spot_img

Bjørn Bisserup bliver ny forsvarschef

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Det bliver den 56-årige generalløjtnant Bjørn Bisserup, der overtager posten som forsvarschef efter Peter Bartram den 10. januar 2017. Det skriver Forsvarsministeriet her til formiddag i en pressemeddelelse.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) har udpeget den 56-årige Bjørn Bisserup som ny forsvarschef. Han overtager embedet den 10. januar 2017, når general Peter Bartram forlader Forsvaret for at hellige sig pligter i det civile erhvervsliv.

Forsvarsministeren glæder sig over at få Bjørn Bisserup som forsvarschef og roser sin kommende “FC” for både at arbejde hårdt, være engageret og fagligt kompetent.

”Danmark står overfor en ny sikkerhedspolitisk situation, som stiller øgede krav til Forsvaret. Jeg er overbevist om, at Bjørn Bisserup er den helt rigtige til at stå i spidsen for Forsvaret i den kommende periode. Jeg ved, at hans militærfaglige dybde og omfattende erfaring vil blive en stor fordel for Forsvaret, når han skal stå i spidsen for de mange ansatte, som fortsat skal løse både vigtige og vanskelige nationale og internationale opgaver,” siger Peter Christensen.

Lang fortid i Forsvarsministeriet

Bjørn Bisserup er i dag direktør i Forsvarsministeriets Koncernstyring og har tidligere været chef for forsvarsstaben i den daværende forsvarskommando. Han indledte sin militære karriere på Hærens Officersskole i 1982 og har siden bl.a. forrettet tjeneste som chef for kampvognseskadronen ved Danske Livregiment og som bataljonschef i Den Kongelige Livgarde. Derudover har Bjørn Bisserup som chef for forsvarsstaben sammen med de seneste to forsvarschefer stået i spidsen for implementeringen af de seneste to forsvarsforlig.

Det har formentlig talt til Bjørn Bisserups store fordel, at han tillige har en fortid som både afdelingschef og kontorchef i Forsvarsministeriet inden for områderne internationale og nationale operationer, materiel, forsvarsplanlægning og efterretningstjeneste i tiden, hvor Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan. Bjørn Bisserup glæder sig over udnævnelsen, som han kalder en ære.

”Jeg ser meget frem til at stå i spidsen for de tusindvis af dygtige mænd og kvinder i Forsvaret, som dagligt både ude og hjemme løser vigtige opgaver for Danmark. Forsvaret er igennem en udfordrende tid ovenpå omfattende omstruktureringer og med fortsatte krav om udvikling og omstilling af Forsvaret. Sammen med de mange engagerede medarbejdere, ser jeg frem til at sikre, at Forsvaret er bedst muligt rustet til at imødegå de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor,” siger Bjørn Bisserup.

En erfaren og politisk sikker officer

Udefra set er Bjørn Bisserup det sikre – og blandt en del medarbejdere – upopulære valg. Mange med kendskab til Forsvarets øverste ledelse vil i spøg sige, at Bjørn Bisserup som chef for Forsvarsministeriets Koncernstyring allerede har været den reelle forsvarschef i adskillige år.

Som Forsvarets økonomichef har han haft en langt større indflydelse på Forsvaret end forsvarschefen selv, som med omstruktureringen i 2012 blev barberet ned til en kransekagefigur med lidt operative beføjelser.

På grund af de nye regler for afgang fra Forsvaret skal Bjørn Bisserup først gå på pension, når han fylder 61,5 år i oktober 2021, hvilket giver ham næsten fem år i stillingen som forsvarschef. Det giver ham ro til at forhandle og implementere et nyt forsvarsforlig, lige som han kan være med til at tegne strukturerne for det efterfølgende forlig. 

Søren Gade gav Bisserup en “GK Kristensen”

Ved at vælge Bjørn Bisserup får forsvarsministeren en officer, som er både omgængelig og samarbejdsorienteret og om nogen kender det politiske spil indefra. Til gengæld kan det vække murren i krogene, at han som den tredje forsvarschef i træk er hærmand – og kun har været udsendt en enkelt gang til Cypern i 1989.

Siden 1997 har han med en kort afstikker som bataljonschef været mere papirkriger end operativ general. Derudover har han været dybt involveret i alskens skandaler, som har ramt Forsvaret de seneste år, og onde tunger vil påstå, at han noget ufortjent sneg sig ud af skandalen om jægerbogen uden synlige ridser i lakken.

Med til historien hører også, at han lidt lige som navnkundige G.K. Kristensen sprang et par grader over i sin vej mod Forsvarets top. Det skete, da daværende forsvarsminister Søren Gade (V) i 2008 lavede en politisk udnævnelse og forfremmede afdelingschef Bisserup fra oberst til generalløjtnant og chef for forsvarsstaben.

“PP” overtager Bisserups stilling som økonomichef

Samtidig med udnævnelsen af Bjørn Bisserup har forsvarsministeren udnævnt Per Pugholm Olsen til generalløjtnant og ansat ham som koncernstyringsdirektør med virkning fra 10. januar 2017 – i Bjørn Bisserups nuværende stilling.

Per Pugholm Olsen er 52 år og har siden 1. januar 2015 varetaget stillingen som permanent dansk repræsentant i Natos militærkomité og militærrådgiver ved den danske repræsentation ved det Nordatlantiske Råd. Inden det var Per Pugholm Olsen chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Det er desuden besluttet at slå en række topchef-stillinger op på Forsvarsministeriets myndighedsområde, da en række chefer når pensionsalderen i løbet af 2017. Stillingerne er følgende i kronologisk rækkefølge:

  • Danmarks militære repræsentant ved Nato og EU – ledig pr. 10. januar 2017
  • Chef for udviklings- og koordinationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando – ledig pr. 1. juni 2017
  • Direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse – ledig pr. 1. juli 2017
  • Chef for Hjemmeværnet – ledig pr. 1. august 2017
  • Viceforsvarschef – ledig pr. 1. november 2017

 

Andre læste også

DF-ordfører om besparelser efter OK24: »Så amatøragtigt, som det kan være«

Abonnement
Der er historisk mange milliarder på vej, men inden da skal Forsvaret i 2024 flere steder spare et større millionbeløb og gennemføre ansættelsesstop. Forklaringen skal findes i de nyligt overståede overenskomstforhandlinger, som resulterede i en lønstigning til statens ansatte. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, finder timing og signalværdi dybt...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer