BLOG: Mange gnider sig i hænderne over udsigten til at vende tilbage til en sikkerhedspolitisk situation som under Den Kolde Krig. Men vi gør klogt i at sikre den fulde fleksibilitet, for lige pludselig er vi måske blevet gode venner med Rusland igen, skriver oberst Jakob Henius fra England.
Efter Ruslands annektering af Krim i 2015 og den fortsatte russiske støtte til de østukrainske separatister er vi godt i gang med at genopfinde den Kolde Krig. Er det nødvendigt? Og hvis det ikke er; er det så en slags beskæftigelsesterapi, fordi Vesten er blevet træt af krige i Mellemøsten og Afghanistan og foreløbigt har besejret piraterne ud for Østafrika? Vi bør i hvert fald tænke os godt om, før vi transformerer vores sikkerheds- og forsvarsstrukturer så meget, at vi ikke kan komme tilbage til vores udgangspunkt. Den Kolde Krig fra 1945-89 var trods alt en undtagelse i verdenshistorien.
Hvis vi betragter Vestens forhold til Rusland i historisk perspektiv, ser vi en sinuskurve – snart er forholdet godt, snart skidt. Vi behøver ikke begrænse vores udsyn til tiden efter Sovjetunionens fald; man kunne iagttage den samme rytme under det kommunistiske styre. Og selv i zar-tiden var de stærkeste vestlige magter i perioder ven – og i andre perioder fjende (kold eller varm) – med Rusland. Det seneste lavpunkt var i årene efter Ruslands korte krig med Georgien i 2008. Men efter få år var relationerne igen normaliseret.
Så det ser jo ud til, at vi altid kommer tilbage på et rimeligt fornuftigt spor med Rusland. Hvorfor går det sådan hver gang? Det gør det navnlig, fordi Vesten og Rusland har brug for hinanden. Det har vi for det første af hensyn til det handelssamkvem, som begge parter, og især Rusland, lever godt af. Og på grund af vores gensidige evne til at ødelægge hinanden med atomvåben har vi for det andet et naturligt behov for ikke at lade uoverensstemmelser eskalere til krig.
Rusland har behov for et ydre fjendebillede
For det tredje har Rusland – og navnlig den russiske præsident – brug for Nato som det skræmmebillede, han kan holde frem for sin befolkning for at sikre indre sammenhæng; et behov som er særligt akut i et Rusland, der er kriseramt som følge af faldende energipriser, skæv demografisk udvikling og enorme forskelle på rig og fattig; med andre ord et Rusland med skrøbelig sammenhængskraft. Det er for øvrigt af nøjagtig samme grund – altså behovet for at opretholde ydre fjender og indre sammenhold – at Rusland greb chancen, da den bød sig, og satte sig op imod Ukraine og bl.a. tog Krim.
Det store spørgsmål er derfor: Er det radikalt anderledes denne gang? Har vi grund til at tro, at Rusland grundlæggende skulle ønske – eller blot overveje – at udfordre Vesten til en eksistenskamp? Eller at Rusland skulle ønske at udfordre – og dermed risikere at udløse – Natos Artikel 5 (musketer-eden) ved at krænke blot et enkelt NATO-medlem? Jeg mener, at det er svært at tro. Mit gæt er, at Rusland netop ikke har behov for en konfrontation med Vesten og derfor næppe vil vove at udfordre f.eks. de baltiske lande eller Polen på en måde, som indebærer den mindste risiko for, at Nato skulle finde på at aktivere Artikel 5.
Der tales om cyber warfare, men også her må Rusland træde varsomt, for hvis man går videre end til blot ”drillerier”, vil man formentlig risikere at efterlade sig digitale spor, som vil blive eftertrykkeligt straffet.
Bjørnetjeneste at transformere Nato?
Der er ingen tvivl om, at vi altid bør holde godt øje med Rusland. Og vi skal aldrig ignorere russiske provokationer; slet ikke hvis de er rettet mod Nato-lande. Men hvor langt skal Vesten gå, når Rusland har optrådt urimeligt aggressivt over for en nabo, som ikke er medlem af vores alliance? Det er uden tvivl rigtigt af Vesten at støtte Ukraine politisk, økonomisk og moralsk, men vi gør måske os selv en bjørnetjeneste ved igen at forsøge at transformere Nato, denne gang til noget som skal minde om det, vi kunne – eller i hvert fald ønskede at kunne – under Den Kolde Krig.
Den påbegyndte transformation af vores kapaciteter og strukturer betyder i praksis, at Vesten, og herunder Danmark, vil få endnu færre ressourcer til at håndtere sikkerhedsmæssige udfordringer, som ligger langt fra vores østflanke – f.eks. i Afrika og Mellemøsten. Det er udfordringer, som allerede i dag er betydelige, og som formentlig kun vil vokse sig værre, hvis vi ikke gør mere ved dem. I stedet går vi Putins ærinde på i hvert fald ét punkt; nemlig ved at puste os op som den ydre fjende, han så gerne lader Nato være over for sin egen befolkning.
Jeg har på det seneste mødt mange, som gnider sig i hænderne over udsigten til at vende tilbage Den Kolde Krigs mere ukomplicerede koncepter, herunder klassiske war-fighting temaer som ild og bevægelse, genetableringen af troppeenheden, kamp mod en symmetrisk fjende inden for veldefinerede rum osv. Men jeg tror, vi gør klogt i at sikre, at vi bevarer den fulde fleksibilitet, så vi hurtigt kan vende tilbage til den aktivistiske udenrigspolitiks mere komplekse dagsorden. For lige pludselig er vi måske blevet gode venner med Rusland igen.
Jacob det er lidt mærkeligt (til redaktøren) du har svaret mig, kan jeg se på min iphone gennem Disqus – men her på siden kan jeg ikke se dit svar. Men det skal ikke holde mig tilbage ;-). Først er navnet Kauling, så er det på plads.
Du bruger som augment at Rusland og Vesten har brug for hinanden, derfor vil der ikke “ske” noget grimt. Det opfatter jeg naivt (undskyld udtrykket), al historie viser at vejen til ulykken er belagt med gode hensigter, jeg behøver vist ikke at komme med eksempler. Det eneste en enevældig magthaver har respekt for er, en andens(NATO) magt. Det er simpelt og banalt men historien er banal på dette område. I slut 80erne overværede jeg FET holde briefinger om hvad der kunne ske med Sovjet, ingen af deres fantasifulde scenarier(der var vist 3) gik bare lidt i opfyldelse, Det totale sammenbrud af Sovjet kunne ikke forudses, det var for fantasifuldt. Blandt andet derfor, har jeg ikke megen tiltro til tro og gode hensigter, vi kan simpelthen ikke forudse morgendagen, sinuskurver eller ej. Man(Danmark) må have et troværdigt forsvar der kan komme vore allierede til hjælp, hvis behovet opstår. Og et troværdigt forsvar er ikke en bataljonskampgruppe på 1000 mand uden tunge våben. Jeg tror heller ikke det er realistisk at får det gamle mobiliseringsforsvar tilbage, det var nemt at nedlægge og utopisk dyrt at genopstille bare delvist. Men på trods af det er det vel militært fornuftigt at forberede vort forsvar på “hovedfjenden eller orange” som det hed engang, ikke fordi jeg forventer et angreb på Danmark, men en mulig russisk provokation med Baltikum kan jeg godt forstille mig som en mulighed. Og her mener jeg at Dansk forsvar skal kunne sende en troværdig styrke ind. I min optik er det minimum en fuldt udstyret Brigade, en DIB+, med mulighed udligning af forventede tab. En sådan enhed kan så også indsættes delvist i andre dele af verden og herved bevarer vi den fulde fleksibilitet, den er der nemlig ikke i dag.
Det er godt set af oberst Henius at relationerne til andre lande går op og ned. I 1864 var vi fjender med Tyskland, 1914-18 næsten allierede, fjender 1940-45, venner derefter – en fin sinuskurve. Rusland var en ven til 1917, en fjende under Sovjettiden og en ven/neutral indtil ca. 2004-08. nu har de Europas stærkeste og mest aggresive militær, og fører krig mod Ukraine og presser os og vores allierede militært med enorme invasions-forberedende øvelser. Men Rusland bliver helt sikkert vores venner igen en dag ligesom Tyskland.
Henius forslag er at Danmark koncentrerer sig om de varme lande, så vi ikke spiller Putin det kort i hånden, at vi kan forsvare os selv og hjælpe vores baltiske allierede. Hvorfor ikke gå skridtet fuldt ud: De varme lande bliver også vores venner en skønne dag når sinuskurven dernede vender. Hvad skal vi så militært i de varme lande? Lad os da helt afskaffe forsvaret så der kan blive global fred:-)
Jeppe, egentlig synes jeg, emnet er for alvorligt til at lave sjov med, men det bestemmer du selv.
Men forskellen på Rusland og “de varme lande”, som du kalder dem, er, at vi har en århundreder gammel forståelse for Ruslands meget homogene reaktionsmønster, mens vi kun er i den spæde erkendelsesfase af de udfordringer, som kan ramme os med udspring fra bl.a. Afrika. Vi aner med andre ord ikke, om udfordringerne fra syd nogen sinde kommer til at følge en forudsigelig sinuskurve som fra øst; min spådom er, at det vil de nok netop ikke.
Du kan for øvrigt ikke tage mig til indtægt for det synspunkt – som du fejlagtigt gør – at jeg ikke vil have, at vi skal vise Putin, at vi kan forsvare os selv. Jeg skriver netop, at vi aldrig skal ignorere russiske provokationer af NATO’s medlemmer. Men det kan man jo gøre på mange måder.
Det er ikke rimeligt – at du anvender Henius egen logik mod hans forslag – om at ignorere Rusland og fluktuerende trussel herfra.
Fleksibilitet, det ord kan vist ikke længere bruges om et Dansk forsvar anno 2017. Der er stort set ingen kampenheder tilbage i Hæren, set i forhold til situationen i 1990. Der er ingen ildstøtte, en KVGBTN (minus) få IKK´er og totalt fravær af luftværn og panserværn. Hvordan kan en oberst basere sig på tro om en mulig modstander som vælger magt frem for folkeret. Ikke en gang, men flere gange, kald det en sinuskurve. 9. april kan gentages, utroligt nok, med den slags synspunkter, såfremt de vinder gehør. Og gehør skal oberstens indlæg nok få, for den økonomiske konsekvens er at det ikke koster så meget at fastholde forsvaret i den nuværende tilstand, frem for at bringe 1. og 2. brigade tilbage til kampduelige troppeenheder, som kan indsættes til gavn for Danmark og vore allierede skulle det blive nødvendigt.
Jørgen K (efternavn ukendt), du har ret i, at mit indlæg er vurderet på “tro”. Vel at mærke tro om den formentlig mest forudsigelige af samtlige Vestens naboer. Hvis vi i stedet for at vurdere andres sandsynlige hensigter udelukkende skulle indrette vores forsvar i forhold til alle potentielle fjenders kapaciteter her i verden, så forslår dine to brigader jo slet ikke.
Jeg ser pragmatisk på tingene og tror ikke, at Forsvaret vil få tildelt midler til at genskabe den Kolde Krigs store mobiliseringsforsvar – selv ikke med den forventede merbevilling i et nyt forlig. Så hvordan bruger vi mon pengene mest effektivt? Og med “effektivt” mener jeg på en måde, hvor vi rent faktisk anvender vores mandskab, krudt og kugler på en skarp måde ude i verden…?
Jeg glemte for øvrigt at skrive i min klumme, at vi ikke kun går Putins ærinde ved at spille den rolle, han netop ønsker at se NATO i rent indenrigspolitisk. Vi binder nemlig også en del af vores sparsomme ressourcer langs hans vestgrænse – ressourcer som vi dermed ikke kan anvende andre steder i verden. Mere vand på Putins mølle.