For de fleste står navnet Olfert Fischer som en af fortidens store, danske søhelte. I april 1801 havde han rang af kommandør og ledede Københavns forsvar ved Slaget på Reden mod den britiske flåde med Lord Nelson i spidsen. Under kampene fik han en træsplint i hovedet, men formåede alligevel at fortsætte kampene og reddede med stort mod og dygtighed formentlig mange danske søfolk fra den visse død mod den britiske overmagt, som på daværende tidspunkt havde verdens uden sammenligning mest frygtindgydende flåde.

Sådan lyder den gængse beretning i hvert fald. Men den er for det første ikke sand, og for det andet har den en forhistorie, som man kun sjældent hører om, når talen falder på Olfert Fischer.

”Det er lidt synd for Olfert Fischer, at Slaget på Reden skulle blive hans anledning til berømmelse, for han gjorde stort set ingenting i det slag,” siger Jakob Seerup.

Han er museumsinspektør på Nationalmusset og en af forfatterne bag bogen ”Danmarks Største Søhelte” fra 2010:

”I løbet af de første 15-20 minutter af slaget bliver Olfert Fischer ramt i hovedet af en træsplint, da hans skib bliver beskudt. Han pådrager sig en ganske alvorlig hjernerystelse, og det fremgår mellem linjerne, at selv om han er til stede, så er det ikke længere ham, der giver ordrene. Da Nelson sender et fartøj under hvidt flag ind med et forslag til våbenhvile, henvender han sig heller ikke til Olfert Fischer, men til den daværende Kronprins Frederik. Det demonstrerer, at Nelson heller ikke opfattede Olfert Fischer som sin ligemand,” fortæller Jakob Seerup.

Slaget på Reden endte med en våbenhvile, og da oplysninger om zarens død i Rusland kort forinden nåede København en uge efter slagets begyndelse viste kampene sig at være spildte og uden betydning, fordi zarens død med ét forandrede hele billedet omkring Østersøen. Alt det kan du læse meget mere om i Aarhus Universitets beskrivelse af Slaget på Reden.

Blev aldrig gift og fik ingen børn

Men tilbage til Olfert Fischer eller rettelig Johan Olfert Fischer, som Jakob Seerup kalder ”en lidt speciel helt” i hele galleriet af danske søhelte. Olfert Fischer var født ind i flåden, hvor hans far sejlede som admiral og sågar havde haft sønnen Olfert med på et togt. Familien var ud af en tysk reformert slægt, som havde klaret det godt og tilhørte det bedre borgerskab. Faren havde aktier i Asiatisk Kompagni, hvor han i en periode var direktør, og børneflokken talte ud over Olfert Fischer også syv søstre, som søofficeren kom til at forsørge, når han vendte hjem fra togter med nye ”prispenge” – en slags bonus eller resultatløn fra de fjendtlige skibe, som han havde opbragt i nationens tjeneste. Selv blev han aldrig gift og fik ingen børn.

Ingen tvivl om, at Olfert Fischer var en dygtig sømand og fortjente noget af sin heltestatus. I 1799 sejlede han som kommandørkaptajn på orlogsskibet ”Oldenborg”, der sammen med andre orlogsskibe konvojerede med koffardiskibe (datidens handelsskibe) til Ostindien. Konvojen var på vej til den danske koloni Tranquebar og var nået til Taffelbay (Table Bay) ved Kapstaden i Sydafrika, da den sejlede ind i en voldsom orkan.

”Jeg har altid ment, at Olfert Fischers største bedrift som søofficer var med ”Oldenborg”. Vindretningen til ankerpladsen var helt forkert, og rundt om ham gik det ene skib efter det andet på grund, og mange besætninger omkom. Olfert Fischer tog bestik af den forfærdelige situation og valgte en kontrolleret grundstødning. Skibet blev slået til pindebrænde, men han selv og hele besætningen reddede livet,” siger Jakob Seerup.

Deltog i gruppevoldtægt og slap med et års degradering til matros

Det er dog en helt anden historie, som i dag gør, at det er svært at se Olfert Fischer som en af de store danske hædersmænd, selv om han endte sin karriere som viceadmiral dekoreret med Storkorset af Dannebrogsordenen. Den kedelige historie udspiller sig en tidlig forårsaften på Holmen i København, da Olfert Fischer som ung og nyslået løjtnant er bare 18 år.

”Han havde en meget uheldig affære med en formentlig prostitueret mindreårig. Det førte til en hel krigsretssag med over 100 siders afhøring af de involverede. Ud over de unge løjtnanter, som var de direkte involverede, var der hele Vagtkompagniet på Christiansholm, som slet ikke kunne undgå at være vidner til, hvad der var foregået,” fortæller Jakob Seerup.

Hvad skete der? Kan du uddybe det lidt?

”Jeg sidder lige sammen med nogle mindreårige børn i bilen,” svarer Jakob Seerup.

Kort fortalt – uden børnenes påhør – deltog Olfert Fischer sammen med tre unge officerskolleger i en grum gruppevoldtægt af en ung kvinde fra København, som var blevet roet ud til Christiansholm – i dag bedst kendt som Papirøen, hvor voldtægten fandt sted.

Da officererne var færdige med den unge kvinde – hun blev udsat for en hårdhændet “undersøgelse”, som bla. involverede at få hældt terpentin og en flaske brændevin ud over sine kønsdele – førte den ene officer pigen ind til de menige, hvor han spurgte, ”om de ville kneppe. Saa skulde de faae puule frit!”, som der står i retsdokumenterne. Da de menige betakkede sig, blev pigen roet tilbage til Nyhavn i en båd sammen med Olfert Fischer og en af hans officerskolleger. Undervejs truede søofficererne med at smide pigen i havnen og sagde, ”saaledes skulde en saadan luder medhandles”, ligesom de råbte til besætningerne på de forbipasserende skibe, ”om de ville have kusse”.

Inden næste morgen var rygterne løbet i forvejen, og i Københavns gader talte man om den skandale, som de fire unge officerer havde begået på Holmen. De blev fængslet og siden dømt, om end straffen var meget mild. To blev dømt til at forlade flåden, men blev begge benådet efter et år, og Olfert Fischer modtog sammen med den sidste kollega dommen – en degradering i et år til matros.

Blev hevet frem af gemmerne i anledning af 100 års jubilæet

Hvordan gik det så til, at Olfert Fischer kunne få status af national søhelt? Den mest sandsynlige forklaring er, at det skete ved en tilfældighed mange år senere. I årene efter Slaget på Reden gjorde Olfert Fischer ikke meget væsen af sig, og da han døde i 1829 skete det i – stilhed.

Men omkring århundredeskiftet – altså det fra 1899 til 1900 debatterede man fortsat udvidelsen af Københavns befæstning, som var blevet sat på pause med et forlig i 1894, og marinen fik tilført tre nye panserskibe af Herluf Trolle-klassen. Men hvad skulle de hedde?

”Det militære system var man meget tro mod, og selv om Olfert Fischer blev såret og knap deltog i kampene, var han stadig chef for defisionslinjen under Slaget på Reden. Jeg tror, at der var en kommando-tankegang, at så måtte det være ham, der tegnede det modige forsvar af København. Der ligger også den symbolik i det, at efter polemikken om konseilspræsident (statsminister) Estrups udbygning af Københavns befæstning, var det forsvaret af København fra søsiden, som man fokuserede på. Og hvem personificerede det bedre end ham, der forsvarede det mod englænderne i 1801?”

Og sådan gik det formentlig til, at Olfert Fischer blev hevet frem af gemmerne og genopstod som panserskibet ”Olfert Fischer” i 1903. Det var aktivt i tjeneste helt frem til 1936, hvor det inden sin ophug blev brugt som målskive for flyvevåbnet.

Derefter var ”Olfert Fischer” død og borte, ind til han genopstod for anden gang som korvetten F355 ”Olfert Fischer” i 1980. OLFI blev udfaset i 2009 og ophugget på Odense Skibsværft.

Men i dag genopstår ”Olfert Fischer” for tredje gang – og denne gang som Olfi i den digitale verden som medie inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken. Hvil i fred – mere end æret være hans minde.