Debatten om Operation Bøllebank understreger, at Forsvaret kan blive meget bedre til at gemme operativt materiale for at kunne dokumentere for eftertiden, hvordan Forsvaret har ageret i krige rundt om i verden. Det mener to krigshistorikere.

Hvad skete der egentlig under Operation Bøllebank i 1994? Den debat har fyldt en del på OLFI og øvrige medier i de seneste to uger. Årsagen er en kommende radiodokumentar på DR P1, som sår tvivl om den officielle historie, som den er blevet fortalt i snart 23 år – og et debatindlæg her på OLFI af den pensionerede oberst Lars R. Møller, som satte det hele i gang.

Det fyger med beskyldninger om »sammensværgelse«, »løgnehistorier« og »ondsindede rygter«, ligesom en død mands uplettede eftermæle er på spil. Men hvem har ret, og hvad er op og ned? Det har vi reelt set ikke mange muligheder for at få opklaret, for det danske forsvar har gennem de seneste 25 års krige ikke gjort meget ud af at journalisere eller gemme operativt materiale eller gennem interview sikre sig samtidens krigsdeltageres syn på begivenhederne.

Læs også: Deltagerne i Operation Bøllebank går i krig igen – mod hinanden

Det mener i hvert fald Niels Klingenberg Vistisen, som er militærhistoriker og ansat i Hærstaben som souschef i kompetence- og uddannelsesafdelingen. Tidligere var han tillige hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan og har her på OLFI rettet en hård kritik af politikernes amputerede krigsudredning.

»Uanset hvem, der har ret, så illustrerer debatten om Operation Bøllebank, at ingen i Forsvaret har styr på den officielle danske krigshistorie og noget så vigtigt som en træfning, hvor vi slår mange serbere ihjel. Enhver kan i virkeligheden påstå hvad som helst, for hvem sagde hvad hvornår, og hvem har et gammelt håndskrevet dokument liggende på loftet? Det er hovedet på sømmet. Operation Bøllebank er en af de vigtigste krigsbegivenheder i dansk militærhistorie siden 1864, og så har vi ikke en gang gemt nogle officielle dokumenter, som kan gøre os klogere. Det er tankevækkende,« siger Niels Klingenberg Vistisen.

Hvad viser den aktuelle debat om Operation Bøllebank?

»Den viser, at vi fra Forsvarets side overhovedet ikke har interesseret os for at gemme eller journalisere noget af operativ betydning fra vores egen krigshistorie. Og når den næste sag opstår, har vi heller ikke noget. Nu er det Bøllebank, men hvad med Panterens Klør fra 2008 i Afghanistan, hvor danske soldater kæmpede bravt nede i Helmand? Der er gemt lige så lidt fra den operation. Nu skulle der gå over 20 år, før der dukkede noget op om Bøllebank. Så kan det være, at der i 2028 kommer en diskussion om begivenheder i Helmand, hvor der i virkeligheden er gemt alt for lidt,« siger Niels Klingenberg Vistisen.

Kan med fordel udpege en dokumentationschef

Ifølge ham skylder Forsvaret at holde styr på, hvad man rent faktisk har lavet – om ikke andet skal krigshistorien under alle omstændigheder være korrekt, mener Vistisen og anbefaler, at man udpeger en dokumentationschef til fremtidige internationale missioner eller efterfølgende lader Institut for Militærhistorie på Forsvarsakademiet dokumentere historien gennem dokumenter, interviews og meget gerne krigsdagbøger skrevet under missionen.

Læs også: Hånskrevet dokument punkterer myte om Operation Bøllebank

»Med nogle relativt simple værktøjer kunne man føre en krigsdagbog og efter skelsættende begivenheder som Operation Bøllebank have ladet en militærhistoriker gennemføre nogle interviews for at få historien på plads,« siger Niels Klingenberg Vistisen.

Niels Bo Poulsen er militærhistoriker og chef for Institut for Militærhistorie og Krigsteori på Forsvarsakademiet. Han kender kun debatten om Operation Bøllebank fra medierne og ønsker ikke på den baggrund at udtale sig om sagen. Men han deler Niels Klingenberg Vistisens syn på den manglende dokumentation og efterlyser ligesom sin kollega mere fokus på området.

»Jeg tror ikke, at det er nogen helt fejlagtig antagelse, at det danske forsvar også kunne blive bedre til at føre en eller anden form for log over hændelser i missionsområderne,« siger Niels Bo Poulsen.

Briterne har en “Coorporate Memory”

Han henviser til, at man i det britiske forsvarsministerium har en enhed, der hedder Coorporate Memory. Den tager sig ifølge Niels Bo Poulsen af at holde styr på den historiske logbog ud fra en tanke om, at en institution som forsvaret har brug for en god hukommelse. Både så man har dokumentation for, hvad der er op og ned i en given sag – og af hensyn til egen intern læring.

»Briterne er lige så kyniske som alle andre og bruger den selvfølgelig også i forhold til de juridiske og legale efterspil, der måtte være,« siger Niels Bo Poulsen.

Ifølge ham sender briterne også krigshistorikere med ud i missionsområderne for at føre krigsdagbog og sikre et dokumentationsgrundlag i retning af det taktiske niveau. Og det giver god mening, mener Niels Bo Poulsen.

»Det sender et meget vigtigt signal ud i organisationen, at man har en person med det specifikke ansvar at sørge for, at dokumentation er i orden. Og det betyder alt andet lige, at man sørger for, at der er en forståelig og klar dokumentation af væsentlige tildragelser i missionen.«

Masser af præcis dokumentation fra Anden Verdenskrig

Et kig i de militærhistoriske arkivalier fra Anden Verdenskrig vidner ifølge Niels Bo Poulsen tillige om en meget høj grad af præcision i den militærhistoriske formidling af slag og operationer.

»Det gjorde tyskerne ikke, fordi de brændte for at efterlade sig et fingeraftryk, der skulle vare i 400 år. Det var lige så meget, fordi man som institution mente, at det var vigtigt at få denne dokumentation på plads. Så kunne man diskutere på et meget bedre sagligt grundlag. Ikke for at gøre et ansvar gældende, men for at lære af historien. Hvem sagde hvad, hvem gav ordren, hvordan blev den udført, hvad sagde efterretningsbilledet, og hvad var fornemmelsen af de foreliggende muligheder.«

Som forsker på Forsvarsakademiet lægger Niels Bo Poulsen heller ikke skjul på, at han har en personlig aktie i at få det bedste dokumentationsgrundlag for de missioner, operationer og hændelser, som det danske forsvar har været involveret i rundt omkring i verden.

»Vi vil jo også gerne kunne bruge nogle relativt nye og dermed vedkommende eksempler i læringsprocessen, så vi ikke bare skal kigge på, hvad Napoleon gjorde. Alene af den årsag er det forholdsvis vigtigt, at vi har dokumentationen på plads,« siger han.