænet stod over for soldaterne i 2. Brigade ved en mindre feltparade, takkede han for indsatsen – og forklarede, hvorfor regeringen ønsker at bruge flere penge på Forsvaret.

”Det er lidt med jer som med læger. Man håber mest af alt, at man ikke får brug for jer. Og så alligevel er der en forskel. For selv om vi har mange dygtige læger, så kan de trods alt ikke skræmme sygdomme væk. De kan forebygge dem, men på en anden måde end jer. I er i virkeligheden også et stykke forebyggelsesarbejde. For jeres styrke og kompetencer som soldater medvirker til, at de, der kunne overveje at ville os noget ondt, må overveje det mindst en gang til. Og det er målet med det hele. Når I nu gør jeg klar til kamp, er det i virkeligheden for at bevare freden,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Den danske brigade er underlagt briterne, som det danske forsvar har arbejdet tæt sammen med gennem de seneste mange år. Til januar skal de danske soldater fra 2. Brigade afløse franskmændene i Estland, hvor Nato har en af fire bataljoner placeret som afskrækkelse over for Rusland. De øvrige tre ligger i henholdsvis Litauen, Letland og Polen.

Samarbejde bygger på gensidig respekt

I Estland vil de danske soldater også være underlagt briterne, hvilket er en stor fordel. Det fortalte chefen for 2. brigade, brigadegeneral Jens Garly, under en kort briefing for de to ministre.

“Vi har rigtigt gode erfaringer med briterne, og vi har et super godt samarbejde, som bygger på gensidig respekt,” siger han.

Betyder den militære oprustning langs Natos østlige grænse så, at vi skal være bange for Rusland? Nej, siger Lars Løkke Rasmussen.

”Jeg synes ikke, at man skal gå sin dagligdag og være bange for nogen af de trusler, vi står overfor. Men man skal forstå, at truslerne er der, og man skal være realistisk. Det gælder både terrortruslen, og det gælder det, som vi kan se øst for Danmark. Men takket være et godt dansk forsvar og en god efterretningstjeneste er det ikke noget, som vi skal gå og bide negle over,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammenlignede under en kort feltparade i Oksbøl onsdag de danske soldater med læger. Foto: Ernstved

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jørgen Kauling
Læser
Jørgen Kauling
9. marts 2017 14:31

Jeg forstår forsat ikke at man kalder det en brigade, når det er en BTN + Der er vildledning af alle(uden for selve enheden), undtagen dem der har fundet på omskrivningen, så det forsat “lyder” som i gamle dage. Så vidt jeg er orienteret er der kun kampvogne i 1. “brigade” (20 stk.)
men de kan jo være lånt ud til 2. “brigade” så her taler vi om Tordenskjolds kampvogne, da de jo kun kan være et sted ad gangen. Hvad ved vore politikkere egentligt om hvad der gemmer sig bag betegnelsen: Danske division, 1. og 2. brigade – Hvad ved de om de STORE mangler på artilleri, luftværn, panserværn og fraværet af “rigtige soldater” altså dem med skydevåben i hænderne så enhederne er “tynde” ??? en forsvarsordfører på meget gerne komme på banen 🙂