ARKIV: Den 1. marts stod Flyvevåbnets langtrækkende mobile radar klar i Nordafghanistan, selv om hverken Nato, de allierede lande i Afghanistan-styrken ISAF, amerikanerne eller briterne ønskede den. Forsvarschefen havde gentagne gange forsøgt at gøre Forsvarsministeriet opmærksom på dette forhold, men det vidste hverken de ansvarlige ministre eller politikerne bag Helmandplanen 2011-2012 noget om.

Denne artikel blev bragt i Jyllands-Posten søndag den 12. marts 2012.

Vinteren viste tænder, da en flok danske soldater i begyndelsen af februar ankom til Mashar e-Sharif i det nordlige Afghanistan for at klargøre Flyvevåbnets langtrækkende mobile TPS-77 radar.

»Da vi landede, var det minus 15 grader og hård frost, som slog over i regn. Det gav et kæmpe mudderbad. Så bare det at få kørt materialer til byggepladsen har været en kæmpe udfordring,« fortæller “P. V.” i et videoindslag fra Afghanistan, som Flyvevåbnet har lagt ud på Youtube.

Men med hårdt arbejde nåede de det, og onsdag den 29. februar kl. 23.59 kunne danskerne melde det mobile luftoperationscenter – i daglig tale kaldet MACC (Mobile Air Control Centre) – klar til Nato. Egentlig var det lidt pudsigt. For Nato ønskede det slet ikke sendt til Afghanistan, og det havde alliancen gentagne gange gjort den danske forsvarsledelse klart. Heller ikke de allierede lande i Afghanistan-styrken ISAF, briternes forsvarsledelse i London eller den amerikanske flyverattaché i Danmark kunne se formålet med at sende et dansk mobilt luftoperationscenter til Afghanistan.

Det havde general og forsvarschef Knud Bartels gennem flere måneder gentagne gange skrevet til Forsvarsministeriet, og i det hele taget hobede listen med argumenter for at finde en anden løsning sig op i Forsvarsministeriets departement. Alligevel gik den ansvarlige minister rundt med den klare overbevisning, at Nato satte pris på at få en dansk radar sendt til Nordafghanistan.

Hvordan kunne det ske?

Et udtrykkeligt ønske fra Nato

Historien begynder på et uofficielt sonderingsmøde på udenrigsministerens kontor omkring årsskiftet 2010-2011, som daværende udenrigsminister Lene Espersen (K) og daværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) før forhandlingerne om Helmand-planen havde indkaldt De Radikale og Socialdemokraterne til for at afklare, hvor partierne stod i forhandlingerne om den danske indsats i Afghanistan. Med til mødet var nogle få embedsmænd fra de to ministerier.

Som socialdemokraternes forsvarsordfører erindrer John Dyrby Paulsen, hvordan embedsmændene fra Forsvarsministeriet bragte Flyvevåbnets mobile luftoperationscenter i spil.

»Vi fik at vide, at det var et udtrykkeligt ønske fra Nato, at vi stillede den til rådighed. Vi kunne også levere det, og derfor var det indstillingen, at det skulle man gøre,« fortæller han.

Sådan blev det. Da de to ministre den 22. februar sidste år præsenterede Helmand-planen 2011-2012 i de radikales gamle gruppeværelse på Christiansborg, kunne man på side 25 finde luftoperationscenteret placeret i et skema med oplysninger om, at det skulle udsendes til Afghanistan i første halvår af 2012. Men i forsvaret var ingen taget med på råd, og embedsmændenes viden om Natos ønsker hvilede øjensynligt på et mere end spinkelt grundlag.

Det blev første gang klart for de selv samme embedsmænd i Forsvarsministeriet og departementschef Lars Findsen, da forsvarschefen den 27. april svarede på ministeriets “Direktiv for udvikling af den militære indsats i Afghanistan af 13. april 2011”:

»Kære departementschef,« skrev Knud Bartels med håndskrift øverst på de tre printede og hemmeligt-stemplede sider: »Udsendelsen af et mobilt luftoperationscenter vil ikke støtte Task Force Helmand og vil – set fra et militært perspektiv – kunne udskydes til et senere tidspunkt uden tab af operativ effekt,« skrev han og gjorde i samme brev opmærksom, at eneste mulige sted at placere luftoperationscenteret formentlig ville være i Nordafghanistan mere end 1.000 km fra Helmand-provinsen, hvilket stik imod hensigten med Helmand-planen »ville føre til en uønsket spredning af danske enheder i Afghanistan«.

Indsigelser gjorde ikke indtryk

Forsvarschefens indsigelser gjorde imidlertid ikke det store indtryk i ministeriet, hvor Kim Jørgensen med en baggrund som tidligere officer i Flyvevåbnet i dag sidder som civilansat afdelingschef for planlægning og operationer i nabokontoret til departementschefen. Den 4. maj talte han i telefon med generalmajor Carsten Svensson, som er chef for operationsstaben i Forsvarskommandoen.

Telefonsamtalen handlede om implementering af Helmand-planen og havde en sådan karakter, at afdelingschefen dagen efter fandt det »hensigtsmæssigt skriftligt at formulere departementets behov for informationer« i en mail til generalmajoren:

»Det er forventningen, at implementeringen sker i overensstemmelse med Helmandplanens ordlyd og hensigt samt departementets direktiv,« skrev han.

I Forsvarskommandoen rev officererne sig i håret. Her havde man mundtligt forespurgt i Natos Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE), i den Nato-ledede Afghanistan-styrke ISAF, ved det britiske militære hovedkvarter Permanent Joint Headquarters (PJHQ) i London og hos den amerikanske flyverattaché i København om efterspørgslen på et mobilt dansk luftoperationscenter, og alle steder var svaret klart.

»Tilbagemeldingen har været, at Danmark i stedet for at udsende et luftoperationscenter burde anvende normerne inden for styrkeloftet til landmilitære bidrag i Helmand,« skrev Knud Bartels i et nyt brev til Forsvarsministeriet den 18. maj 2011.

I mellemtiden og ugerne efter havde Forsvarsministeriet en løbende dialog med det britiske forsvarsministerium, og i juni sendte Forsvarsministeriet et fælles dansk-britisk direktiv for implementeringen af Helmandplanen til Forsvarskommandoen. I det gentog ministeriet, at det ville være »hensigtsmæssigt« at placere det mobile luftoperationscenter på en af de to store baser i den sydlige del af Afghanistan:

»I relation til det mobile luftoperationscenter anmodes Forsvarskommandoen om, som et alternativ til en placering på Kandahar Airfield, at undersøge mulighederne for at bidrage med et mobilt luftoperationscenter til Bastion Airfield«.

Ministeren blev ikke orienteret

Siden blev det sommer, og da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 26. august udskrev folketingsvalg til afholdelse i september, forlod Gitte Lillelund Bech sit ministerium. Spørgsmålet er, om hun gjorde det fuldt vidende om, at alle de militære samarbejdspartnere udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at et mobilt dansk luftoperationscenter i Afghanistan ikke stod på nogens ønskeseddel.

»Jeg er ikke blevet orienteret om, at ISAF ikke ville have et mobilt luftoperationscenter. Jeg har i ministeriet fået den forståelse, at ISAF godt kunne bruge et i Nordafghanistan. I forhold til at leve op til den politiske aftale om Helmand-planen 2011-2012, var jeg opmærksom på, at jeg så måtte leve med de logistiske udfordringer ved, at det mobile luftoperationscenter skulle sendes til Nordafghanistan. Min vurdering var, at jeg fortsat kunne holde den politiske aftale herhjemme, selv om vi kom til at sprede os over to områder i Afghanistan.«

Var du slet ikke klar over, at udsendelsen af det mobile luftoperationscenter gik direkte imod Natos, ISAFs, PJHQs og den amerikanske flyverattachés anbefalinger?

»Nej, slet ikke,« siger Gitte Lillelund Bech.

Over for Jyllands-Posten bekræfter John Dyrby Paulsen, at han mundtligt diskuterede de logistiske udfordringer med forsvarsministeren og gav Socialdemokraternes accept af en placering i Nordafghanistan. Men det skete vel at mærke ud fra den opfattelse, at Nato havde bedt om et dansk luftoperationscenter netop der.

»Derfor må det også være helt oplagt, at vi fik oplysningen om Natos ønsker. Det ville have været en væsentlig del af beslutningsprocessen,« siger han og understreger, at han vil tage sagen op med forsvarsministeren.

Socialdemokraternes daværende udenrigsordfører og nuværende formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, er i øjeblikket på rejse med Folketingets Præsidium i Østen. Han mener, at »nogen fra Socialdemokraterne burde have været orienteret«.

»Jeg vil heller ikke udelukke, at man alternativt kunne have accepteret andre bidrag, så længe der ikke skulle fastholdes mere mandskab længere tid i Afghanistan,« skriver han i en mail fra Vietnam.

Niels Helveg Petersen mener som de radikales daværende udenrigs-og forsvarsordfører, at det ville have været »helt naturligt«, at Natos ønsker var blevet delt med aftalepartierne.

Heller ikke Lene Espersen (K) blev gjort opmærksom på, at Danmark var i gang med at forberede en udsendelse af et bidrag, som ingen ønskede.

»Det er for mig uforståeligt, at man ikke har sørget for at informere både forsvarsministeren, men sådan set også aftalepartierne om, at man ikke efterspørger bidraget. Det må være fordi, at dele af forsvaret selv har haft et ønske om, at luftoperationscenteret absolut skulle sendes af sted. Det er i hvert fald ikke politikerne. Og det er ærgerligt, for det er os, der i sidste ende står til øretæverne, hvis noget går galt,« siger Lene Espersen:

»Det er et eksempel på, at der i ministeriet har været en emsighed, fordi der har været et politisk ønske om at gennemføre en troppereduktion. Men det er bare ærgerligt, hvis vi leverer noget, der ikke er efterspurgt – og som ikke er med til at forenkle vores opgave, men tvært imod er med til at komplicere den igen. Det er bestemt kritisabelt.«

Uønsket løsning koster 50 mio. kr.

Tilbage i Forsvarskommandoen måtte officererne igen til tasterne for at svare på det spørgsmål, som de allerede havde svaret på to gange tidligere. Det skete i et brev til ministeriet, som blev sendt elektronisk den 15. september – samme dag, som Danmark gik til folketingsvalg:

»Der er ikke brug for et dansk mobilt luftoperationscenter i den sydlige del af Afghanistan,« skrev kommandoen og gjorde samtidig opmærksom på, at den mulige opgaveløsning i Nordafghanistan på daværende tidspunkt blev varetaget af »andre ressourcer, der vil kunne frigøres til anden opgaveløsning, såfremt Danmark påtager sig opgaven«.

Videre skrev kommandoen, at merudgifterne til selve udsendelsen af det mobile luftoperationscenter ville andrage ca. 50 mio. kr. og gå hårdt ud over de logistiske ressourcer i Afghanistan:

»Hvis der udsendes et dansk luftoperationscenter til Nordafghanistan, vil de danske styrker i Afghanistan blive spredt på op til fire regioner. Placeringen i Nordafghanistan vil således lægge yderligere pres på det i forvejen begrænsede Inter Theatre Air Transportation System i Afghanistan, ligesom det vil medføre en yderligere belastning af den danske logistikstruktur i International Security Assistance Force (ISAF).«

Men heller ikke dette brev lod til at have den store interesse i ministeriet, som svarede per mail kl. 23.17 samme dag – stort set samtidig med at Helle Thorning-Schmidt (S) fejrede valgsejren i Vega. Svaret var, at Forsvarskommandoen skulle fortsætte forberedelserne efter planen. På det tidspunkt havde der ikke været nogen minister i Forsvarsministeriet i tre uger, og der skulle gå endnu halvanden måned, før Nick Hækkerup (S) 3. oktober blev udnævnt som ny forsvarsminister.

Er det vildledning af en minister? 

Få hundrede meter fra Forsvarskommandoen ligger Dansk Institut for Internationale Studier. Her sidder den pensionerede generalmajor Karsten Jakob Møller som senioranalytiker og ekspert i dansk forsvars-og sikkerhedspolitik.

»Jeg er ganske rystet over, at man kan sidde forsvarschefens råd og oplysninger overhørig uden at orientere ministeren om dem. Det er meget alvorligt, og jeg mener godt, at man kan kalde det vildledning af det politiske niveau. I ministeriet ser man fuldstændig bort fra den fagmilitære rådgivning, og samtidig påfører man forsvaret en ekstra udgift på 50 mio. kr., som der slet ikke er brug for. Det er direkte misbrug af skatteborgernes penge og sker samtidig med, at pålægger forsvaret at spare 3 mia. kr.,« siger han.

Hvad bør det få af konsekvenser?

»Det er jo op til politikerne, om de agter at finde sig i det. Men når forsvarsminister Nick Hækkerup indleder en personalesag mod generalløjtnant Poul Kiærskou for at have vildledt Folketinget om fangetal fra Irak, mens han var chef for Hærens Operative Kommando, må man spørge sig selv, om ikke dette forhold er mindst lige så alvorligt,« siger han.

Claus Haagen Jensen er professor i offentlig ret på Copenhagen Business School. Ifølge ham er det en »alvorlig fejl og forseelse« fra departementschef Lars Findsens side, hvis han ikke har informeret ministeren om så afgørende oplysninger fra de militære samarbejdspartnere.

»Der kan ikke være nogen tvivl om, at der er meget følsomhed i det danske politiske univers på dette punkt. Derfor er det aldeles lysende klart, at sådan et budskab skal frem til ministeren.«

Hvad betyder det, når en minister ikke får tilbagemeldinger af den karakter?

»Det betyder, at så kan forsvarets øverste administrative led ikke træffe beslutninger på et fuldt oplyst grundlag. Det er yderst utilfredsstillende. Hvis jeg var minister, ville jeg blive aldeles rasende.«

Ifølge Claus Haagen Jensen står der intet i lovgivningen om, hvilke informationer en minister har krav på at kende til. Men derfor kan det godt være juridisk forkert at forholde en minister vigtige informationer.

»Ja, for retsreglerne findes ikke kun i skrevne love og regler. De findes også i uskrevne regler. Hvor meget ministeren skal orienteres, vil der ofte ikke være skrevne bestemmelser om. Men det er ikke sværere, end at det skal en departementschef kunne ræsonnere sig frem til,« siger han og understreger samtidig vigtigheden af at få undersøgt, hvad der er op og ned på hele sagen.

I Jylland holder Flyvevåbnets Air Control Wing til på Flyvestation Karup. Selv om enhedens mobile luftoperationscenter ifølge Helmand-planen kun skal være udsendt til Afghanistan et år, vurderer oberst Jan Toft som chef, at en forlængelse af bidraget er oplagt, hvis Nato stadig rekvirerer det.

»Det her er et rigtig “lækkert” bidrag, bl. a. fordi vi ikke tager krigsfanger. Risikoen for improviserede sprængladninger er ikke eksisterende, fordi vi ikke kommer uden for hegnet, og vi har ikke noget ammunitionsforbrug. Vi skal sådan set bare sidde inde i en vogn og kontrollere fly,« siger han.

Denne artikel bygger på en aktindsigt i Forsvarsministeriet om udsendelsen af Flyvevåbnets mobile luftoperationscenter til Afghanistan. Hverken daværende forsvarschef Knud Bartels eller Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, har ønsket at udtale sig til denne artikel.

Fakta: REGNESTYKKET

Argumenter for og imod udsendelsen af et mobilt luftoperationscenter til Nordafghanistan:

• Udsendelsen opfylder det politiske ønske fra Helmandplanen om at veksle kampsoldater med mere “bløde” støttebidrag.
• Udsendelsen letter presset på Hæren ved at lade Flyvevåbnet tage del i opgaveløsningen i Afghanistan.
• Nato får lappet “et hul” i luftrummet over Nordafghanistan, fordi det danske radarbidrag dækker bedre end den nu afløste tyske radar.
• Nato får frigjort et Awacs-overvågningsfly, som i stedet kan indsættes andetsteds i Afghanistan.
• Udsendelsen vil være i strid med ISAFs intention om, at mere “bløde støttebidrag”, som afløser kampenheder, skal indsættes i de mest urolige provinser for at forbedre disses parathed til transition.
• Udsendelsen medfører en spredning af de danske styrker, som går imod intentionerne i Helmand-planen 2011-2012.
• Udsendelsen medfører en merudgift på anslået 50 mio. kr.
• Udsendelsen lægger yderligere pres på ISAFs i forvejen begrænsede Inter Theatre Air Transportation System i Afghanistan.
• Udsendelsen medfører en yderligere belastning af den danske logistikstruktur i ISAF.