INTERVIEW: Danmarks forsvarsminister vil afvente granskeren Peter Taksøe-Jensens rapport om Danmarks fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik, før han bliver mere konkret om Forsvarets fremtidige indretning. Men Rusland og Arktis spiller en stadig større rolle, uden at ministeren vil sige noget om det kommende forsvarsforligs størrelse.

Peter Christensen (V) overtog embedet som forsvarsminister fra Carl Holst (V) den 30. september i fjor. Den nye minister har således for længst passeret sine første 100 dage i stolen, og det har været en begyndelse med overraskende meget ro – ikke mindst tumulten omkring sin forgænger taget i betragtning. Det betyder dog ikke, at Peter Christensen ikke har noget at se til. I kalenderen står der typevalg af nye kampfly i foråret, forhandlinger internt i regeringen om Rigets fremtidige sikkerhedspolitik på baggrund af Arktis-rapporten og granskeren Peter Taksøe-Jensens oplæg til en fremtidig udenrigs- og sikkerhedspolitik, som begge ventes offentliggjort i maj. Derudover er der udfordringen med at holde på medarbejderne i forsvaret, skaffe teknikere og mekanikere til alle tre værn, indkøb af artilleri, Nato-topmøde i Warszawa i juli og indledende forhandlinger om et kommende forsvarsbudget i slutningen af året.

Og derudover fylder Ruslands voksende aggressioner og kold-krigs-retorik, borgerkrigen i Syrien og de massive flygtninge- og migrantstrømme til Europa. Der var derfor nok af emner at tage fat på, da Olfi inviterede sig selv til et interview med forsvarsminister Peter Christensen.

Kan du løfte lidt af sløret for, hvordan det går med Peter Taksøe-Jensens udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik?

»Peter Taksøe-Jensen skal have frihed til at foretage sin analyse og komme med sit bud på prioriteringerne. At bruge ressourcer på det, som er strategisk vigtigt, lyder næsten banalt. Men det er vigtig at overveje, hvad der er vores interesser. Hvis vi tager et nedslag på Irak og Syrien, så er det også danske interesser. Når ISIL er ved at få fodfæste flere steder i Afrika, så bliver det også en del af danske interesser. Når ISIL sætter unge i bevægelse, så de rejser nordpå. På den måde er det helt synligt for enhver, at verden er blevet mindre. En del af immigrationen handler om ønsket om et bedre liv, men bevægelserne kan også hurtigt påvirkes af konflikter og terror. Det er svært at skille ad.«

Arktis spiller en vigtig rolle for Taksøe, og samtidig venter vi på den længe annoncerede rapport om Danmarks rolle i Arktis. I Politiken sagde Taksøe forleden, at vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser. At vi kort sagt skulle opgradere på den front. Er du enig i det?

»Arktis er et nyt område, som både Taksøe og Arktisrapporten ser på. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der alene er afsat 120 mio. kr. til Arktis i det indeværende forsvarsforlig. Jeg tror, at forudsætningen for mange andre overvejelser er, hvad der sker i området. Derfor er awareness ret centralt, og det overblik har vi ikke i dag. Det ser jeg som et første skridt. Hvem er til stede, og hvad er aktivitetsniveauet? I den kontekst er man nødt til at have en bred forståelse for, hvad Arktis er for et område. Det er stort! Og det siger jeg, fordi det en gang imellem lyder som om, at hvis vi lige sendte flåden derop – så dækkede vi Arktis. Vi kommer aldrig nogensinde til at kunne have Arktis som et fuldt dækket område. Derfor handler det for mig om at prøve at samtænke kapaciteter, for Arktis er enormt.«

Hvad kunne det være for kapaciteter?

»Tag nu tilstedeværelsen under vand. Der har vi nedlagt ubådskapaciteten. Det kommer ikke til at ske, at vi kan opbygge en ubådskapacitet, som ville kunne spille nogen afgørende rolle i Arktis. Det ville være rent symbolsk. Med Forsvarets øvrige opgaver og økonomiske ramme er der ikke plads til, at vi begynder at opbygge kapaciteter af symbolske grunde. Det er et vigtigt budskab. Debatten kører også blandt nogle partier, at det er vigtigt for Danmark at have ubåde. Men en kapacitet som ubåde skal være substantiel, hvis den skal give mening og være andet end et rent symbolsk bidrag. Der er andre ting, som jeg sagtens kunne se prioriteret, men ingen af delene er af symbolsk karakter. Et eksempel: Jeg kan konstatere, at dansk forsvar kan rigtig meget. Men vi bliver udfordret, hvis det skal foregå i længere tid ad gangen. Dybden i Forsvaret kan være helt nede på noget som logistik. Der bliver vi hurtigt udfordret, hvis vi har flere missioner i gang i længere tid. Men det betyder også, at det et sted, hvor vi kan få meget ud af at prioritere ressourcer. Vi ville med et populært ord kunne ”multiplie” det, som vi allerede kan i forvejen, og som der er efterspørgsel på.«

Det fører mig naturligt hen til det helt overordnede spørgsmål om økonomi. Regeringen har lovet Nato over de næste 10 år at nærme sig målet om at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet på forsvar. Vil regeringen øge forsvarsbudgettet i næste forligsperiode?

»Næste forsvarsforlig skal gælde fra 2018. Det vil sige, at vi skal i gang i 2017 med at forhandle. Jeg bruger 2016 på at føre samtaler med så mange som muligt både i og uden for Forsvaret for at høre, hvor der er behov for at tage politiske initiativer. Derudover har regeringen ikke taget stilling til den økonomiske ramme for næste forsvarsforlig.«

Danmark har længe haft en høj stjerne i Nato, fordi vi sendte betydelige styrkebidrag med stærke mandater til Irak, Afghanistan og Libyen for nu bare at nævne nogle. Men sikkerhedssituationen har ændret sig markant over de seneste år med Ruslands indgriben i Georgien, annekteringen af Krim og i det hele taget aggressive og truende fremfærd – også i vores eget nærområde. I dag har vi ikke længere patruljebåde, Standardflex-både eller ubåde til at patruljere i Østersøen, men kun nogle store støtteskibe og tre fregatter, som i øvrigt ikke er fuldt bemandede – og grundlæggende alt for store til at operere effektivt i Østersøen. Vi har ingen sonar, og vi har ikke missiler på fregatterne. Mener du, at vi lever op til forpligtelserne over for Nato – ikke mindst når vi ser på vores eget nærområde?

»Der er ingen tvivl om, at presset er steget fra amerikanerne, fordi de også har måttet skære i forsvaret. Devisen er, at europæerne må bidrage mere. Men amerikanerne har lige øget det amerikanske forsvarsbudget med massive investeringer – ikke mindst i Europa. Danmark ligger fortsat tårnhøjt i Nato, hvilket vi lige har bekræftet ved at gå med i den hurtige reaktionsstyrke. Vi kommer med store substantielle bidrag til alliancen, og vi leverer. Hele diskussionen om output eksisterer også i Nato-kredse. Det ville jo være underligt, hvis man kun målte på, hvor meget hvert enkelt land brugte på forsvar, og ikke hvad der kom ud af det. Men det betyder selvfølgelig også, at hvis vi brugte flere ressourcer på forsvar, kunne vi levere endnu mere. Det er klart. Jeg er i øvrigt enig i din historiske beskrivelse. Men jeg lytter mig ikke til, at Nato er i gang med en bevægelse, der tager udgangspunkt i nationale territorialforsvar. Det påvirker selvfølgelig Nato, at Rusland spiller med musklerne. Nato ønsker at have en endnu større slagkraft til at kunne afskrække ikke venligtsindede naboer. Men man skal ikke se det som, at man begynder at tænke nationale bidrag ind. For Nato handler det i højere grad om, at de hurtige reaktionsstyrker skal være endnu stærkere. På den måde skal vores styrker målrettes endnu mere til Natos forsvar.«

Hvor alvorligt opfatter du den øgede trussel fra Rusland, og hvad kan vi gøre for at imødegå den?

»Den seneste trusselvurdering fra FE siger, at der ikke er nogen direkte trussel mod Danmark, men en øget trussel mod Nato og visse Nato-lande. Jeg kan godt forstå, hvorfor de baltiske lande er stærkt bekymrede, når russerne siger, at de vil opbygge tre brigader rettet mod Vesten, hvoraf den ene skal være atomar. Det er sket, efter at FE kom med sin trusselsvurdering. Det er vi nødt til at forholde os til. Jeg ser ikke truslen som en landinvasion, eller at Rusland pludselig besætter et af de baltiske lande. Men vi har set opskriften fra Krim, hvordan sådan noget kan foregå. Det er en ligeså nærværende og reel trussel som en gammeldags invasion, for den kan ende samme sted, og den kan være sværere at håndtere. For hvornår har man overskredet den røde linje? Hvornår er en handling nok til, at man aktiverer Natos Artikel 5 om, at et angreb på et land er et angreb på hele alliancen? Det spørgsmål afhænger af, hvad det enkelte medlemsland aktiverer. Sikkerhedpsolitik er blevet meget mere komplekst. Men virkeligheden er, at Nato uanfægtet fortsat er meget stærkt. Og det skal vi sørge for, at vi bliver ved med at være. Derfor skal vi overveje, hvordan vi kan udvikle vores bidrag til at passe til Nato.«

Nu vil det være naturligt at tage snakken om kampfly. Jeg hører på gangene, at når anbefalingerne til typevalg af kampfly endnu ikke er lagt frem, skyldes det, at regeringen stadig leder efter pengene til at finansiere købet. En af overvejelserne går på, at budgettet er så stramt, at vi kun har råd til så lavt et antal fly, at det i den sidste ende ikke giver nogen mening at købe dem. Det skyldes, at vi med et antal fly i nærheden af 18 eller endnu færre er dernede, hvor vi stort set ikke længere kan deltage i internationale missioner, når vi samtidig skal opretholde vores eget afvisningsberedskab, have fly til reparation, test og vedligehold, bruge fly til uddannelse af piloter og gerne deltage i Air Policing over Baltikum. Hvad er din kommentar til det?

»Det er, at enten har vi en kapacitet, som vi kan bruge – også i internationale missioner. Ellers er der ikke nogen grund til at have den. Jeg har den holdning, at et land skal kunne lave afvisning på sit eget territorium. Hvis det var den eneste opgave, var der ingen grund til, at vi kiggede på tre så avancerede fly. Det behøvede man ikke disse fly for. Man skal huske på, at de tre kandidater bliver vægtet på, at vi skal kunne det samme, som vi kan i dag. Det er altså den situation, som vi sidder i. Der bliver en økonomisk diskussion, for hvad koster det at kunne det samme som i dag? Jeg er optaget af, at vi lægger det åbent frem. Hvis vi ikke vil bruge de penge, så skal befolkningen vide, at så er der noget, som vi fremadrettet ikke længere kan. Man skal ikke skjule, at vi så ikke kan det samme.«

Hvor står vi så rent politisk nu?

»Jeg synes egentlig, at partierne har taget nogle fornuftige skridt. I det nuværende forlig står der, at vi skal kunne udsende kampfly et år ud af tre. Situationen er så, at vi har sendt dem ud i halvandet år til Kuwait for at bombe ISIL. Der har man allerede været ude at bruge en kapacitet mere, end det var aftalt i forliget. Det viser i hvert fald, at kampfly er en kapacitet, som bliver efterspurgt, og det vil det også blive i fremtiden. Hvis vi ikke skal kunne sende kampfly, som ofte vil være det internationale samfunds første svar, er det så, at vi kun kan sende specialoperationsstyrker hver gang? Det skal man overveje den politiske konsekvens af.«

Vi har allerede talt en del om, hvad der kommer til at præge dagsordenen i 2016 – og de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig. Men jeg kunne godt tænke mig at afslutte med spørge dig om netop regeringens oplæg til et kommende forsvarsforlig. I det seneste forlig blev der lukket en del kaserner og etablissementer. Nogle mener, at Forsvaret nu har en struktur, som tilgodeser både lokale og regionale hensyn, og som samtidig fungerer effektivt. Andre mener, at der kan spares endnu mere på etablissementerne – og ikke mindst ved at sammenlægge nogle af officersskolerne. Hvad vil dit oplæg være på den front til det kommende forlig?

»Jeg har en klar forventning om, at etablissementerne kommer til at fylde mindre. Man tog en stor omgang ved det igangværende forlig. Når man har lavet så store omvæltninger som i det her forlig med både salg af bygninger, kasernelukninger, ændring af uddannelser og samlet Forsvaret i en værnsfælles struktur, så er der ingen forskel på Forsvaret og enhver anden virksomhed. Strukturændringer skal have lov at bundfælde sig og virke. Det, mener jeg også, skal afspejle næste forlig. Tingene skal have lov at virke. Forsvaret har brug for ro. Det er jo ikke Folkeskolen, selv om den også har brug for ro. Alle har godt af at blive rystet en gang i mellem. Men efterfølgende skal der også være ro. Forsvaret skal ikke være et eksperiment.«